REVYANMELDELSE: Rottefælden 2025
Foto: Rottefælde Revyen
✮✮✮✮✮
' ……. aftenen er topunderholdning ……'
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Med 142 år på bagen, må Rottefælderevyen siges at være en gammel ’rotte’ i branchen. Kun med et års pause under Corona og tre år på Svendborg Teater, har revyen været fast etableret i ’Revyen i skoven’. Et pragtfuldt idyllisk beliggende sted. Christine Astrid og Mikkel Schrøder driver stedet. Sidste år blev Revyen 2024 årets revy, så der er noget at leve op til!
Jan Schou – 26 år i Svendborg
Allerede fra begyndelsen tegner det godt. Orkestret spiller veloplagte op og de medvirkende, Jan Schou, Christine Astrid, Mikkel Schrøder og Pernille Schrøder, åbner med nummeret: Svendborg igen. Ja, det bliver så sidste gang Jan Schou siger det. Dette er hans sidste sæson i Rottefælden. Det blev til 26 år. Det viser sig hurtigt at firkløveret er velsyngende og kommer godt fra start, med et hyggeligt og godt koreograferet nummer.
En rigtig revy
Revyen 2025 er gedigen, altmodisch og underholdende. Den indeholder alt hvad en såkaldt ’rigtig revy’ bør indeholde: morsomme sketchs, et par viser, lidt tæsk til politikerne både til lands og udenlands, musikalske samtidsrelevante indslag, et vink til kongehuset, monologer og det hele garneret med et par lette dansetrin.
Foto: Rottefælde Revyen
Daisy
Ingen tvivl om at Jan Schou er et stort aktiv for revyen. Med sin stille lettere underspillede humor og perfekte timing, er han et solidt aktiv og supplerer sine medspillere godt. Han er pragtfuld som ’Daisy’ der skal aflevere en afskedsgave til Jan Schou. ’Vi’ har været i gemmerne og hentet en udgravningsgave fra Egypten, en hofte-skål’. Majestæten fortæller små anekdoter fra sin tid som dronning og Kong Frederik får også et par ord med på vejen. Det er en af Jan Schous bedste figurer og et af aftenens strålende numre. Tekst Leif Maibom.
Første gang – Sidste gang
Jan har en sang om at alt er ’Den første gang’, men pludselig bliver første gang, til minder og efterhånden som tiden går, bliver tingene sidste gang, som nu, hvor det bliver sidste år Jan Schou står på Rottefældens scene. Det er en lidt vemodig vise med tekst af Leif Maibom. Jan afleverer sit budskab med pondus og overbevisning, og det varer lidt før det går op for publikum hvad sangen egentlig handler om: Jans farvel til denne scene.
Hjerteløber
Pernille Schrøder er både en gedigen og driftssikker spiller. Hun har teknikken på plads og besidder en skøn sangstemme. Hun brillerer i numre som ’Gør en forskel’ og Forberedt’. Hun er hjerteløber og indrømmer at hun er lidt for tyk, derfor opsøger hun steder, hvor der kan være en chance for at én falder om, og hun kan træde til. Hun illuderer de selvpromoverende kvinder på ca. 40 år med daskende hestehaler og selvoptagede. Hun mener publikum skal have en prøve på hendes formåen og trækker en demodukke op af tasken, elastikken ud af hestehalen, lynlåsen lidt ned i kavalergangen, frisk mundspray og i gang. Hun pumper løs på dukken i takt til diskomusik. Hun har en umiddelbar charme. Teksten er af Vase og Fuglsang, som igen leverer en fuldtræffer.
Prepper
Hun er vild. I preppernummeret ’Forberedt’ er pointen, at hun vil samle så mange flasker vin sammen, så hvis Putin skulle komme forbi, kan han altid få et glas vin. Tekst og musik Jens Krøyer. I det hele taget er hun en god ballast i de musikalske indslag.
Foto: Rottefælde Revyen
Keld og Hilda
Sidste nummer inden pausen er et potpourri, hvor hele Danmarks Keld og Hilda, Pernille og Jan, fortæller om deres mangeårige meritter. Hvis ikke alle har fulgt ordentligt med i medierne de senere par år, får vi her repeteret det hele en gang mere. Det er rammende, de får et par kærlige smæk med på vejen. Igen et pletskud. Tekst af Vase og Fuglsang. Hvordan Jan overraskende blev Keld, var forbløffende. Festlig afslutning på første akt.
Anden akt
Efter pausen er tempoet sat yderligere op. Et langt medley sat sammen af sange, der relaterer til et ord der ligner originaltitlen, der handler om at alt er blevet usandsynligt dyrt. Det starter med Beatles ’Help’, som bliver til Milk-ingen har råd til at købe det. Tag med ud og fisk-billigere at fange dine egne fisk. Bagerbrød, glem det-Jan Schou med Napoleonskage på hovedet-syngende: Du skulle købe dig en Napoleonshat (Tyrolerhat), Michael Jacksons Billy Jean bliver til ’billige’ jeans og sådan fortsætter det. Et fantastisk godt og musikalsk nummer.
Christine Astrid
Christine Astrid har stået for koreografien og det har hun gjort strålende. Det fungerer, er ikke for vanskeligt og det mest væsentlige er, at når alle fire bevæger sig sammen er det i takt. Christine Astrid har mange skønne numre. Bl.a. som datteren der skal have passet sine to børn fordi hun skal til Padel. Moren, Pernille, illuderer lettere dement. Faderen ligeså, han er ude og gå tur med hunden, radiatoren. Datteren går og forældrene ånder lettet op og kan gå i byen. Tekst Vase og Fuglsang. I ’Ugens tilbud’ er hun farmaceut på et apotek. Hun prøver at prakke kunden, Mikkel, alle mulige medikamenter på, mens hun demonstrerer host, nys, og andre lyde. Hun har et komisk talent. Ligeledes går hun all in i monologen ’Skål’, hvor hun holder tale for sin chef, selvom hun er blevet fyret. Hun er medrivende og ægte. Desuden er hun skøn og alsidig i f.eks. ’Morten Speedbåd’ og ’Det er bare en pibe’.
Foto: Rottefælde Revyen
Mikkel Schrøder
Mikkel Schrøder er dejlig fanden i voldsk. Til tider overdramatisk, men han når lige at bremse rettidigt. Mikkel har nogle numre, hvor han får lov at vise hele paletten. ’Det er ikke en pibe’ er en eminent parodi på kunstsnobberiet. Tekst Kristian Jensen. I visen ’Uden regning’, tekst Vase og Fuglsang-melodi Peter Belli, er det en lille dreng fra Afrika, der har en masse spørgsmål til Udenrigsministeriet om straftold. Der er vist nogen der har gjort vært uden regning! En massiv stikpille til Trump. Mikkel er stilfærdig med både bid og følsomhed.
I det aktuelle nummer ’Det værste jeg ved’, får vi Mikkel for fuld udblæsning både live og projekteret op på bagsiden med gummiansigtet lagt i de rigtige folder, fortæller han om de tre ting han ikke kan fordrage: Plastikflasker med skruelåg der sidder fast, Vita Vrap og tyndt toiletpapir på offentlige toiletter. Også et af aftenens bedste numre. Tekst og musik: Jens Krøyer og Mikkel Schrøder. Mikkel er også kunden på apoteket, parkeringsvagt, pingvin o. m. m.
Afsted til Svendborg
Stemmemæssigt er alle fire medvirkende godt syngende og aftenen er topunderholdning. Revyen har 24 numre og det går over stok og sten. Tag fri nogle timer og slå vejen rundt om Svendborg. Du vil få dig et dejligt grin.
Medvirkende: Jan Schou, Christine Astrid, Mikkel Schrøder og Pernille Schrøder. Instruktion: Carsten Friis. Koreograf: Christine Astrid. Kapelmester: Jens Krøyer. Orkester: Jens Krøyer, Guy Moscoso, Ole Caspersen. Scenografi: Claus Halle Nielsen og Mikkel Schrøder. Videodesign: Claus Hall Nielsen. Kostumedesign og Skræddersalsleder: Vibeke Valeur. Lysdesign: Claus Halle Nielsen.
Rottefælde Revyen. Caroline Amalie Vej 26. 5700 Svendborg. Revyen slutter 16. august. 2025.
REVYANMELDELSE: Rottefælden 2025 – se mere her
REVYANMELDELSE: Rottefælden 2025 er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm