TO FANTASTISKE UDSTILLINGER PÅ NORDATLANTENS BRYGGE

Arktis har mange ambassadører

Pose-Done, 2022/2023©Arctic Creature.

‘ ….. det er nærliggende at meditere over vores egen plads i den store helhed ….’

– Master of Science, Bo Christiansen, KULTURINFORMATION

Overskriften er en hentydning til den aktuelle diskussion om hvem der kan være en passende ambassadør eller repræsentant for Arktis. Med ambassadører tænker vi normalt på diplomater der repræsenterer et lands politiske og økonomiske interesser. Men der er også andre mere uofficielle ambassadører. For eksempel kunstnere der lader sig inspirere af og præsenterer naturen og derved bygger bro mellem natur og menneske, mellem natur og kultur. Nordatlantens Brygge afholder denne sommer to spændende udstillinger der begge er inspireret af og præsenterer den arktiske natur. En filminstallation om et grønt Grønland og en gruppe islandske kunstneres underfundige leg med moderne vraggods fra landets kyster.

Begge udstillinger findes i Nordatlantens Brygge, et smukt restaureret gammelt pakhus, og de kan opleves frem til den 10. september 2023. De to udstillinger er ret forskellige, så de får hver deres anmeldelse.

Arctic Creatures ✮✮✮✮✮

Underfundig leg med moderne vraggods fra Islands kyster

Tre kunstnere, billedkunstner Hrafnkell Sigurðsson, filminstruktør og manuskriptforfatter Óskar Jónasson og skuespiller og teaterinstruktør Stefán Jónsson, åbenlyst gode venner, alle omkring de tres år, har gennem de seneste ti år skabt en række billeder og skulpturer og sammen gennemført en fantasifuld, sjov og tankevækkende leg med moderne drivtømmer og vraggods indsamlet på Islands kyster. Enkeltvis ville disse stumper af nylongarn, plasticbøjer i slidte og afblegede farver, fiskekasser, rester af tang, døde fisk og fugle og stumper af ægte drivtømmer, være triste og grimme. Affald. Tabt i havet eller smidt ud med vilje. Men her har kunstnerisk begavede mennesker samlet dem til provokerende, sjove og tankevækkende installationer. De tre venner repræsenterer det nøgne menneske og affaldet repræsenterer naturen og havet.

Affald som kunst

De tre venner opstiller deres kunstinstallationer med egne kroppe iklædt alt muligt drivgods fundet i strandkanten, fiskenet, plast og drivtømmer. Adskillige af værkerne refererer til kendte kunstværker, andre ligner bare eller har titler der virker genkendelige. Poseidons Trone, Ophelia, Heart of Stone, en maskulin udgave af den lille havfrue, en cykel bygget af vraggods, eller en model af et af de simpleste organiske molekyler, alkohol.

The Betrayal, 2020_©Arctic Creatures

Affald som natur

I en række tableauer eller scenarier fortæller de små genkendelige historier, tableauer, scenarier der undersøger eller udstiller en række temaer. Først og fremmest modsætningen mellem natur og menneske som netop mødes i vores affald. Affald, der egentlig er på vej tilbage til naturen. Opløsning og forfald. Men meget af vores affald er temmelig længe om at blive nedbrudt og genoptaget i naturen, og måske kan vi lære at genbruge det. Og det er præcis hvad vore tre islandske venner gør. Genanvender affaldet og gør det til kunst. Undervejs fortæller de også om venskab og om at rejse og stiller nogle tankevækkende spørgsmål.

Midt i alt det triste affald formår denne udstilling at være livsbekræftende. Udstillingen fortjener at man bruger tid på at fordybe sig. Undersøger samspillet mellem pjat og alvor. Tænker over vort forhold til naturen. Tænk hvis vi kunne leve længere end vort affald.

Plastic Warfare, 2017©Arctic Creatures

TO FANTASTISKE UDSTILLINGER PÅ NORDATLANTENS BRYGGE – se mere her

The Green Land ✮✮✮✮✮

Inuk Silis Høegh præsenterer et grønt Grønland

Der findes en gammel beskrivelse af en grønlandsk fanger, der poetisk udtrykker sin beundring af den storslåede natur han færdes i. Han slutter med at erklære, at en dag når han ikke er mere, vil andre se og opleve det samme og føle præcis den samme betagelse.

De fleste der har begivet sig ud i den grønlandske natur, har oplevet det samme. Følelsen af at den arktiske natur er evig og uforanderlig, bevidstheden om at vi har disse oplevelser og følelser tilfælles med generationer før os, oplevelsen af at vi er en del af noget langt større, både i rum og tid, ja, det er til at blive helt religiøs af.

Issoq (Earth) The Green Land@Inuk Silis Høegh

Evig … og i forandring

Men menneskers indgreb og klimaforandringerne forstyrrer denne tidløse storhed. Hvad er det vi gør ved Arktis? Vil fremtidige generationer kunne opleve det samme som vi? Kunstneren og filminstruktøren Inuk Silis Høegh undersøger menneskets forhold til naturen i en smuk, tankevækkende og foruroligende billed- og lydfortælling.

Filmen har hverken begyndelse eller slutning. I en cyklus på 34 minutter føres vi gennem de fire elementer, jord, vand, luft og ild, hver repræsenteret ved en Land Art installation. Farven grøn anvendes som gennemgående tema. Den visualiserer natur, vækst og håb, som når vi ser græsset i fjordene omkring Nuuk og Maniitsoq, hvor filmen er optaget. Inuk anbringer store terninger af tørv rundt i landskabet, dvæler ved rødder, overflader og zoomer ud så vi får det store billede. Men det grønne kan også symbolisere noget giftigt og sygt, især når farven uventet sniger sig ind i den dvælende, meditative naturbeskrivelse. Vi følger isens smelten og vandets løb bliver tydeliggjort med grøn farve udvundet af tang. Luftens bevægelse fremhæves med grøn røg der blæser gennem og ud over et fjeldlandskab. Og mens mørket falder på oplever vi grøn ild i landskabet, der minder om nordlyset.

Aldrig har det grønlandske landskab set mere islandsk ud. Det er ikke den grønlandske natur som vi plejer at se den. Hvis du allerede har været der, så har du dine egne indre billeder, som vil blive vakt til live og blande sig med de indtryk Inuks filminstallation fremkalder.

Imeq (Water) The Green Land@Inuk Silis Høegh

Naturens lyde

Lydsiden er exceptionel. Lydkunstneren Jacob Kirkegaard har skabt fantastiske lydeffekter af smeltende is, rislende vand, knitrende ild, selv klipperne frembringer lyde. Denne lyd, rumlende, skrabende, nær de dybeste toner vi mennesker kan opfatte, sammen med ekkoet af rislende smeltevand skaber en dyb meditativ rumlen, et jordskælv i slow motion. Smukt, beroligende og foruroligende på samme tid. For mig mindede det om den lydinstallation der findes i det nyligt opførte Isfjordscenter i Ilulissat – Læs Bo Christiansens reportage her, hvor man hører lyden af gletsjere i bevægelse. Hver gletsjer har i øvrigt sin egen særlige lydprofil.

Hvor er vi selv?

Det cykliske forløb leder tanken hen på både skabelse og undergang. Og selv om der ikke optræder mennesker eller menneskelige spor i denne film, er det nærliggende at meditere over vores egen plads i den store helhed.