Litteratur

TØRREDE BLOMSTER

TØRREDE BLOMSTER

– 20 evighedsbuketter du selv kan lave

 

 

 

TØRREDE BLOMSTER

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

‘ ….. Det er kun fantasien der sætter grænser …’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

De fleste har prøvet at tørre en blomst mellem siderne i en bog. Måske har du været så heldig at finde et firkløver eller to og efter mange år dukker de tørrede minder pludselig op i en gammel bog du har taget frem for at læse igen. Passionen for tørrede blomster kan være større eller mindre og udforme sig på forskellige niveauer. Vi har vel alle på en eller anden måde prøvet at pynte op med forskellige græsarter, et sted vi har boet, hvor man syntes det så dekorativt ud i, i en af de perioder hvor det var moderne.

 

De tørrede lavendler har i mange år været næsten obligatoriske, enten i små poser til at lægge mellem tøjet, som små dekorative buketter, eller i potpourrikrukker. For slet ikke at tale om de tørrede roser der i årevis hang på et søm til minde om et uforglemmeligt bekendtskab.

Sparetider

Nu er der imidlertid kommet en ny bog om, hvordan man på en nem måde kan lave 20 forskellige buketter til alle formål. I disse sparetider må det siges, at denne bog er en kærkommen udgivelse. Det er en praktisk opslagsbog at købe til sig selv, men den er også ideel som gave. Og tænk på at tørrede buketter og dekorationer holder i rigtig lang tid.

 

Selvfølgelig er tørrede blomster ikke nytænkning, men der er kommet andre og nye teknikker og man er blevet bedre til at opbevare de tørrede blomster og græsarter end tidligere. Desuden er de materialer der bruges i dag, såsom tråde, knappenåle, pyntebånd, dekorationstape af en anden beskaffenhed end tidligere.

 

Tørrede buketter og kranse har været oppe og vende som modefænomen adskillige gange i de sidste århundreder. Desværre er mange bøger og information gået tabt undervejs, så det er på tide at ”genopdage” denne fine blomsterbindingskultur.

Strukturen i TØRREDE BLOMSTER

Forfatteren til bogen er englænder, og art director for design-og konsulentvirksomheden Botany i East London. Det er en fremragende dansk oversættelse af Eva Mosegaard Amdisen, der med knivskarp præcision får bogens indhold gjort klart, tydeligt og forståeligt. Forfatteren har systematiseret arbejdet med tørrede blomster, så det fra første side virker nemt og tilgængeligt.

 

Bogen har sæsonbestemte afsnit, der inspirer til både at købe årstidens blomster og også selv gå ud og finde græs, grene, blomster etc., der lige netop er i den pågældende periode. Bagerst i bogen er der et afsnit med billeder over blomster, som er meget nyttige at kende, ledsaget af smukke billeder. Alle blomster der er nævnt i denne bog er omtalt både på dansk og med deres latinske navn. Nogle endda med deres populære navn. I det hele taget er bogen illustreret med flotte billeder og trykt på lækkert kraftigt papir, der vil kunne holde til mange opslag. Det der er specielt godt ved bogen er, at den kommer rundt om mange forskellige metoder, stemninger og temaer. f. eks. kranse, vægdekorationer, knaphulsbuketter, hårpynt, uroer, ja, der er sågar en brudebuket.

 

TØRREDE BLOMSTER er ment både som vejledning og som inspiration og det gør den meget anvendelig. Der er henvisninger til hjemmesider, web-shops og meget mere og desuden en liste over hvad man skal bruge af værktøj. Faktisk er det bare at finde et lille hyggeligt sted i dit hjem og gå i gang. Man kan hurtigt fremkalde forskellige stemninger med tørrede blomster. Det er kun fantasien der sætter grænser.

 

TØRREDE BLOMSTER: Forfatter Angela Maynard. På dansk ved Eva Mosegaard Amdisen. Udgivet på forlaget TURBINE.

 

 

Se mere om TØRREDE BLOMSTER her

 

 

TØRREDE BLOMSTER er en boganmeldelse af Louise Frevert, KULTURINFORMATION