Litteratur Rejser

VINTERENS HJERTE – Knud Rasmussen og hans tid

VINTERENS HJERTE – Knud Rasmussen og hans tid

 

Ukiup uummataa

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

VINTERENS HJERTE - Knud Rasmussen og hans tid

 

 

 

 

 

 

 

 

 

” ….. er skrevet med stor passion … “

-Bo Christiansen, KULTURINFORMATION

 

 

 

Bogens titel er hentet fra Knud Rasmussens dagbog fra den 2. Thule-ekspedition (1916-18), hvor han og hans rejsefæller kortlagde Grønlands nordlige kyststrækning. Udtrykket ’Vinterens hjerte’ blev brugt i betydningen ’midt i vinteren’, om et landskab evigt omgivet af is. Men som bogtitel rækker det langt ud over en ren landskabsbeskrivelse. Her er det også brugt poetisk om drivkraften bag Knud Rasmussens liv og værk, om at elske vinteren.

 

Kirsten Hastrup er professor emeritus i antropologi og har i en årrække forsket i arktiske forhold. Hendes bog fra 2010 er i 2021 genudgivet i nyt flot og tungt udstyr, fornemt layout, og med et rigt billedmateriale af både nyt og gammelt. Kort sagt et pragtværk med 500 indholdsrige sider. Bogen er fra Gads forlag, udgivet med støtte fra Carlsbergfondet samt fra en lang række museer og institutioner.

 

Bogens undertitel – Knud Rasmussen og hans tid – er en underdrivelse. Præsentationen af Knud Rasmussen er her dybt indlejret i den langt større fortælling om menneskets evige kamp for at beherske naturen og skabe historie.

 

 

 

STEMMER FRA GRØNLAND

Arktisk Institut

 

 

 

Et flerdimensionelt portræt

Det er ikke en traditionel biografi, men derimod et flerdimensionelt portræt af Knud Rasmussen (1879-1933) og hans samtid, suppleret med masser af baggrund og kontekst. En tid med opdagelsesrejser, fremskridtstro, teknologifascination og heltedyrkelse.

 

Vi får mange citater fra Rasmussens egne skrifter, hans rejsefællers dagbøger og værker samt ekkoet af mange andre stemmer. Faktisk er der over 200 navne i navneregisteret, mange af dem repræsenteret ved talrige citater. Et noteapparat med mere end 900 henvisninger og en litteraturliste med op mod 300 værker.

 

 

 

 

STEMMER FRA GRØNLAND

Det Kongelige Bibliotek

 

 

 

 

Så der ligger et grundigt og langvarigt studie til grund for dette værk som er skrevet med stor passion. Det eneste jeg rigtig savner er nogle kort over de beskrevne områder. Men da bogen kommer så vidt omkring, ville det måske blive for omfattende.

 

Portrættegningen er stramt udført og bygget op omkring tre af Knud Rasmussens mange overlappende roller: Polarforskeren, Jægeren og Fortælleren. Hver af disse roller udfoldes gennem en række selvstændige temaer:

Polarforskeren

Vi får en detaljeret gennemgang af polarforskningens historie helt tilbage fra de gamle grækere, de kulturelle og nationale rammer op gennem tiden, indtil vi endelig føres gennem hovedpersonens egen dannelseshistorie.

Jægeren

Jægerrollen, Knuds grønlandske arv, udforskes gennem temaerne kroppen, manden, slæden og endelig selve jagten. Meget af det i Pearys, Nansens og Amundsens slæde- og skispor (der alle lader forstå, at netop de var de første). Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på Aqqaluk Lynges digt ’Til hæder og ære’ om folk, der vinder berømmelse ved at rejse gennem egne, som i generationer har været ikke bare berejst, men også beboet af andre navnløse helte.

Fortælleren

Med Knud Rasmussens rolle som fortæller udforskes de helt store temaer: sproget, sagaen, poetikken og endelig selve Værket.

 

En fremtrædende plads får hans hovedværk – den 5. Thule-ekspedition, indsamlingen og kortlægningen af den eskimoiske sagnverden, den overlegne kultur og selve livet som fortælling. Alt sammen samlet og beskrevet med stor respekt for mennesket og fællesskabet. Her var virkelig tale om etnografisk feltarbejde, og ikke bare det at rejse i andres slædespor.

 

 

 

 

VINTERENS HJERTE – Knud Rasmussen og hans tid

Arktisk Institut

 

 

 

Vi følger i disse tre temaer Knud Rasmussens personlige udvikling: fra jægeren der søger oplevelser og bytte – til den opdagelsesrejsende, polarforskeren, der samler viden – og videre til hans modning som fortæller og formidler.

 

Den stramme struktur og opdeling i temaer betyder, at vi får fortalt historien kronologisk forfra adskillige gange, men hver gang fra en ny synsvinkel.

Rejsen som metode

Knud Rasmussen gik eksplorativt til værks. Han var ikke en neutral observatør, men en aktiv deltager. Spillereglerne for antropologi og etnografi var på den tid først ved at blive fastlagt. Han beskriver selv sin metode således:

 

”Min Arbejdsmetode har været den: Udadtil at kaste Civilisationen af mig og blive ganske som en af de Eskimoer, hvis Form for Tilværelse, jeg skulle studere. Saaledes blev vor Opgave naturlig først og fremmest den: ikke at rejse som Ekspedition. Thi saa snart man rejser med det mindste officielle Præg over sig i Grønland, løber man Fare for overalt kun at træffe netop det man vil.”

 

 

 

 

 

Det Kongelige Bibliotek

Nationalmuseet

 

 

 

Hvad ville Knud have sagt til det moderne Grønland? Og til klimaforandringerne? Han gjorde sig allerede fra begyndelsen overvejelser om polareskimoernes fremtid, han vidste at det hastede med at kortlægge og beskrive disse mennesker og deres verden, mens de endnu var et naturfolk. Han forudså en tid hvor polarforskning med hundeslæde var forældet.

 

Vinterens hjerte kan faktisk erstatte mange tidligere bøger om Knud Rasmussen, idet de sammenfattes og opsummeres. Den gav i hvert fald denne anmelder forudsætninger for og lyst til at læse Knud Rasmussens egne bøger, som i øvrigt alle er tilgængelige online. Arktisk Institut og Det Kongelige Bibliotek har desuden massive online samlinger af billeder.

 

 

 

Se mere om VINTERENS HJERTE – Knud Rasmussen og hans tid her

 

 

 

Tjek bogen STEMMER FRA GRØNLAND her

 

 

Se også Ved klimaforandringernes frontlinje – Et besøg på Ilulissat Isfjordscenter’

 

 

 

Indlægget er skrevet af cand. scient. Bo Christiansen, KULTURINFORMATION