GL STRAND: Tabaimo. Nest
Kunst

GL STRAND: Tabaimo ‘Nest’

GL STRAND

Tabaimo ‘Nest’

 

Tabaimos foruroligende universer

 

 

 

 

 

GL STRAND: Tabaimo. Nest

Her byder Tabaimo velkommen til et af hendes foruroligende universer “Public conVENience”, der foregår på et offentligt toilet.

Her kan man vælge mellem enten at være tilskuer eller at deltage i de surrealistiske handlinger, der udspiller sig i det intime, men offentlige rum.

Tekst & foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

‘ ……. vil få de besøgende til at reflektere over tilværelsen …..’

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

Vi kommer vidt omkring i Gl Strands seneste række af udstillinger. I 2022 præsenterede kunsthallen den sydafrikanske fotograf Zanele Muholi. Siden gjaldt det udstillingen “Stepping Out!”, hvor unge, kinesiske kvinder fokuserede på kvindernes lod i den kinesiske samfundsudvikling. Nu er turen kommet til Japan, der beskrives i et foruroligende tegneserieunivers.

Hvad er meningen?

Vi befinder os i et snusket offentligt toilet i Tokyo, hvor alt kan ske. Og det gør det også. En kvinde tager tøjet af og begynder at vaske sig ved en af håndvaskene. En anden kvinde indfinder sig nu iført svømmedragt og springer ned i wc’ets afløb, som var det en svømmepøl. En skildpadde forsøger gentagne gange forgæves at komme ud af vandet i wc-kummen. En tredje kvinde trækker nu en baby ud af næsen og anbringer den i toilettet sammen med skildpadden. Begge skylles nu ud.

 

Hvad er meningen med denne tegneserievideo af den japanske kunstner Ayako Tabata (f. 1975), der går under kunstnernavnet Tabaimo?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tabaimos foruroligende universer

Tabaimos “hjem” genskabt på Gl Strand. Udstillingens titel er nemlig “Nest”. Her får vi altså Tabaimos rede. En anden tolkning er redens cirkelform. Vi har en (personlig) kerne. Omkring denne kredser familie, lokalsamfund, landet og den globale verdensorden. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

Foruroligende følelser

Det korte svar er: der er ingen. Og dog. Videoinstallationen er typisk for Tabaimo, der har specialiseret sig i fortællinger, der undersøger temaer som isolation, usikkerhed og ustabilitet. Følelser, der alle synes at gemme sig under overfladen af dagliglivet i det moderne Japan.

 

Som antydet forsøger Tabaimo bestemt ikke at please beskueren med sine billeder – tværtimod! Hun skaber foruroligende følelser, der får beskueren til reflektere og muligvis reagere. Billederne lægger dog ikke op til en bestemt tolkning eller en bestemt handling.

 

 

 

 

Tekst & foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

I videoen “Aitaisei-josei” undergår det ordnede interiør på ganske kort tid en forunderlig og uhyggelig muterende forvandling, der forekommer stadig mere surrealistisk, efterhånden som rum og genstande transformateres. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

Edward Hopper

I Tabaimos storbyscener fx “Haunted House” får vi mulighed for som ”voyeur” at kigge ind i vinduerne hos fremmede mennesker. Man kommer umiddelbart til at tænke på ikoniske værker af den amerikanske maler Edward Hopper. Han viste oplyste lejligheder, hvor der befinder sig mennesker, hvis handlinger vi ikke forstår. Vi kan gætte på, hvad der egentlig foregår, men heller ikke her tilbydes en entydig forklaring.

Håndtegnede videoer

Tabaimos brug af video er andeledes end de fleste andre kunstneres. Hun bruger op til 16 skærme ad gangen. Der er således i visse tilfælde skærme foran, bagved, over og under beskueren. Derved bliver denne ligefrem en aktiv del af værket. I Gl Strands udstilling anvendes dog højst tre skærme (i “Public conVENience”), da lokalernes størrelse sætter grænser for udfoldelserne.

 

Videoerne er håndtegnede og farvelagt af Tabaimo selv. Et kæmpe arbejde, da der går mellem fire og tredive frames pr sekund, og hver film varer mellem fire og ti minutter. Efterfølgende er billederne blevet animeret på en computer.

 

Inspiration til tegningerne har Tabaimo fra Hokusai’s træsnit og manga-figurer fra tegneserier og animationsfilm.

 

Årsagen til at Tabaimo udtrykker sig i animerede film er, at nutidens japanere opfatter de tegnede personer som ægte personer, mens nyhedsreportager på video føles som uvirkelige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst & foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

På Tabaimos offentlige toilet i Tokyo kan alt ske. En kvinde vasker sig og lægger make up, mens en anden kvinde – måske i desperation – har smadret spejlet foran sig og bløder fra hånden/armen. To vidt forskellige skæbner. Alt kan ske! Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

Stedsspecifikke værker

Gl Strand huser fem videoinstallationer, men det er ikke alt på udstillingen, der skal opleves på storskærme. En enkelt af rummene henligger i dagslys, og her byder Tabaimo på blomstertegninger. Men naturligvis er der ikke tale om helt almindelige blomster, idet de kombineres med løsrevne, fragmenterede og ufuldstændige menneskelige organer. Nogle af dem tegnet direkte på kunsthallens vægge.

 

For at skabe lidt hjemlig hygge har Tabaimo fået sendt nogle af sine møbler, malerier og nips til København. Udstillingens titel er nemlig “Nest”. Her får vi altså præsenteret Tabaimos rede.

Vurdering

Tabaimos videoer er primært bestemt for det hjemlige, japanske publikum, der åbenbart skal chokeres for at forstå, hvordan de er ved at ødelægge deres egen tilværelse, og dermed få dem til at skabe en bedre fremtid.

 

Som al god kunst rækker Tabaimos værker ud over lokale problemstillinger. Hun har mange gode pointer, som borgere i storbyer overalt i verden vil kunne nikke genkendende til. Udstillingen handler nemlig om det moderne menneskes eksistens og mentale tilstande.

 

En foruroligende og provokerende udstilling, der med brug af vid, humor og gys utvivlsomt vil få de besøgende til at reflektere over tilværelsen og forhåbentligt motivere dem til at skabe en ny og bedre verden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

GL STRAND: Tabaimo. Nest

Portræt af Ayako Tabata (f. 1975), der går under kunstnernavnet Tabaimo. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

GL STRAND: Tabaimo ‘Nest’ – Udstillingen vises frem til den 27. august 2023.

 

 

 

GL STRAND: Tabaimo ‘Nest’ – se mere her

 

 

 

 

GL STRAND: Tabaimo ‘Nest’ er anmeldt og fotograferet af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION