Litteratur

Anmeldelse: Spændingsroman, ABSALON

Anmeldelse: Spændingsroman, ABSALON

 

af Morten Hesseldahl

 

 

 

Frihedskæmperen der ikke kunne sige farvel til våbnene

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: Spændingsroman, ABSALON

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

‘Morten Hesseldahls nye roman om modstandsmanden der endte som en højreekstrem, voldsparat og bevæbnet kriger, er en anfægtet roman, der rammer tidsånden lige i centrum af skiven’

– Niels Frid-Nielsen, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

For nylig fandt min datter et dokument, der viste, at min morfar havde været aktiv i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Familien var i chok. Det kom helt bag på os, og spørgsmålene meldte sig: Hvor aktiv havde morfar været? Havde han taget del i likvideringer? Havde han bevaret kontakten til sin modstandsgruppe? Havde mormor vidst noget? Og hvorfor havde han aldrig fortalt familien om sin fortid som frihedskæmper? Spørgsmålene hobede sig op, men morfar tog svarene med sig i graven.

 

“Vi bliver aldrig færdig med besættelsen”, lyder en replik i Morten Hesseldahls nye roman, ABSALON. “Nye generationer kommer til , og nye vinkler findes frem. Anden Verdenskrig er mere levende end nogensinde”.

Handlingen

Elliots far var frihedskæmper og medlem af modstandsgruppen ABSALON. Vagn Poulsen hed han og var indehaver af Poulsen Byg, der skabte en formue ved at bygge de parcelhuse, der bogstaveligt talt blev billedet på boligformen for den nye middelklasse i det velfærdssamfund, der voksede frem i 1960’erne.

 

Men Vagn Poulsen havde en hemmelighed. Han var en modstandsmand, der aldrig lagde våbnene og ikke anså krigen for slut, bare fordi Hitler tog sit liv i bunkeren i Berlin og nazisterne tabte krigen. For Elliots far fortsatte kampen nemlig efter befrielsen i 1945, lige indtil han selv faldt for en kugle. Kampen mod nazismen blev under den kolde krig til en kamp mod kommunismen og han endte efter murens fald som voldsparat og stærkt bevæbnet kriger, drevet af lige dele konspirationsteori og had til det nye og moderne.

 

Sønnen ender med at søge svar på spørgsmålet, om farens modstandsgruppe, Absalon, stod bag et blodigt bombeangreb i Bologna i 1980’erne?

 

Der er altså tale om et klassisk far-søn opgør, hvor sønnen spørger, om far var frihedskæmper eller kriminel? Men der er også tale om et opgør mellem åbne demokratiske værdier på den ene side, og farens hang til totalitære, militante og autoritære løsninger på den anden.

 

Som enhver rigtig helt har Elliot både hjælpere og fjender i sin kamp for sandheden.

 

Ungdomsvennen Tobias hjælper Elliot med at grave sandheden om faren frem, men er selv inficeret af den højreekstreme tilbøjelighed, Vagn Poulsen led af.

 

En anden gammel bekendt er efterretningsofficeren Jesper, der har svært ved at sove om natten, fordi han aner, at 1970’ernes venstreorienterede terrorisme var det rene flip i forhold til den højreekstreme voldsparathed, vi nu er vidner til.

 

Og så er der endelig søsteren Amalie, der er kommissær i EU og kandidat til stillingen som NATOs næste generalsekretær. Kunne hun også være offer for Absalons næste konspirationsteori?

Vurdering

ABSALON er elementært spændende, foruroligende og relevant læsning. Morten Hesseldahl ser rigtigt, når han fokuserer på, og prøver at forstå de højreekstreme, der for øjeblikket vinder frem i Europa og for den sags skyld USA.

 

Vi har en pligt til at prøve at forstå, hvad der får folk til at stemme på Alternative für Deutschland, Marie Le Pen i Frankrig, Giorgia Meloni i Italien og Sverigedemokraterne i vores naboland. Hvorfor hader de højreorienterede de “venstreorienterede, velbjærgede, rødvinsdrikkende og selvgode” typer som Elliot, der i deres øjne tager patent på godhed?

 

Med hilsner til vores fælles, konkrete historie viser Hesseldahl, hvordan de højreradikale fanatikere hele tiden kommer i nye klæder. “Lige nu ser det ud, som der er ved at rejse sig en international vækkelse af hvide mænd med hang til kvindehad, indvandrerhad og i det hele taget had til alt internationalt”, som Elliot udtrykker det.

 

ABSALON er en klar ‘finger’ til alle fundamentalister til højre og venstre, iklædt enhver trosretning, som tror, at de har så meget ret, at deres ideer giver tilladelse til at dræbe. Det er og bliver skidt, “hvis man i jagten på det gode er klar til at gøre det onde”.

 

ABSALON viser, hvordan fortiden er indkapslet i nutiden. “Jeg ville ønske, at fortiden ikke havde spillet så stor en rolle for mig, og at fremtiden havde været mere åben”, funderer hovedpersonen mod slutningen af romanen. Med sin nye roman viser Morten Hesseldahl, at vi må fortsætte med at dirke nye sandheder frem om fortiden, hvis ikke vi vil dømmes til at gentage fortiden igen og igen.

 

Set med mine briller er ABSALON nok det mest suveræne, Morten Hesseldahl indtil videre har skrevet.

 

ABSALON er en anfægtet roman, der rammer tidsånden lige i centrum af skiven.

 

 

 

 

 

Anmeldelse: Spændingsroman, ABSALON. Af forfatter Morten Hesseldahl. Forlaget Modtryk. 517 sider. Pris: 299,95 kr. – se mere her

 

 

 

 

 

Anmeldelse: Spændingsroman, ABSALON – se trailer her

 

 

Læs også Frids kronik her

 

 

Anmeldelse: Spændingsroman, ABSALON er skrevet af Niels Frid-Nielsen, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm