Litteratur

KOGEBOG: I køkkenet med Karen Blixen

I køkkenet med Karen Blixen

 

 

 

 

 

 

I køkkenet med Karen Blixen

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… vi bliver introduceret til Blixens forfatterskab fra en anden side end den vi umiddelbart plejer at forholde os til …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Signe Wulff kommer i denne bog med et helt ny perspektiv på Karen Blixens liv og forfatterskab. Vi bliver taget med på hendes rejse udi gastronomiens verden. Karen Blixen, 1885-1962, anså kogekunsten for en ligeså stor kunstart som alle andre skønne kunstarter. Hun har på et tidspunkt udtalt, at hvis hun ikke skulle male eller være forfatter, så var hun blevet kok.

 

Blixen havde haft en yderst privilegeret opvækst. Der var tjenestefolk og kok, så familien stod ikke selv for hverken den daglige madlavning eller gourmetmad til større arrangementer. Til gengæld var hun vant til friske råvarer på alle måder. Hendes far fangede ofte fisk og lagde vægt på, at alt mad skulle være så friskt som overhovedet muligt.

Bror Blixen

Hun var allerede som ganske ung velbevandret i flere sprog og debuterede i 1907 under pseudonymet Osceola med fortællingen: Eneboerne, i tidsskriftet Tilskueren. Karen Christentze Dinesen gifter sig med Bror von Blixen i 1914 og får titlen Baronesse.

 

Bror Blixen er lidt af en charlatan og smitter Karen med syfilis, som hun lever med i 48 år. Desuden er han en ekstravagant gourmet og livsnyder. Han elsker dyre vine og god mad. Han lærte Karen alt om at sætte vin og mad korrekt sammen. Først i 1917 flytter parret til farmen MBogani, som senere bliver kendt over hele verden som Den Afrikanske Farm. De skulle dyrke kaffebønner, men det lykkedes aldrig. Jorden egnede sig ikke til den slags afgrøde.

 

 

 

 

 

 

I køkkenet med Karen Blixen

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denys Finch Hatton

I 1918 møder hun sin store kærlighed Denys Finch Hatton og indleder en affære med ham. Denys er feinschmecker som Karen og de indtager mange måltider i hinandens selskab. Først i 1925 bliver Bror og Karen skilt. I mellemtiden opdager Karen Blixen at hun mangler en kompetence – hun har aldrig lært at lave mad. Hun kan ikke fordrage det engelske køkken og de kokke der er i området, aner ikke hvad fransk mad er og det er den, der er hendes foretrukne køkken.

 

Karen rejser hjem til Danmark og bliver der i otte måneder. Blandt hendes mange aktiviteter går hun i lære som kok på restaurant Rex i Bredgade. Da hun vender tilbage til Afrika, begynder hun at oplære sit faktotum Kamante, der åbenbart har haft et specielt talent for at kokkerere. Hun får ham i lære på den højt ansete Muthaiga Club. Efterhånden bliver de et lidt umage makkerpar i køkkenet, men Kamante kunne snart lave alt fra butterdej til skinke i champagne. Standarden var høj i området og Blixen havde ofte fine middagsgæster. Inden længe anså man en middag hos Karen Blixen for noget ganske særligt.

 

Vi lærer en side at kende hos Karen Blixen som logisk nok, har ligget lige for. Med den verdenskendte ‘Babettes gæstebud’, er det selvklart at den ikke kunne være skrevet af en, som ikke kendte kogekunstens finesser helt ud i det ekstreme. Går man Blixen nærmere på klingen dukker der altid mad op i hendes værker.

 

Signe Wulff fandt Karen Blixens notesbog fra hendes tid i restauranten i Bredgade og det giver et nyt syn på hendes forfatterskab og personlige historie. Alle opskrifter er skrevet på fransk.

 

 

 

 

 

 

 

I køkkenet med Karen Blixen

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sauteret kylling á la Frevert

Jeg har afprøvet en af dem, måske rettere sagt en kombination af to opskrifter på sauteret kylling. Sauteret kylling naturel og Sauteret kylling á la chasseur. Det minder om det vi kender som grydestegt kylling. Kyllingen blev skåret i stykker og blev stegt i masser af smør under låg og svag varme. Undervejs tilsættes en pakke champignon i skiver og 4 små skalotteløg. Kyllingen tages op og saucen legeres. Hertil serverede jeg hele hvide asparges og ikke som puré, selvom der var en opskrift på den, samt nye kartofler og lidt friske salatblade. At legere en sauce er simpelthen lækkert i forhold til altid at bruge meljævning. Det skal siges at man skal have lidt viden om at lave mad for at følge opskrifterne, for de er ikke detaljerede, men mit resultat var fremragende, så prøv nogle af Karens opskrifter.

Køkkenet før og nu

Strøtanker kommer og går, når man læser om Blixens bedrifter i køkkenet. Hun var i stand til at vise sin formåen og ekspertise for selv de mest sofistikerede og vante gæster i et lille køkken uden nogle moderne bekvemmeligheder eller maskiner. Tro mig, hvis man har besøgt Den Afrikanske Farm har man ved selvsyn set køkkenet og de remedier de brugte. Det samme gælder på Rungstedlund.

 

Tænk hvad man i årenes løb har kunnet lave på gamle komfurer. Godt nok har kogekunsten udviklet sig og vores samtalekøkkener er blevet skuepladser og udstillingslokaler, men er det nødvendigt? Nu skal man jo ikke generalisere, men jeg kunne godt tænke mig at være en flue på væggen, når mange af nutidens familier bruger deres køkkener og se, om de kan få ligeså meget ud af de fancy induktionskomfurer, i forhold til et brændekomfur. Nå, vi synger alle med vores næb, men man er næsegrus beundrende over for Blixens kreativitet, viljestyrke og hvordan hun fik udnyttet de forhånden værende rekvisitter.

 

Signe Wulff har evnet at præsentere os for en ny side af Blixen, igennem hendes personlige kogebøger og notater. Hendes korrespondance med moderen giver læseren en fornemmelse af Blixens udvikling i Afrika og hendes ihærdighed for at ville nå det hele. Hun var aldrig bange for at smøge ærmerne op og arbejde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I køkkenet med Karen Blixen

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forfatterens kogebog

Bogen er delt op i ni afsnit, som alle omhandler Blixens fascination af mad i alle afskygninger. Kapitlerne er klart inddelt, men Signe Wulff har vævet dem sammen, så du ikke på noget tidspunkt behøver stoppe op. Man glider fra det ene over i det andet: lidt historie, facts, beskrivelser af Blixens rejser, madoplevelser, selskaber og meget mere.

 

Vi bliver introduceret til Blixens forfatterskab fra en anden side end den vi umiddelbart plejer at forholde os til. Det kom bag på mig, hvor mange steder, hun beskriver et måltid eller en handling der er omfattet af mad. Ved nærmere eftertanke står det soleklart, men at det skulle være så fremtrædende, tror jeg de færreste har reflekteret over. Jeg indrømmer blankt at det ikke umiddelbart er sprunget mig i øjnene, når jeg har læst Blixen og jeg har læst alt hvad jeg har kunnet få fingre i.

 

Vi kender ‘Babettes gæstebud’ og det står som et lille mesterværk. At der i de fleste af hendes andre værker er tekster omhandlende mad ved vi nu, men ikke at det er på baggrund af den store passion og lidenskab Karen Blixen hele livet bevarede for de kulinariske udskejelser. Bogen er underholdende og indeholder mange pragtfulde billeder af Karen Blixen på Safari og af Afrika i det hele taget. Der er håndskrevne opskrifter, billeder af familien og meget mere. Det er en stor smuk velskrevet bog og nem at gå til. Signe Wulff fortæller på en ligetil facon, hvor alle kan være med. Samtidig giver den én lyst til at læse eller genlæse Blixen.

 

Signe Wulff (f. 1979) er cand.mag i fransk og moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet. Hun har i mange år beskæftiget sig med gastronomi bl.a. som forlagsredaktør, kogebogsredaktør, kommunikationschef for Cofoco og som selvstændig med speciale i vin og mad.

 

 

 

 

KOGEBOG: I køkkenet med Karen Blixen. Forfatter: Signe Wulff. Udgivet på forlaget Storyhouse.

 

 

 

KOGEBOG: I køkkenet med Karen Blixen – se mere her

 

 

Læse også Freverts anmeldelse af udstillingen på Rungstedlund: Babette-Kunsten på bordet. Besøg Karen Blixen Museum her

 

 

 

 

KOGEBOG: I køkkenet med Karen Blixen er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm