KONCERTANMELDELSE: Brit Floyd P-U-L-S-E

Koncertsalen, DR Koncerthuset – Lørdag d. 12. oktober 2024

BLÆRET MAGTDEMONSTRATION

✮✮✮✮✮

‘ ….. halvvejs inde I koncerten gik det op for mig, at jeg kender alle Dave Gilmours guitarsoli ned til allermindste lille krølle. Det gjorde bandet også …..’

– Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION

VERDENS BEDSTE KOPIBAND

Brit Floyd må være verdens bedste kopiband. Selvom ordet på ingen måde dækker. For hvad skal vi så kalde de store symfoniorkestre, som normalt fylder Koncerthusets koncertsal, og som spiller de gamle mestre? Ingen tænker vel på dem som kopier. Det er der heller ingen grund til med Brit Floyd projektet. Ud over en helt overlegen beherskelse af forlægget, så er hvert eneste medlem af ensemblet en verdensklassemusiker i egen ret. Det blev en umådelig blæret aften. Og publikum elskede det.

’THE DIVISION BELL’ SOM AFTENENS OMDREJNINGSPUNKT

Og alle fik vi, hvad vi kom efter i Danmarks flotteste og akustisk bedste rum. Efter lidt indkøringsvanskeligheder med lydniveau og -mætning, som ikke ydede åbningsnummeret ’Astronomy Domine’ fra debutalbummet ’The Piper at the Gates of Dawn’ fra 1967 retfærdighed, kom der styr på sagerne, og så fik vi udfoldet et bagkatalog, som meget få andre i rockhistorien. Aftenens tema var 30-års jubilæet for ’The Division Bell’ fra 1994, som endte med at blive bandets sidste rigtige album som gruppe, men som kastede en tourné af sig, som er forlægget for P-U-L-S-E projektet, og som i datiden var det vildeste endnu set. Som album er ’The Division Bell’ ikke Pink Floyds stærkeste, men genhøret med de største sange fra albummet, ’High Hopes’ og ’Coming Back to Life’ – og heldigvis også nogle fine deep cuts – var lykkeligt.

MEN SÅ BLEV DER LUKKET OP FOR GODTEPOSEN

Efter pausen blev der skruet op for nostalgien, og her stod de helt store præstationer i kø. Efter 1000 koncerter må man formode, at musikerne har fået justeret niveauet, men det her var en magtdemonstration af de store. Vi fik de største sange fra ’The Dark Side of the Moon’ med sangerinden Eva Avilas helt overvældende udgave af ’The Great Gig in the Sky’ – hun sang lige op med Clare Torry, som udødeliggjorde den vokale præstation i 1973 – og hvem i alverden kan det? Og det fortsatte med The Wall’, ‘Wish You Were Here’ (med en corny reference til samlingen af bandbilleder på skærmen, som måske var lige lovlig tyk, men så skidt da), og en helt overjordisk udgave af ‘One of These Days’ fra 1971-albummet ’Meddle”. Og sådan blev det ved.

VERDENSKLASSE MUSIKERE

Det er svært at fremhæve nogen frem for andre, men kapelmester Damian Darlingtons guitarlyd er så tæt på Gilmours, at man må bøje sig i støvet. Og så er der unge Edo Scordo, som giver ham mere end kamp til stregen. Hold da op en duo. I det hele taget står superlativerne i kø. Jeg har skrevet ”hold da op!” mere end 10 gange i mine noter, og det rammer meget godt. Som min sidemand, en af dansk rocks helt store guitarguder igennem tiderne, sagde det, da vi rejste os op efter næsten 3 timers tæppebombardement: ”det var godt!”. Ja, det VAR godt! Endelig et tribute-band, hvor det oprindelige band rent faktisk fortjener dem. Fantastisk oplevelse. Intet mindre.