ASGER JORN & SUPERFLEX – SUPERCONVERSATION
Kan det nu passe?
En tremandsgruppe parret med en af kunsthistoriens store enere
Den organiske konstruktion i Museum Jorns centrale udstillingssal vil blive udbygget, som udstillingen skrider frem. Foto: Lars Svanholm
✮✮✮✮
‘ …. Asger Jorn hyldede i levende live en instinktiv søgning i sin måde at tilgå kunsten, og han har inspireret mange, men nu er maleren kurateret i dialog med kollektivet Superflex …..’
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
I de senere år har man set adskillige eksempler på, at Asger Jorn er blevet forenet med andre kunstnere fra diverse generationer.
Er tilsvarende sammenkoblinger sket i relation til repræsentanter fra samtidskunstscenen, kan man ofte ræsonnere, at projekterne rummer så mange akademiske forhold i kollision med Jorns instinktive tilgang til kunstens gerninger, at man føler synssansens forbindelse til hjernen som fundamentalt svækket.
Hvorfor det? Kunst er vel kunst?? Begribeligvis; men kunstens accenter kan, som tiderne henrulle, tælles i tusinder, og ikke alt går nødvendigvis i samklang. Og hvad kan man stille op med et projekt på Museum Jorn i Silkeborg, hvor man nu inkluderer kunstnertrioen Superflex i et udstillingsprogram, der i sagens natur bringer Jorn mere eller mindre i spil?
En model i brændt ler af en større murstensskulptur af Per Kirkeby, som i dag har en stor rolle i Museum Jorns profil. Foto: Lars Svanholm
Den kunstige intelligens
Måske skulle vi i et kort øjeblik glemme Asger Jorn og i stedet gå i flæsket på udstillingen ”Superconversation”, men allerede i kraft af udstillingens titel er Jorn til stede i selskab med Superflex, som er en kunstnergruppering, der blev grundlagt i 1993 af de tre kunstnere Jakob Fenger, Rasmus Nielsen, og Bjørnstjerne Christiansen.
De har især ageret inden for kollektive arbejdsmetoder og har skabt sig et navn både i Danmark og internationalt med deres innovative værker, som ofte bevæger sig i krydsfeltet mellem kunst og samfundskritik.
En del af beskrivelsen af Superflex er udviklet ved hjælp af kunstig intelligens, og når jeg nævner mit afbalancerede brug af AI, skal det perspektiveres i Superflex’ brug af værktøjet og allerede i udstillingens indledning har man udviklet en fiktiv samtale mellem et antal personligheder inden for kunst, kunsthistorie, skulptur og arkitektur.
Hver person er repræsenteret vrf en konstruktion forarbejdet i en vis lighed med nogle modernistiske skulpturer i træ med hver en lydgiver i form af en højtaler på toppen. Her begynder en diskussion med afsæt i museets rolle i det kulturelle landskab. Den AI-genererede dialog åbenbarer en stor indbyrdes uenighed om emnerne.
Herved er vi sat i scene i en dialog, som naturligvis har til hensigt at skabe en debat om museernes rolle, hvilket er ganske betimeligt, da man gerne ser et nyt museum i Silkeborg med henblik på at skabe en fyldig ramme om Asger Jorns værker og samling.
Museets samling koncentrerer sig ikke udelukkende om Jorn, men er under stadig udvikling med afsæt i den moderne kunst samt samtidskunsten. En samling uden ende, kan man sige – og den er ikke ubeskeden. Jeg har hørt på vandrørene, at Museum Jorn huser kongerigets næststørste museale kunstsamling.
Den tyske konceptkunstner Joseph Beuys’ stempel giver autenticitet til ”Superconversation”. Her placeret i selskab med avisudklip og fotografier. Foto: Lars Svanholm
Jorn og Utzon
Med ”Superconversation” har Superflex ikke blot stillet skarpt på forventninger om et potentielt nyt Museum Jorn eller en udbygning af det eksisterende. Man har tillige bladret det historiske Jorn-katalog tilbage til en tid, hvor Jorn selv havde store visioner med henblik på et kunstmuseum i samarbejde med Jørn Utzon, som jeg ikke tror, behøver en større præsentation? Jeg nævner alligevel Operahuset i Sydney for en sikkerheds skyld.
Jorn og Utzon udviklede et underjordisk museum med inspiration af formen fra en krokusblomst. Arkitektonisk en besnærende idé, men byggeteknisk umuligt på den tiltænkte plads nær Gudenåen. Senere udvikledes en såkaldt ”grenstruktur”, som heller aldrig så dagens lys. Heldigvis, bør jeg nok tilføje med reference til projektets placering langt uden for Silkeborgs centrale del.
Asger Jorn døde d. 1. maj 1973, men planerne om et museum blev aldrig skrinlagt, og på Jorns fødselsdag d. 3. marts 1982 kunne man indvi Silkeborg Kunstmuseum med Jorns samling. Senere i 1990’erne blev en fløj tilføjet til skiftende udstillinger, som blev flere og flere samt mere og mere omfangsrige. Tilbygningen blev som det oprindelige museum tegnet af arkitekten Niels Frithiof Truelsen.
Væsentlige personer i hele forløbet af såvel tilblivelsen samt udviklingen af museet, som nu hedder Museum Jorn, var kunsthistoriker og museumsdirektør i en årrække Troels Andersen og senere fik maleren, grafikeren, billedhuggeren og forfatteren Per Kirkeby en stor rolle i museets profil.
Nu har man valgt at skabe et anskueliggørende udstillingsprojekt i et samarbejde mellem kurator og museumsinspektør Cecilie Marie Dalhoff og Superflex, og det bør nævnes, at det er en udstilling i stadig udvikling. Derfor vil oplevelsen, jeg fik ved åbningen stå som rimelig utilstrækkelig.
I museets centrale sal var i et organisk forløb placeret et antal næsten lyserøde murstensstrukturer, som faktisk kan ses som en historisk reference til Jorns og Utzons planer i tidernes morgen. Imidlertid bliver dette arkitektoniske greb til stadighed udvidet, så det er vanskeligt at forudsige, i hvilken retning projektet på længere sigt bevæger sig.
Faktisk hører man på afstand de hule drøn, når et par ihærdige keramikere slår luften ud af leret, der skal bruges til at opbygge installationen, som vidnesbyrd om, at projektet til stadighed er undervejs.
Modellen af Jørn Utzons andet forslag til et Silkeborg Kunstmuseum, som aldrig blev opført i et område langt fra Silkeborg Midtby. Foto: Lars Svanholm
På opdagelse
Man kan ligeledes let gå på opdagelse i nogle af de mange artefakter, der hører til en udstilling af denne kaliber. Et rum med genstande og fotografier rodfæstet i den berømte tyske koncept- og avantgardekunstner Joseph Beuys rummer masser af autenticitet med kunstnerens legendariske stempel i en montre blandt andre vigtige genstande, som er suppleret med en serie fotografier fra en performance, kunstneren foretog i 1965 med titlen ”Sådan forklarer du billeder til den døde hare”.
Crazy? Ja, måske, men også for sin tid en skelsættende begivenhed i den europæiske avantgarde.
Taler vi arkitektur, er den franske arkitekt og billedkunstner Le Corbusier svær at komme udenom. Hans betydning understreges her af en skulptur, der faktisk er en model til et større værk, der blev levendegjort i forskellige steder i Verden, hvoraf den største findes i Nordindien, hvor værket med titlen ”La Main Ouverte” (Den åbne hånd) er 14 meter høj og vejer 50 tons.
Modellen i den aktuelle udstilling er vel omkring en halv meter på den længste led. Skulpturen symboliserer fred og forsoning. Hvordan går dét lige?
Som udstillingsprojekt kan ”Superconversation” nemt virke indadvendt og svært tilgængelig, men giver man sig tid til at opleve rummets stoflighed i harmoni med værkerne og de mange udsagn, som Superflex gør brug af, er der faktisk meget at hente på Museum Jorn i Silkeborg de næste måneder.
Modellen af skulpturen med titlen ”La Main Ouverte” (Den åbne hånd) af Le Corbusier. Foto Lars Svanholm
ASGER JORN & SUPERFLEX – SUPERCONVERSATION kan ses på Museum Jorn, Gudenåvej 7-9 i Silkeborg frem til d. 19. januar 2025.
ASGER JORN & SUPERFLEX – SUPERCONVERSATION – se mere her
Læs også Flemming Bo Andersens reportage om Jorn og Utzon her
Cover: I udstillingens indledning har man udviklet en AI-udviklet samtale mellem et antal personligheder inden for kunst, kunsthistorie, skulptur og arkitektur, hvor hver person er repræsenteret ved en træskulptur med en højtaler på toppen. Foto: Lars Svanholm
ASGER JORN & SUPERFLEX – SUPERCONVERSATION er anmeldt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm