‘Varmluftsstrategi for begyndere’

– en boganmeldelse

Varmluftsstrategi for begyndere

✮✮✮✮✮

“…. man vrider sig rundt på stolen af ren og skær flovhed …”

– Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION

Undertegnede har selv haft fornøjelse af at blive underholdt af Per Helge Sørensen, som fik alle tilhørerne til showet Djøf med Løgn til at grine med på ’strategiseminariet der bare ikke måtte komme noget som helst ud af’ og ’succesafdelingen der bare performede max., fordi det var lykkedes den at gemme sig selv væk i en kælder langt væk fra resten af organisationen’. Enhver med en fortid eller nutid i en større dansk organisation vil stensikkert med lige dele smil og forundring genkalde sig episoder i sit eget arbejdsliv i Per Helges optrædener med ”Djøf med Løgn”. Måske man bagefter går hjem og med refleksionens større klarsyn græder lidt over, at Per Helges pointer var så let genkendelige.

I ”Varmluftsstrategi for begyndere” giver Per Helge Sørensen nogle seriøse bud på, hvorfor forsøg på at forandre store organisationer til det bedre indimellem fremstår som, nå ja, idiotiske. Forfatteren pakker ikke noget ind, og selv om ordet ”idiot” på skrift kan forekomme bastant, må man som læser af nærværende bog vænne sig til hyppig anvendelse af netop dette ord.

Undertegnede må klart melde ud, at bogen er vand på egen mølle. En anekdote af egen avl: I en periode hvor ministerier skulle være serviceorienterede, men før de også skulle indgå partnerskaber med borgere og institutioner, præsenterede jeg i mit eget ministerium en pjece fra Statsministeriet, der netop omtalte, hvordan ministerier fremover skulle anskue sig selv som serviceorganisationer. Efter præsentationen henvendte en tilhører sig til mig, idet hun dirrende af raseri udtrykte sin mening med én sætning: ”Festus, dette ministerium er ikke en serviceorganisation; det er en M-Y-N-D-I-G-H-E-D !!!”

Således var budbringeren skudt og Statsministeriet sat eftertrykkeligt på plads.

Bogens indhold

Hvordan får en organisation løbende råd til at iværksætte strategier, omstruktureringer og projekter tilsyneladende uden at bekymre sig om, hvor mange resurser der reelt er afsat til videreudvikling af organisationen i modsætning til daglig drift og produktion? Og hvis disse tiltag umiddelbart får en god start, hvordan kan det så alligevel lykkes at afspore dem, til de ender i uvirksomhedens dunkle svovlpøl?

Vi bliver gennem bogen præsenteret for en bred vifte af eksempler på den idiotiske strategi, de evige omstruktureringer, de uendelige møder, det dødfødte projekt og naturligvis: de idiotiske ledere. Men vores forfatter har naturligvis en pointe med at beskrive de mest idiotiske eksempler på fejlslagne organisatoriske forandringstiltag. Uanset hvor idiotiske de umiddelbart kan fremstå, sidder der jo ikke en konspiratorisk topledelse, der som mørke fyrster om ondskabens runde bord, formulerer dødfødte organisatoriske omvæltninger for herefter at fejre beslutningen med at drikke blod fra vildtet efter den seneste jagt.

Forfatteren forklarer meget godt hvad der går galt i transformationen mellem topledernes intentioner og det færdige resultat. Det er der mange rigtig gode forklaringer på. De fleste forklaringer er desværre ret nedslående. Og det er jo her, det bliver rigtig interessant, for kunne vi måske, med Poul Nyrup Rasmussens berømte ord, ’gøre det lidt bedre’?

Forfatteren præsenter os for værktøjer, så vi kan genkende den varme luft og vi kan nå at overveje vores reaktion, inden vi bliver ramt. Til slut stiller forfatteren sig på medarbejderens side (ledelsen er desværre uden for pædagogisk rækkevidde) og kommer med nogle gode bud på, hvordan vi kan gøre det bare lidt bedre.

Bogens sprog

Bogen skrives udpræget i talesprog, hvilket jeg i denne sammenhæng synes er helt på sin plads. Per Helge Sørensen er bl.a. komiker, og hvis han omlagde sin udtryksform til noget, der bare nærmede sig kancellisprog eller fagsprog, ville bogens indhold falde til jorden. Ved at anvende ordet ”idiotisk” som en gennemgående betegnelse for det vi som almindelige medarbejdere ikke forstår, lægger han en fælles klangbund som middel til at nå sit publikum: den stadigt undrende medarbejder i en stor organisation.

Forfatteren opnår at trække højtideligheden ud af de autoriteter, der hele tiden forsøger at få os stakkels medarbejdere til at agere anderledes, end vi skulle i går. Vel at mærke til trods for at vi ikke umiddelbart selv har opdaget at kernen i vores dagligdag, nemlig arbejdsopgaverne, skulle have forandret sig. Jeg er bange for, at Per Helge Sørensen kæmper mod den værste modstander, der findes – nemlig den menneskelige natur. Frygten er en stærk modstander. Hvem kan argumentere imod, at hvis ikke Google har lukket vores virksomhed på torsdag, så har Amazon i hvert fald gjort det på fredag. Så der skal handles NU!

Ak ja, jeg er desværre langtfra komiker – jeg har ellers også materiale til Per Helge. Som f.eks. da jeg arbejdede et sted, hvor vi brugte godt tre årsværk på at dokumentere arbejdsgange væg-til-væg i en it-organisation. Herefter fik jeg – ene mand – tilbudt tre (som i t-r-e) måneder til at forankre selvsamme arbejdsgange i organisationen. Jeg var ellers meget glad for at arbejde for virksomheden, men jeg var simpelthen – af respekt for mig selv – nødt til at afslutte samarbejdet og finde nye opgaver.

Eller den organisation, hvis ledelse, der udelukkende bestod af medlemmer med lange videregående uddannelser, traf en lind strøm af beslutninger, som sjældent blev eksekveret lige med det samme. For ved det næste ledelsesmøde kunne ledelsen nemlig ikke forstå, at der ikke var sket noget; eftersom de jo på sidste ledelsesmøde havde truffet en beslutning. Men ved hver beslutning glemte ledelsen konsekvent at kigge sig selv i øjnene og spørge: ”Hvem løber med denne her?”. Det morsomme/idiotiske var, at de hver gang blev lige overraskede over den manglende udmøntning af deres ellers geniale beslutninger.

Konklusion

Per Helge Sørensen er komiker, og han skal naturligvis komme med en håndgribelig løsning i øjenhøjde med læseren. Og det gør han så sandelig også. Men hvordan forhindrer vi, at de stakkels medarbejdere løbende rammes af evindelige strategi-, omstrukturerings- eller projektinitiativer, før de gamle initiativer er forankret? Lad mig i stedet komme med et eksempel på en ledelse, der forstod sin opgave:

Virksomheden stod over for en stigende konkurrence på verdensmarkedet. Hvad skulle man gøre? Hyre en sværm af managementkonsulenter, der kunne formulere en vision fyldt med de nyeste buzzwords? Eller skulle man kort og godt formulere visionen: ”Vi skal fastholde virksomhedens konkurrenceevne i årene fremover ved at optimere vore arbejdsgange og dermed sænke produktionsomkostningerne.”.

Ledelsen valgte det sidste og herefter blev HELE virksomhedens produktion kortlagt i dokumenterede arbejdsgange. I årene efter kortlægningen kunne virksomheden årligt spare 1 til 2 % på omkostningerne ved løbende at optimere arbejdsgangene i produktionen. Hvordan? Ved at alle i virksomheden nu præcis vidste, hvad de talte om, og hvad udfordringerne derfor bestod af.

Blev strategien implementeret? Ja! Fik medarbejderne ro til fortsat at passe deres egentlige arbejde? Ja! Bliver topledelsen nomineret som årets ledere? NEJ! Bliver den administrerende direktør herefter inviteret rundt på utallige seminarier, hvor hun kan øse af guldkornene? NEJ!
For hvem gider at høre om en ledelse, der bare tænker sig om, leverer et fornuftigt stykke arbejde og derfor overlever? Næh, vi vil høre om gulddrengen, der vendte en virksomhed på vej ned i afgrunden det ene år til en børsnoteret guldrandet virksomhed det følgende år. Eller vi vil gerne hædre it-direktøren, der har besluttet at flytte it ud i ’skyen’. Som jeg meget rammende læste på et socialt medie: ”Der findes ingen ’sky’ – det er blot en andens computer”.

Jeg kan varmt anbefale enhver ikke-selvstændig erhvervsdrivende at læse ‘Varmluftsstrategi for begyndere’. Den er giftig, og den udstiller vores menneskelige svagheder, så man til sidst vrider sig rundt på stolen af ren og skær flovhed. Men den gør det også med et smil og med et stille håb om, at vi måske kan gøre tingene bare lidt bedre. For hvis hverken Google lukker vores virksomhed på onsdag, eller Amazon gør det på torsdag, så invitér Per Helge Sørensen til endnu et seminar på fredag. Det er dig, der bestemmer, om der skal komme noget ud af det.