GRØNLAND 2025 – Fotosafari

Hvaler i close up og en kælvende mega-gletsjer

reportage af journalist og fotograf Niels Lyksted

' …… en oplevelse for livet i Grønlands enestående natur ….. '

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Det er indlysende, at Ilulissat på Grønlands vestkyst er kommet på UNESCOs Verdensarvsliste. Naturen omkring byen er nemlig enestående, og den byder på fantastiske oplevelser.

Man kan vandre på isfjeldene, som omgiver byen. Og så kan man sejle på den 40 km lange fjord, der – især om sommeren – er rig på hvaler og ikke mindst på isbjerge i alle størrelser. De stammer alle fra Eqi Gletsjeren, som er en af verdens mest produktive gletsjere.

Eqi Gletsjeren

I juli sejlede jeg mod Eqi Gletsjeren trods tåge og regn. Man skal nemlig ikke lade sig afskrække af den øjeblikkelige vejrsituation. Vejret kan nemlig hurtigt skifte.

Sejladsen varede seks timer. To timer frem og to timer tilbage. Det gav mulighed for hele to timers naturiagttagelser på stedet – både smukke og dramatiske.

Da vi nærmede os målet lysnede det, og vi blev præsenteret for den kæmpemæssige gletsjer, der var klemt inde mellem mørke bjerge, som henlå i en tågedis. Gletsjeren er omkring 300 meter høj, så turistbådene syner ikke af meget til sammenligning.

Andagtsfuld stemning

Besøget indledtes med indtagende stilhed. Det var andagtsfuldt at stå ansigt til ansigt med et så enestående naturfænomen. Desværre er det kun et spørgsmål om tid, før det er slut. Gletsjeren skrumper nemlig år for år, og om ti til tyve år er det hele måske forbi.

Som fotograf må jeg konstatere, at det er bedst at tage billeder af isbjerge i gråvejr. Dermed fremstår bjergenes karakter klarest. I solskin er der en tendens til at isen blot fremstår hvid og dermed mangler karakter.

De ældste dele af isen fremstår blå i sprækkerne.

Når isen knager

Det er ikke uden risiko at komme for tæt på bræen. Bådene opfordres derfor til at holde en vis sikkerhedsafstand. Men det er ikke alle, der lytter til det alvorlige og velmenende råd. Det fik vi snart at se.

Lidt efter lidt begyndte det at knage forskellige steder i isen, og man kunne høre bragene, når isen faldt ned i det fjerne. En lyd, der ikke lader sig gengive i selv den største biograf med surround sound og Dolby Atmos. Det skal opleves på stedet.

Snart var der et mindre afbræk til venstre for os. Ikke desto mindre var det imponerende at se og høre.

Kæmpe brag

Få øjeblikke efter lød det helt store brag, da en større isflade rev sig løs og havnede i vandet. Et kæmpe brag sendte tusindvis af fugle op i luften. Herpå fulgte en bølge, der sendte vores båd en meter i vejret.

Passagererne i de tre både tættest på bræen fik øjeblikkelig instruks fra bådførerne om at holde fast i rælingen, for nu gjaldt det om at komme væk i en fart. Det lykkedes heldigvis, og mon ikke man holder større afstand i fremtiden? Dagen før havde dog været uden hændelser af nogen art.

På vejen tilbage fik jeg oplevet min første pukkelhval helt tæt på. Desværre i gråvejr. Men alligevel imponerende.

Pukkelhvaler

Dagen efter fik jeg til gengæld en forrygende oplevelse med en række pukkelhvaler i det flotteste solskinsvejr.

Denne tur foregik i en mindre båd med plads til blot fem deltagere. Vi sejlede for fuld kraft i slalom mellem utallige isbjerge. Jeg vil anslå farten til 50 km i timen. En forrygende oplevelse med konstant nye is-formationer kontrasteret af fjordens mørke bjerge.

Efter en times sejlads fik vi øje på den første hval, takket være vandsprøjt fra de såkaldte blåsthuller på hovedet. Hvalerne trækker vejret gennem dem. De svarer til næsebor hos andre dyr.

Vi mødte pukkelhvalerne både enkeltvis samt to og to. Sidstnævnte viste sig at være moderhvaler med deres afkom.

Fotografens drøm

Heldigvis lader hvalerne sig ikke skræmme af en lille båd med turister. Derfor var det muligt at komme helt tæt på dem. Jeg selv lå i stævnen af båden med mit 50 mm objektiv monteret på kameraet. Det gav mulighed for at tage fotos i close up.

Da kameraet tillige kan tage 5-6 billeder i sekundet, var det muligt at registrere hvalernes yndefulde bevægelser, som var det i slow motion. En enkelt hvals slag med halen har jeg således optaget i en serie på omkring 20 fotos.

Havnen i Ilulissat

Efter endt sejlads var det oplagt at se nærmere på havnen. Den rummer utallige små både, da mange af byens indbyggere fanger deres egne fisk. Men havnen er dyb nok til, at selv de største trawlere kan lægge til kaj.

Byen har to konkurrerende fiskefabrikker. Fiskeri er kort og godt byens vigtigste indtægtskilde for de omkring 4.500 indbyggere.

Arbejder man ikke i fiskerierhvervet er eneste anden mulighed de tilhørende serviceerhverv. Og så naturligvis turistindustrien.

Endnu er byen ikke overrandt af turister, der kan nyde grønlandske specialiteter som moskusokse, rensdyr, hvalkød samt rejer og hellefisk i de lokale restauranter.

Bebyggelsen

Størstedelen af husene i Ilulissat består af mindre præfabrikerede træhuse i mange farver. I den nordlige del af byen kan man tillige finde større og mere moderne træhuse. Det er her, den mere velstående del af befolkningen bor.

Ved siden af det lokale museum finder man byens ældste bygning. Den er opført i sten og tørv. Sådan boede befolkningen indtil begyndelsen af 1900-tallet. Den ser ikke ud af meget, men beboerne kunne sagtens holde varmen, selv når temperaturen var 30 graders frost udenfor. Den normale temperatur på egnen om vinteren.

Museet har til huse i en smuk rødmalet træbygning, der oprindeligt var præstegården for byens ældste kirke, som ligger helt ned til vandet. Efter gudstjenesterne træder man ud til byens måske smukkeste udsigt. Den største åbenbaring, man kan forestille sig.

Vinteren

Vinteren i Ilulissat adskiller sig markant fra sommeren. Der er sne overalt, og det dominerende transportmiddel er hundesælden.

Byen har 3-4.000 slædehunde. De fleste af dem finder man uden for byen. Her er de voksne hunde lænket til klipperne, mens hvalpene går frit omkring. Hver hund har et lille hundehus til beskyttelse mod elementernes rasen. I Ilulissat holder man ikke skødehunde!

Er man turist i vintermånederne, kan man opleve nordlyset med de smukke og kraftige farver.

Midnatssol

Den stærkest tænkelige kontrast til nordlyset er midnatssolen. I juli måned går solen slet ikke ned. Den skinner døgnet rundt med varierende kulører. Man får derfor slet ikke lyst til at gå i seng, med mindre man har været ude på trekking i områdets overdådige natur. Man kan nemlig godt blive øm i benene, efter en hel dags vandring på klipper.

En oplevelse for livet

Den værst tænkelige kontrast til midnatssolen er at komme hjem til Københavns Lufthavn mellem klokken ti og elleve om aftenen. Især på en regnfuld dag.

Til gengæld kan man glæde sig over at have fået en oplevelse for livet i Grønlands enestående natur. Det hævdes, at man skal have set Den Kinesiske Mur mindst én gang, inden man dør. Det er jeg helt enig i, men det samme gælder Ilulissat!