ARoS: Isaac Julien

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Videoinstallation kalder på fordybelsen hos beskueren i ny udstilling på ARoS

 

 

 

 

 

 

 

Installationsfotoet her viser, hvordan det er lykkedes Isaac Julien at skabe et rum, hvor de levende billeder replicerer sig selv ved hjælp af spejleffekter. Foto: ARoS/Mads Smidstrup

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… Det kan i vores tid synes vanskeligt at give ny næring til videoinstallation som genre, men det kan britiske Isaac Julien i overbevisende grad ….. '

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sir Isaac Julien er født i London af forældre, der var immigreret fra den caribiske østat St. Lucia. Som kunstner har han ofte ladet filmmediet og billedkunsten smelte sammen i processer, der på den ene side tilgodeser moderne virkemidler og på den anden side klassiske metoder, og netop disse begreber kommer i høj grad til udtryk i udstillingen ”Once Again… (Statues Never Die)”, som netop er åbnet på kunstmuseet ARoS i Aarhus.

 

Der er tale om en filmisk akt, som i princippet blot udspiller sig på to skærme i en sort-hvid produktion. Det lyder naturligvis ikke skelsættende som ren iscenesættelse; men Julien er ikke udelukkende filmmand. Han er bevidst om rummets indflydelse på perception i tilknytning til publikums samlede oplevelse af værket.

Et værk, der sprænger sin egen ramme

Et sindrigt system af spejle i rummet ”snyder” således betragteren ved at illudere et langt større rum end det, man finder i ARoS’ Niveau 5. Værket sprænger så at sige sin egen ramme på den måde; men der ligger en historie bag det hele.

 

Installationens visuelle fortælling er en del af den aktuelle debat om problemstillingerne vedrørende europæernes tyveri af afrikansk kunst og refererer blandt andet til filmen fra 1953 ”Statues Also Die”, der blev forbudt i Frankrig på grund af dens anti-koloniale budskab.

 

Således sætter installationen i sin handling fokus på forholdet mellem afrikansk kunst og museerne og stedfæster derved museumsinstitutionen som ramme for kritisk refleksion. Her spiller begrebet Harlem Renaissance en rolle personificeret af filosoffen og aktivisten Alain Locke (1885-1954), som var en væsentlig aktør i de afroamerikanske kulturelle miljøer i sin levetid.

 

Som en form for modsætning til Locke og hans undersøgelser kan man fremhæve en af det 20. århundredes mest toneangivende samlere af afrikansk kunst i USA, Albert C. Barnes. Det er netop i kollisionen mellem disse to karakterer, at filmen opnår en form for fortælling.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hele installationen er iscenesat med bløde tæpper, der skaber et behageligt, resonansfrit rum i forhold til videoinstallationens eksakte lydside. Foto: ARoS/Mads Smidstrup

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rummet mellem kunst og film

Perspektiveret heri føler jeg et vist behov for at drage en tidligere udstilling på ARoS af netop Isaac Julien ind i ligningen. I 2018 forfattede jeg en anmeldelse, som blev bragt i et større dansk dagblad vedrørende installationen ”Western Union: Small Boats”, som er et værk, der beskæftiger sig med flygtningeproblematikker med middelhavsøen Lampedusa som omdrejningspunkt.

 

Mine betragtninger dengang gik ud på at skille kunstværket fra spillefilmen samt at prøve at fylde rummet ud mellem rendyrket æstetik og handling. I forhold til den aktuelle udstilling er samme problemkompleks aktuelt; men nu tegner mønstret sig i en form, der i højere grad tilgodeser spillefilmen som medie.

 

Vi befinder os nu i et univers med skuespillere og replikker, der er iscenesat med henblik på at skabe en rendyrket fortælling. Det magiske rum skaber dog en ramme, som gør distancen mellem kunst og film kortere, og det vil jeg til enhver tid anerkende.

 

Jeg er ret overbevist om, at disponeringen er vellykket, og det udtaler jeg i takt med, at værket kan opleves på samme måde, som man vil opleve ethvert andet kunstværk, som – hvilket i dag ikke er usædvanligt – udspiller sig i tid. Aktuelt udgør tidsrummet omkring en halv time, og et smart system viser på en lille skærm, hvor langt filmen er i forløbet, hvilket gør det muligt for publikum at tage en beslutning om, hvorvidt man vil opleve handlingen fra start til slut.

 

Netop handlingen i forløbet svæver i et kryptisk rum; men heldigvis giver formidlingen i udstillingens forreste område en vis redegørelse om, hvad der er på færde. Man bliver her glimrende indført i en proces, der beskriver en dialog mellem de tidligere nævnte aktører Alain Locke og Albert C. Barnes.

Virkemidler af drømmeagtig karakter

En anden gennemgående figur i helheden er billedhuggeren Richmond Barthé, som skildres meget smukt gennem levende billeder, der kan opleves som genfortællinger fra kunstnerens atelier. Gennemgående opnår figurerne i værket en eventyrlig form for opløsning af tid gennem filmens stoflige overflade. De fremtræder nærmest som storslåede personligheder, hvilket i harmoni med en eksakt lydside afstedkommer stærke visuelle tilføjelser til filmens tema.

 

Således burde det være indlysende, at produktionen i samklang med det opbyggede miljø benytter filmiske virkemidler af drømmeagtig karakter i et rum, hvor publikum reflekteres tilbage i værket og måske oparbejder en bevidsthed om måden at iagttage og afveje kunst kontra film i en særegen harmoni.

 

Jeg har ofte givet udtryk for videoinstallationens problematiske rolle på en stadig mere kompleks kunstscene. Det virker efterhånden, som har mediet nået toppen af sit potentiale, og på ARoS har dette tema ofte givet næring til en nærmere granskning af genren, da netop kunstmuseet i Aarhus har haft videokunst på programmet relativt ofte.

 

Jeg vil imidlertid påstå, at når et kunstværk, som det er tilfældet i Isaac Juliens installation, der i øvrigt fremover vil indgå i ARoS’ samling, kalder på fordybelse hos beskueren, har kategorien videoinstallation sin klare berettigelse – oven i købet aktuelt i en forrygende grad.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilstedeværelsen af personer i dette installationsfoto giver et godt indtryk af proportionerne i ”Once Again… (Statues Never Die)”. Foto: ARoS/Mads Smidstrup

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sir Isaac Julien, født 1961 i London. Hans værker findes på adskillige internationale museer, ligesom han har deltaget i flere store kunstudstillinger og -biennaler verden over. Han har modtaget adskillige prestigefyldte priser og blev slået til ridder af Dronning Elizabeth II i 2022 for sit arbejde inden for kunst og film.

 

 

 

ARoS: Isaac Julien Udstillingen ”Once Again… (Statues Never Die)” kan ses frem til d. 7. juni 2026.

 

 

 

 

 

 

ARoS: Isaac Julien – se mere her

 

 

 

 

ARoS: Isaac Julien. Coverfoto: En gennemgående figur i helheden er billedhuggeren Richmond Barthé, som skildres meget smukt gennem levende billeder, der kan opleves som genfortællinger fra kunstnerens atelier. Foto: ARoS/Mads Smidstrup

 

 

 

 

 

ARoS: Isaac Julien er kunstkritik af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm