Film: SPRINGSTEEN – DELIVER ME FROM NOWHERE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… miljø og tidsbillede er skildret med stor kærlighed til æstetikken …. '

– Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mørket har altid haft en fremtrædende plads i Bruce Springsteens univers. I SPRINGSTEEN – DELIVER ME FROM NOWHERE folder instruktør Scott Cooper hele paletten ud med tilblivelsen af mesterværket NEBRASKA som mørkt bagtæppe.

 

Man kunne have valgt at give historien om Bruce Springsteens mildest talt komplicerede opvækst hele pladsen, men det har ikke været instruktørens ærinde. Han vil rigtig meget mere, faktisk alt for meget. Man forstår ham sådan set godt, for der er masser af stof at tage af – Springsteen er et kompliceret, genialt, plaget menneske – men det ender som en fragmentarisk, turbulent Walk of Darkness, hvor vi aldrig rigtig kommer afgørende ind i figuren, men må nøjes med værket. For ligesom Springsteen nægtede at promovere NEBRASKA, drev sine teknikere og hele CBS’s top Brass til vanvid og efterlod kæresten på perronen, bliver vi som publikum taget med, men ikke helt, vel?

 

Måske er det kernen i filmkunsten, at der skal være huller til refleksion og fortolkning, og måske har instruktøren med sine Flannery O’Connor citater villet hæve sig over dramaturgiens banaliteter. Svaret blæser lidt i vinden, for at parafrasere en anden kendt musiker, som også fik sin egen biopic i år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Opvæksten

Springsteen vokser op i 50’ernes New Jersey, som er en af New Yorks boroughs, men selvom Manhattan og hele slænget omkring The Village er få kilometer væk, er det som om han aldrig rigtig forlader sin fødeegn. ”Han føler sig skyldig over at forlade det, han kommer fra”, bliver der sagt i filmen, og det er et godt bud. Springsteen portrætterer flere små, pressede mennesker i sit sangskrivningskatalog end de fleste. Han kender det selv.

 

Faderen (en stærkt spillende Stephen Graham) er depressiv (som den mandlige del af familien i generationer), drikker for meget og skubber til den følsomme dreng med for hård boksetræning og gyserfilm. Bruce elsker sin far, men er hunderæd for ham, så tilflugten er hos moderen, som er et livstykke, larmende og danseglad. En god metafor for kontrasten imellem den stadionrock, som har givet Springsteen gudestatus, og den mørke følsomhed på NEBRASKA.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunstneren

På trods af det mørke er det venskabet imellem manager Jon Landau og Bruce Springsteen, som står mest centralt i filmen. Jeremy Strong er fabelagtig som den lune, underspillede, intellektuelle Landau, som forstår den martrede kunstner og baner vejen hos pladeselskabet, som ikke fatter en bjælde, men bare ønsker sig flere hits. En helt vidunderlig scene er forløsningen hos hold og management, da de for første gang hører bandet spille ’Born in the USA’ for fuld blæs i et studie i CBS-bygningen. Her lever filmen. Og i det hele taget interaktionen imellem kunstneren og holdet er rigtig godt beskrevet. Her er guf for nørderne. Så kunne vi godt have undværet kærlighedshistorien mellem Faye (spillet med stor sødme og integritet af Odessa Young) og en Springsteen, som slet ikke kunne håndtere andet end at få smerten ned på sin 4-spors båndoptager.

En af vor tids største sangskrivere

Interiør- og landskabsbilleder er smukke, og miljø og tidsbillede er skildret med stor kærlighed til æstetikken i det sort/hvide og den måde, lyset reflekteres i vingen på en Chevrolet. Jeremy Allen White portrætterer den unge Bruce med kropsligt nærvær og er særlig god i stadionscenerne. Jeg ved ikke, hvor meget jeg tror på ham som Springsteen, men han er i hvert fald virkelig god til at gå ned ad øde gader med skuldrene oppe omkring ørerne. Og værket? Hele Springsteens værk står der som et monument over en af vor tids allerstørste sangskrivere.

 

Lad os slutte med at citere Jon Landau, som citerede Flannery O’Connor: “Where you come from is gone, where you thought you were going to never was there, and where you are is no good unless you can get away from it.”

 

Det gjorde Bruce Springsteen. Eller gjorde han?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Film: SPRINGSTEEN – DELIVER ME FROM NOWHERE. Instruktør: Scott Cooper. Manuskript: Scott Cooper og Warren Zanes (baseret på hans bog af samme navn) Cast: Jeremy Allen White, Jeremy Strong, Paul Walter Hauser, Stephen Graham, Odessa Young, Gaby Hoffmann

 

 

 

 

 

 

 

Film: SPRINGSTEEN – DELIVER ME FROM NOWHERE – se trailer her

 

 

 

 

Film: SPRINGSTEEN – DELIVER ME FROM NOWHERE – se mere her

 

 

 

 

 

 

Film: SPRINGSTEEN – DELIVER ME FROM NOWHERE er en anmeldelse af kulturskribent Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm