KRIMI: Den yderste grænse
– et drama om REJSEHOLDET

✮✮✮✮✮
' …… romanen er gennemarbejdet og intet er overladt til tilfældighederne …. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Året er 1927. Politiet i Danmark har mange sager, men det meste og største arbejde foregår i København. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at der ikke er kriminalitet uden for ’Valbybakke’, men kompetencerne og effektiviteten i provinsen er ikke synlige nok og effektive. De forskellige politikredse synes selv de har styr på sagerne, men må trods alt erkende, at opklaringsprocenten ikke er på hundrede.
Desuden er der et andet fundamentalt problem, ingen bryder sig om at blive set over ryggen og slet ikke, hvis det er nogen udefra, der kommer for at snuse og snage i lokale sager. Det er lige de problemer Otto Himmelstrup og hans folk får at føle, da de kommer til Esbjerg.
Samtidig med de almindelige dagligdags trakasserier, er man flere steder begyndt at bruge nye metoder, og ikke alle er lige stemte for tidens moderne tiltag. Himmelstrup er omkring de halvtreds og har været i politikorpset siden han var ung. Han har et lidt opfarende temperament, men er driftssikker og pålidelig. Hans chef mener, han vil være manden der kan løse de svære provinsielle opgaver. Især når det drejer sig om mord. Dog er hans opklaringsrate ikke en fuldtræffer, men alligevel bliver han sendt til Esbjerg.
Brande – også i Esbjerg
Borgmesterens sommerhus er brændt ned og der er mistanke om en mordbrand. Man har hørt høje skrig, men der en intet lig. Desuden har der været et utal af påsatte brande. Himmelstrup er manden der skal løse problemerne, og tager et par af sine medarbejdere med sig og drager vestover.
Otto Himmelstrup, 1878-1949, blev ansat i Københavns politi i 1903. Han udviste tidligt fremragende evner indenfor politiarbejde. Han var et meget samvittighedsfuldt menneske, både arbejdsmæssigt og i sit privatliv. Han var gift og havde en søn. Nu er det vanskeligt helt at kunne sige, hvad der er fiktion, virkelighed eller begge dele, men uanset hvordan det hele bliver vendt og drejet, har vi at gøre med en ambitiøs, ordentlig og regulær mand.
Fiktion og virkelighed
Romanen er ikke en fuldstændig sand fortælling, men hvad man vil kalde en historisk krimi. Handlingen og hovedpersonerne er fiktive, men perioden den foregår i, er autentisk og har grobund i et virkeligt koncept. Derfor er det en fiktiv version af den virkelige Otto Himmelstrup. Selve historien om Rejseholdets tilblivelse er baseret på de virkelige begivenheder, men ikke mordgåden i bogen
Nye metoder
Fra start bliver du taget med ind i politiets spirende arbejde som rejsehold. Ikke alle tror helt på de nye arbejdsmetoder med fingeraftryk og identificering af bevismateriale, men inden længe får piben en anden lyd. Det tager lidt tid inden toget kører for fuld damp, men når man kan se resultater, kan det være vanskeligt konstant at være imod nytænkning og fremskridt.
Himmelstrup og hans mænd, teamet består kun af mænd, bliver som sagt ikke mødt med velvilje. Det er ret godt beskrevet. Man kan sidde og more sig lidt over mentalitetsforskellen fra øst til vest i et lille land som Danmark. Men undskyld, der er ikke meget forandret efter hundrede år. Og vi kan vel sige heldigvis for det, den er der stadigvæk og hver landsdel har sin egen identitet og charme.
Himmelstrup har svært ved at gøre fremskridt i sin efterforskning, det går for langsomt. Han bliver ikke alene modarbejdet lokalt, hans chef er utålmodig og sender en overordnet til vestkysten. Det forværrer kun tingene. Den nyankomnes rigide og antikverede syn på efterforskningsarbejde, er lige ved at stoppe opklaringen.
FABER-gruppen
Byens store erhvervsmand Faber har byens største virksomhed. Han driver en stor velrenommeret cigarfabrik med mange ansatte. Hustruen Lise er den smukke stille hustru og de har en voksen søn, som bor hjemme. Sønnen elsker at sejle og lever det mondæne liv, med fest og venner. En sejlbåd driver ind til kysten og en ung lyshåret mand er korsfæstet i masten. Det viser sig, at båden tilhører familien Faber og den unge mand er sønnen Tom Faber. Politiet står nu med flere sager, som det lokale politi ikke mener har noget med hinanden at gøre. Otto Himmelstrup tror hårdnakket på, at der er en større sammenhæng og vil bevise det med de nye metoder, som han præsenterer for de lokale.
Hjælp fra offentligheden
Himmelstrup har allerede fra første færd haft kontakt med en ung kvinde, Nete Schwartz, der er journalist på det lokale dagblad. Hun har tæft for gode historier og vil mere i journalistfaget, end at skrive om den lokale strikkeklub. Hun er emsig og udveksler nyheder med Himmelstrup. Nogle gange flere end godt er, men det resulterer i gode historier. Der er krummer i hende til at blive en rigtig graverjournalist, og i løbet af bogen skifter hun job flere gange. Deres gensidige iver for at opklare sagerne, hjælper dem begge på vej.
Bogen er skrevet i et medrivende og letforståeligt sprog som fænger. Tids- og personbeskrivelserne er skarpe, og du kan tydeligt forestille dig hvordan karaktererne ser ud og gebærder sig. Romanen er gennemarbejdet og intet er overladt til tilfældighederne. Sådan skal en spændingsroman være, og jeg kan næsten ikke vente med at læse toeren. Det er helt forståeligt, at den er blevet filmatiseret. Det er super underholdende.
Forfatteren
Jacob Jonia (f. 1966), oversætter, forfatter og gymnasielærer. Han har udgivet tre bøger i perioden 1992 – 1999. ’Sådan får du 13 uden at lave lektier’, er den mest kendte og kontroversielle af de tre. ’Den yderste grænse’ er den første roman i en trilogi om Otto Himmelstrups vej til at blive leder for Danmarks første rejsehold.
KRIMI: Den yderste grænse. Forfatter: Jacob Jonia. Udgivet på People`s.
Læs også chefredaktør, Jesper Hillestrøms anmeldelse af filmen REJSEHOLDET – Det Første Mord – her
KRIMI: Den yderste grænse – se mere her
KRIMI: Den yderste grænse er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
