Smash!Bang!Pow! præsenterer: EROS RAMAZZOTTI

 

 

 

 

 

i Royal Arena

 

 

 

 

 

 

 

 

Eros Ramazzotti © – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… tusindvis af mobiltelefoner glimtede over arenaen, mens Ramazzotti lod publikum synge med  ….. '

– Githa Schultz, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eros Ramazzotti forvandler Royal Arena til et bankende italiensk hjerte

Den 4. marts 2026 blev Royal Arena fyldt af en særlig varme, da Eros Ramazzotti trådte ind på scenen med sin ”Una Storia Importante World Tour”. Det var ikke en koncert med store armbevægelser og prangende effekter. I stedet var det en aften, hvor følelserne fik lov at stå i centrum – kærligheden, melankolien og den stille smerte, som altid har været en del af Ramazzottis musik.

 

Med over 40 år i musikkens tjeneste, 16 studiealbum og mere end 80 millioner solgte plader har den romerske, 62-årige sanger sat markante spor i europæisk pophistorie. Hans karakteristiske, let hæse stemme er stadig øjeblikkeligt genkendelig, båret af både modenhed og sårbarhed. Selv efter fire årtier føles den ærlig – en stemme, der ikke forsøger, at skjule livets ridser.

 

Ramazzotti slog for alvor igennem i 1984, da han vandt Sanremo Festival med Terra promessa, og igen i 1986 med Adesso tu. I 1990’erne blev han et internationalt navn med sange som Cose della vita og Più bella cosa.

 

Men trods de store arenaer er der stadig noget jordnært over ham. I Royal Arena føltes det ikke som en distanceret superstjerne, men snarere som en erfaren historiefortæller, der stadig synger fra hjertet.

Tæt på publikum

Fra begyndelsen havde han publikum med sig. Ikke på den teatralske måde, men gennem en rolig sikkerhed. Han virkede tydeligt tryg ved rummet og ved menneskene i det. Flere gange i løbet af koncerten forlod han scenen, og gik ned blandt publikum på gulvet. Her bevægede han sig gennem rækkerne, hilste, sang videre og lod fans komme helt tæt på.

 

På et tidspunkt tog han det et skridt videre. Han lagde sig ganske enkelt ned i publikums arme, mens de bar ham et kort stykke – en ægte, men rolig form for stage diving. Ikke som en rockstjerne i fuld fart, men mere som en tillidsøvelse mellem kunstner og publikum. Jubelen i arenaen var til gengæld alt andet end stille.

 

Ramazzotti delte generøst selfies med fans i de forreste rækker og nede på gulvet, når han kom forbi. Det gav koncerten et uformelt præg, hvor grænserne mellem scene og publikum for en stund blev opløst.

Små italienske øjeblikke

Allerede før koncerten begyndte, havde aftenen fået en lille italiensk optakt. Min ledsager til koncerten er både italiensksproglig ekspert og Italien-entusiast, mens jeg selv kun kan prale af, at have lært latin i skolen og studeret italiensk i Firenze. Da vi nærmede os arenaen, blev vi mødt af tonerne fra Un’altra te (1993), der strømmede højlydt ud fra en foodtruck.

 

Pludselig blev vores ungdoms store hjerte-/smerte-/tåresang vakt til live. Et øjeblik føltes det næsten som at stå på en lille piazza i Rom efter et kærlighedsbrud indpakket i passion og tårer – indtil Ørestad og termokande i kanterne hurtigt trak os tilbage til virkeligheden, og hjalp os med at finde den rette indgang til koncerten.

 

Senere, da sangen lød inde i arenaen, blev øjeblikket næsten cirkulært. Un’altra te er en af Ramazzottis mest elskede ballader, og den bærer stadig den bittersøde erkendelse: at man kan lede længe efter en kærlighed, der aldrig helt kan erstattes.

 

Publikum sang med, og det føltes som om sangen blev en fælles erindring – et af de øjeblikke, hvor en arena pludselig føles mindre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Githa Schultz. Royal Arena 4. marts 2026, Eros Ramazzotti Una Storia Importante World Tour.

 

 

 

 

 

 

Magiske øjeblikke og ikoniske duetter

Eros Ramazzotti har gennem sin karriere sunget duetter med markante sangerinder som Patsy Kensit, Cher, Anastacia og Tina Turner.

 

Et særligt øjeblik opstod, da han præsenterede en skærmduet med Alicia Keys: Hun tonede frem på storskærmen, og sammen fremførte de L’aurora (1996), den samme version, som Ramazzotti og Keys få dage forinden havde optrådt med ved Sanremo Festival 2026 i Italien. Mødet mellem hans varme, let ru vokal og hendes bløde klang viste sig at fungere smukt – selv om hun kun var til stede digitalt.

 

Senere løftede energien sig igen med sange som Se bastasse una canzone (1990), en dedikation til alle dem, der er oversete, marginaliserede, stadig håber, drømmer og venter på en bedre verden.

 

Den næsten gospelagtige fremdrift fik publikum til at svinge armen med tændt mobiltelefon og vippe med hovedet i takt. Det var tydeligt, at mange i salen havde fulgt Ramazzotti i årevis – sangene blev sunget med en blanding af nostalgi og glæde.

 

Efter hovedsættet forlod det velspillende ni-mands band og de korsangere, hvis stemmer var værdige til solistrollen, scenen.

 

Men publikum lod ikke aftenen ende der. Klapsalverne voksede i styrke, indtil musikerne vendte tilbage til ekstranummeret. Her lød naturligvis Più bella cosa (1996), og tusindvis af mobiltelefoner glimtede over arenaen, mens Ramazzotti lod publikum synge med – et stille, men stærkt øjeblik.

 

Da de sidste toner klingede ud efter 23 numre, blev salen tilbage med den helt særlige blanding af varme, længsel og melankoli, som kun italiensk pop kan fremkalde.

Et hjerte der stadig slår

Eros Ramazzotti beviste i Royal Arena, at hans sange stadig lever – ikke bare som hits fra fortiden, men som små fortællinger om kærlighed, håb og den smerte, der ofte følger med.

 

Og måske er det netop derfor, hans musik stadig rammer så mange. Den lover ikke, at kærligheden altid lykkes. Den minder os bare om, hvor meget den kan betyde.

 

 

 

 

 

Koncertarrangør: Smash!Bang!Pow! præsenterer: EROS RAMAZZOTTI – se mere her

 

 

 

 

 

 

Smash!Bang!Pow! præsenterer: EROS RAMAZZOTTI er anmeldt af Githa Schultz, KULTURINFORMATION

Se mere om Githa Schultz her Redaktion: Jesper Hillestrøm