FILMANMELDELSE: THE DEVIL WEARS PRADA 2

© Disney
✮✮✮✮
' …… Lad mig sige det med det samme: jeg elskede filmen, men det er ikke uden udfordringer at gøre en smukt indpakket sukkerknald relevant for et 2026-publikum ……'
– Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION
Vi starter lige på og hårdt: Andy Sachs, vores heltinde fra THE DEVIL WEARS PRADA (spillet med stor sødme af Anne Hathaway) bliver fyret pr. sms! midt i en prisoverrækkelse, som rent faktisk har hende som vinder. Ud over, at det er meget 2026 at køre nedskæringer i magasinbranchen helt ud i detaljen, så ryster det Andy så meget, at hun rent faktisk tager imod et tilbud fra RUNWAY, sin tidligere så traumatiske arbejdsplads, som – sjovt nok – er i samme situation. Miranda Priestly (eminent gestaltet af Meryl Streep med alle tricks i bogen) har kvajet sig, og nu skal der andre mere seriøse boller på suppen. En seriøs skribent, som vores Andy, skal vende den haltende forretning med – netop – seriøse og velunderbyggede historier, som kan revitalisere brandet og gøre det relevant for hele den kundegruppe, som lever digitalt. Hvilket i det her tilfælde er stort set alle. Good luck, siger jeg bare.
Men en god historie kan ikke holdes nede, så efter et urkomisk møde på hendes gamle arbejdsplads, med Streep for fuld udblæsning og Stanley Tucci (jeg elsker den mand) som distræt sidekick, er hun hurtigt tilbage i rangordenen, som The Low Man on the Totem Pole, og det er skønt og skørt og halsbrækkende, og vi hygger os og griner og lader os rive med. For det her er jo et eventyr (Disney anyone?).

© Disney



© Disney
Af kvinder for kvinder og med kvinder
Men så træder Emily Charlton ind på scenen (spillet så frækt af Emily Blunt, at hun stjæler alle scener), og så går det ellers derudaf med intriger, og pay-back time og one-liners, så man ønsker sig tilbage til de gode gamle dage i halvfemserne. Her er så meget baghjul til ’Sex and the City’-sequel’en …’And Just Like That’, at man må klappe I hænderne.
Og birollerne! Hold da op. Man har rullet hele Hollywoods A-hold af stalden, hør bare her: Kenneth Branagh spiller Streeps mand, B.J. Novak (The Office) spiller den onde, onde RUNWAY arving, som er piv ligeglad med alt, bare der er penge i det, og Justin Theroux er en fuldstændig uovertruffen pinagtig karakter, som Emilys både kæreste og banemand. Og så må vi ikke glemme Lady Gaga! Og alle de andre fede kvinderoller – for ja, det er naturligvis kvindernes film, for det er dem, der gør grin med pengemændene og klarer ærterne, mens mændene kegler rundt og ”laver forretninger”. Kudos til dem og en dejlig sprød præstation, som historiens redningskvinde, af Lucy Liu.

© Disney

Skønt og skørt og virkelig dejligt
Føjer THE DEVIL WEARS PRADA 2 særlig meget nyt til historien? Næh, det gør den nok ikke, men behøver den det? Næh, heller ikke. Det er et fint forsøg på at føre historien up to date, men særlig troværdigt er det ikke, men det skal det så måske heller ikke være.
Man kan godt mærke, at instruktør David Frankel, som stod bag den første film, og som i den grad fik ’The Morning Show’ ud af starthullerne, er hjemme i genren. Det er ofte rigtig sjovt, men det er også meget fjollet, men det gør ikke noget, for filmen skal nok få alt og alle af huse. Det er en ’banger’ i ordets bedste betydning, og hvis du gerne vil underholdes et par timer i virkelig sjovt selskab, så er det bare med at komme i biografen. Det er skønt og skørt og virkelig dejligt. Og så skidt med at ingen vinder Nobelprisen. God fornøjelse i mørket.

© Disney

© Disney

FILMANMELDELSE: THE DEVIL WEARS PRADA 2. Premiere. 30. april 2026. Instruktør: David Frankel. Medvirkende: Meryl Streep, Anne Hathaway, Emily Blunt, Stanley Tucci, Kenneth Branagh, Lucy Liu, Justin Theroux, B.J. Novak, Lady Gaga
FILMANMELDELSE: THE DEVIL WEARS PRADA 2 – se mere her
FILMANMELDELSE: THE DEVIL WEARS PRADA 2 – se trailer her
FILMANMELDELSE: THE DEVIL WEARS PRADA 2 er frembragt af kulturskribent Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm

