LITTERATURANMELDELSE | Anne-Birgitte Fonsmark: Pissarro og Melbye

 

 

 

 

 

 

– Et møde mellem dansk guldalder og fransk impressionisme

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ….. Bogen vil utvivlsomt og med rette påkalde sig stor international interesse, hvorfor den udkommer på engelsk samtidig ….. '

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fransk impressionisme inspireret af dansk guldalder

For årtier siden blev der fundet en interessant kunstskat i New York med flere hundrede tegninger, skitser og oliestudier med motiver fra eksotiske egne. Skatten viser overraskende, at den danske guldalder var en væsentlig inspirationskilde for skaberen af den franske impressionisme, Camille Pissarro (1830-1903). Han mødtes nemlig med den danske guldaldermaler Fritz Melbye (1826-1869) omkring 1850 på Skt. Thomas, der på det tidspunkt var en del af Dansk Vestindien. De blev snart venner og arbejdede sammen i en årrække i Venezuela.

 

I sin nye bog “Pissarro og Melbye. Et møde mellem dansk guldalder og fransk impressionisme” undersøger mag.art. i kunsthistorie Anne-Birgitte Fonsmark den hidtil ubeskrevne forbindelse mellem dansk guldalder og fransk impressionisme og udfolder argumentet om, at Fritz Melbye er et ”missing link” mellem de to bevægelser – og at den nu næsten ukendte danske maler havde en betydelig indflydelse på impressionismen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Melbyes olieskitse “Chaguaramas” (tv) viser en kokospalme foran et bjerglandskab med en strålende regnbue. Regnbuen og antydningen af den tropiske luftfugtighed knytter an til Humbolts (videnskabsmandens) natursyn. Melbyes “Aloe vera” (th) sætter ligeledes fokus på en enestående plante – en Aloe vera – der sekunderes af en blomstrende artsfælle foran baggrundens landskab. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Opgør med en myte

I kunsthistorien hævdes det traditionelt, at Camille Pissarro var selvlært som kunstner. Det skyldes formentlig, at han ikke havde modtaget undervisning af førende kunstnere på anerkendte akademier. Og da han jo var kendt som “impressionismens fader”, var der ingen, der vovede at stille spørgsmålstegn ved denne skrøne.

 

I bogen dokumenterer Anne-Birgitte Fonsmark, at Claude Pissarro alligevel havde en læremester, omend en uformel en. Det viser sig nemlig, at Pissarro står i betydelig gæld til den danske kunstner Fritz Melbye, der blev hans ven og samarbejdspartner.
Men hvad er historien bag?

Forskellige baggrunde

Da de to venner mødtes, havde de vidt forskellige baggrunde. Fritz Melby var kommet til Jomfruøerne med en solid kunstnerisk baggrund i guldaldermaleren Eckersbergs skole formidlet af storebroren Anton. Grundidéen bag skolen var, at malerne skulle ud i naturen og gengive den på stedet så smukt og realistisk som muligt.

 

Camille Pissarro, der var dansker og boede på Skt. Thomas, havde ingen formel uddannelse som kunstner. Allerede tidligt havde han imidlertid vist talent for at tegne og blev opfordret til at dygtiggøre sig inden for faget. Da familien havde brug for hans arbejdskraft i dens virksomhed, måtte han derfor nøjes med at dyrke tegningen i sin fritid, hvilket han netop gjorde på havnen på Skt. Thomas, hvor han mødte den fire år ældre og uddannede maler Fritz Melbye.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fritz Melbye, General José Tadeo Monagas' præsidentvagter, 1852.

Blæk på papir, 105 x 150 mm. Banco Central de Venezuela, Caracas. Foto: Carlos Lozada.

 

 

 

 

 

 

Camille Pissarro, Gadescene, menneskemængde, u.à. Akvarel og blyant på papir,

171 x 254 mm. New York State Office of Parks, Recreation, and Historic Preservation, Olana State Historic Site

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Venezuela

Fritz Melbye og Camille Pissarro ønskede begge at dygtiggøre sig og skabe sig en levevej som kunstnere. Desuden forventede de at finde et marked i Europa for skildringer fra Sydamerika, der var en ny og for mange ukendt verden. I Europa læste man nemlig med stor interesse bøger af den i sin tid verdensberømte tyske naturvidenskabsmand Alexander von Humbolt, der bl.a. havde rejst i Sydamerika for at opmåle og beskrive verden. Særligt hans rejsebeskrivelser fra Venezuela var der stor interesse for. Så hvorfor ikke tage til hovedstaden Caracas og prøve lykken der?

 

Hertil kom, at Humboldt ligefrem havde opfordret kunstnere til at tage til Venuzuela og skabe et nyt videnskabeligt funderet landskabsmaleri med en realistisk, men samtidig følelsesbåret naturtilgang. Kunstnerne skulle væk fra idyllen og i stedet gengive “virkelige landskaber”, mente han.

Atelieret

Melbye og Pissarros fælles atelier i Caracas lå på en travl plads midt i byen med et livligt marked. Hertil kom et mylder af handlende og æseldrivere, der kom med deres varer fra oplandet omkring byen. Der var således motiver lige uden for døren. Og salget var indbringende.

 

Hvordan atelieret så ud, kan vi erfare via Pissarros akvarel “Kunstnernes atelier i Caracas”, 1854. Her ses deres staffelier, maleudstyr, lærreder på gulvet og færdige værker ophængt på væggene som præsentation for mulige købere. Melby sidder ved et staffeli, mens Pissarro selv ses til højre i billedet.

 

Måske er det også på dette tidspunkt, at Pissarro udførte et tegnet portræt af Melbye med et antydet staffeli ved sin side? “Portræt af maleren Fritz Melbye” tilhører i dag Det Nationalhistoriske Museum.

 

Melbye og Pissarro opsøgte også lokaliteter uden for Caracas. De besøgte gentagne gange kystområdet langs La Guaire, der bød på storslåede naturscenerier og bratte bjergskråninger ned mod havet. Jo, området bød på mange pittoreske og salgsbare motiver.

 

 

 

 

 

 

 

Camille Pissarro, Pissarro og Melbyes atelier i Caracas,
25. april 1854. Blyant på papir, mål ukendte. Privateje. Her ses deres staffelier, maleudstyr, lærreder på gulvet og

færdige værker ophængt på væggene som præsentation for mulige købere. Melby sidder ved et staffeli,

mens Pissarro selv ses til højre i billedet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frisættelse af landskabskunsten

En række nyligt fundne små olieskitser fra Venezuela af både Pissarro og Melbye afspejler det kunstneriske univers, værkerne blev skabt i. Skitserne er malet ude i det fri i malerkassens låg, som Melbye havde lært i Danmark inspireret af C.W. Eckersberg. Her overfører de to kunstnere stedernes særlige stemning med deres flimrende lys, hvilket var en forudsætning for impressionismen og dens frisættelse af landskabskunsten i de sene 1860ere og tidlige 1870ere. Som bekendt skete det ikke mindst med Pissarro som igangsætter!

Melbyes indflydelse på Pissarro

Anne-Birgitte Fonsmark finder det nærliggende, at Pissarro lærte sig at male ved at studere Melbyes arbejde med pensel og oliefarve i malerier, hvis palet koncentreres omkring rene, intense farver, der kontrasteres – varme mod kolde.

 

Den amerikanske kunsthistoriker og Pissarro-specialist Richard R. Brettell følger trop ved at påpege, at Melbyes malerier har en “farverigdom, som foregriber impressionismen og de malede landskaber fra 1880ernes slutning af Gauguin og hans venner”.
Endelig har kunsthistorikeren Alfredo Boulton observeret og fremhævet Melbyes brug af farver til at skildre naturen som “violet, scheinfurtergrøn, grå, okkerfarvet, koboltblå – farver som senere skulle blive brugt af impressionismens grundlæggere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den storslåede udsigt til dalen og bjergkæden mellem La Guaira og Caracas var et oplagt motiv for panoramiske billeder til det venezuelanske publikum, og Melbye skabte en række nøje planlagte værker, baseret på tegninger og olieskitser. Fritz Melbye, Udsigt over Caracas, 1854. Olie på lærred, 57 x 72 cm. Colección Fundación John Boulton, Caracas.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En vigtig forbindelse

Kunsthistorikeren Richard R. Brettell gør tillige op med myten om, at Camille Pissarro ved ankomsten til Frankrig i 1855 stort set ikke var bekendt med oliemaleriets teknik. Han beskriver nemlig Melbye som en meget dygtig maler af olieskitser, der både var “bedre” og mere “moderne” end hans færdige, salgbare malerier. Denne kunnen inspirerede hans ven og samarbejdspartner Pissarro.

 

Pissarro kendte altså arbejdsmetoden, før han tog til Frankrig, og baggrunden herfor var mødet med Melbye. Brettell påpeger dermed forbindelsen mellem det danske guldaldermaleri og impressionismen, idet han ligefrem kalder Pissarro-Melbye-relationen for “den vigtigste forbindelse, der hidtil er blevet etableret.

Adskillelse og genforening

I sensommeren 1854 vendte Camille Pissarro tilbage til Frankrig, mens Fritz Melbye forblev i Venezuela endnu et års tid. Anne-Birgitte Fonsmark vurderer, at de to kunstnere utvivlsomt havde planer om at fortsætte venskabet og samarbejdet igen senere enten på Skt. Thomas eller i Paris med nye planer for øje.

 

Efter godt og vel et års adskillelse mødes Fritz Melbye og Camille Pissarro igen i Paris 1856. Men kun for en kortere periode. Melbye havde atter udlængsel, og de næste ti år rejste han bl.a. rundt i Nordamerika og Caribien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Camille Pissarro, Markedssælgerske på vej til Caracas, (1852?).

Akvarel og blyant på papir, 264 x 185 mm. Banco Central de Venezuela, Caracas. Foto: Carlos Lozada

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fredric Edwin Church

Fritz Melbye endte med at slå sig ned i New York, hvor han indgik i et venskab med den i tiden førende amerikanske landskabsmaler Fredric Edwin Church. Denne var ligesom Melbye begejstret for videnskabsmanden Humboldts idéer og visioner, samt ikke mindst rejselysten.

 

Vanen tro førte også venskabet med Church til kunstnersamarbejde i fælles atelier og til fælles rejser bl.a. til Jamaica i Caribien. Denne gang var det ikke længere Melbye, der stod i lærerens skikkelse. Nu var det ham, der lod sig inspirere af Churchs romantisk-dramatiske landskabstolkninger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De to malerier på opslaget er malet i 1856 af Pissarro efter hjemkomsten til Paris. Der er tale om mere genreagtige billeder med fremmedartet folkeliv. Her spiller figurerne en større rolle og giver landskabet lokalkolorit.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Barbizon-skolen

Ved ankomsten til Paris blev Camille Pissarro grebet af de landskabsbilleder, der blev udført af kunstnere fra Barbizon-skolen. Denne kunstnerkreds gjorde op med den idealiserede landskabsfremstilling og bekendte sig til en realistisk og umiddelbar tilgang til naturskildringen og studier ude i det fri.

 

Pissarro valgte derfor at omsatte sine erfaringer fra Venezuela i det franske landskab nord for Paris, i Normandiet og Bretagne. I stedet for palmer og jungle gav han sig i lag med popler og det franske bondelands vegetation. Men motivtyper, kompositionsmåder samt blikket for naturen og landskabet var grundlæggende det samme som det, han havde lært med Melbye på Skt. Thomas og i Venezuela.

Finale

Pissarro fik en lang og imponerende karriere. Han blev ligefrem anerkendt som impressionismens far. Melbyes karriere blev derimod kort. Han blev kun 43 år. Og døde som følge af feber på en verdensomspændende rejse til Kina og Japan i 1867. Herefter havnede han i kunsthistoriens glemmebog. Først nu, omtrent 175 år efter de to mødtes på Skt. Thomas, får Melbye nu den plads i kunsthistorien, han fortjener. Det skyldes fundet af hans opmagasinerede arkiv med værker af både ham og Pissarro, angiveligt opbevaret under en trappe i et hus i staten New York hos vennen Church.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Camille Pissarro, Skitse af Fritz Melbye, u.å. Sepia og blyant på groft papir, 254 x 174 mm.

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, Hillerød. Foto: Iben Kaufmann

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vurdering

Anne-Birgitte Fonsmark har med bogen “Pissarro og Melbye. Et møde mellem dansk guldalder og fransk impressionisme” bidraget afgørende til forskningen om Camille Pissarro ved at påpege indflydelsen fra Fritz Melbye gennem deres venskab og samarbejde. Et forhold der end ikke er beskrevet i storværket “Camille Pissarro. Das Atelier der Moderne” fra 2021. Her nævnes den danske kunstner blot et par gange som en ven.

 

Set med danske øjne kan vi tillige glæde os over at kunne tillægge den danske guldalder en spændende facet, nemlig indflydelsen på den franske impressionisme. De færreste ville formentlig være kommet på den tanke, men nu er argumentet dokumenteret overbevisende.

 

Det er i øvrigt en fornøjelse at følge Fonsmarks omfattende og grundige forskningsarbejde med bl.a. at fastslå tid, sted og hvem af de to kunstnere, der står bag hvert enkelt værk. En imponerende præstation. Heldigvis er mangt og meget lykkedes, bl.a. takket være samarbejdet med fremragende eksperter undervejs, men slutspurten har hun været ene om.

 

Bogen vil utvivlsomt og med rette påkalde sig stor international interesse, hvorfor den udkommer på engelsk samtidig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fritz Melbye, Los Morros II, (1856). Billedet viser en næsten klaustrofobisk tæt fremstilling af en blomstrende junglefrodighed. Olie på papmaché, 38 x 54 cm. Banco Central de Venezuela, Caracas. Foto: Carlos Lozada

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Strandberg Publishing. Anne-Birgitte Fonsmark : “Pissarro og Melbye. Et møde mellem dansk guldalder og fransk impressionisme”. Indbundet og rigt illustreret. 240 sider. Udkommer også på engelsk under titlen “Pissarro: A Meeting on St. Thomas”.

 

 

 

 

 

 

LITTERATURANMELDELSE | Anne-Birgitte Fonsmark: Pissarro og Melbye – se mere her

 

 

 

 

 

LITTERATURANMELDELSE | Anne-Birgitte Fonsmark: Pissarro og Melbye. Coverfoto: Trods den udbredte sociale nød i Venezuela i disse år skildrer Pissarro typisk befolkningen solidarisk, men uden egentlig social kritik. “Dans på kroen” er en af undtagelserne. En krumbøjet sort mand og hans to børn har ikke andel i løjerne. Camille Pissarro, Dans på kroen, (1853-1854?). Akvarel på papir, 364 x 530 mm. Banco Central de Venezuela, Caracas. Foto: Carlos Lozada

 

 

 

 

 

 

LITTERATURANMELDELSE | Anne-Birgitte Fonsmark: Pissarro og Melbye er skrevet af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.

Redaktion: Jesper Hillestrøm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anne-Birgitte Fonsmark: Pissarro and Melbye — A Meeting Between the Danish Golden Age and French Impressionism — English Abstract

 

This landmark scholarly publication by art historian Anne-Birgitte Fonsmark fundamentally revises the received historiography of French Impressionism by establishing the Danish painter Fritz Melbye (1826–1869) as a decisive — and hitherto systematically overlooked — formative influence on Camille Pissarro (1830–1903), widely regarded as the father of Impressionism. Drawing on a remarkable archival discovery — several hundred drawings, sketches and oil studies by both artists, reportedly stored beneath a staircase in a house in upstate New York belonging to the American landscape painter Fredric Edwin Church — Fonsmark reconstructs the extended creative partnership between Melbye and Pissarro, initiated circa 1850 on the island of St. Thomas in the Danish West Indies and continued through a shared studio practice in Caracas, Venezuela (1852–1854). Melbye, trained within the empirical plein-air tradition of C.W. Eckersberg's Copenhagen academy, transmitted to Pissarro not merely technical proficiency in oil painting — directly contradicting the persistent myth of Pissarro as a self-taught artist — but a fundamentally chromatic and atmospherically responsive approach to landscape that art historian Richard R. Brettell has described as the most important connection yet established in the scholarship on Pissarro. The volume, published simultaneously in Danish and English by Strandberg Publishing under the English title Pissarro: A Meeting on St. Thomas, constitutes a major contribution to the art-historical literature on both the Danish Golden Age and the origins of French Impressionism. 240 pages, fully illustrated.