udstilling | ARoS: Ulydig – Kroppen i punk
Fremragende udstilling viser punk som fyldt med dystre klicheer og en særegen æstetik
Derek Ridgers: Billeder fra serien “London Youth”, 1982-84. Foto: Lars Svanholm
✮✮✮✮✮✮
' …… De fleste forbinder sandsynligvis punk med en radikal bølge indenfor rockmusikken i 1970’erne, men ny udstilling på ARoS sætter genren ind i nye perspektiver baseret på barberbladsskarp forskning. …. '
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
»Hey, ho! Let’s go«, siger kurator og forsker Marie Arleth Skov til det forsamlede pressekorps ved indgangen til udstillingen ”Ulydig – Kroppen i punk” på ARoS i Aarhus. Fans af det amerikanske band The Ramones vil kende temaet fra sangen ”Blitzkrieg Bob”, men relateret til den aktuelle udstilling er dette ordspil samtidigt det eneste, der forbinder Arleth Skovs forskning til netop dét band.
Jeg var ved ankomsten til museet nogenlunde skeptisk om temaets holdbarhed i en billedkunstnerisk kuratering. Et spørgsmål blev ved med at finde vej til min underbevidsthed: »Kan et kunstmuseum overhovedet udstille punk og adressere dette paradoks uden at neutralisere genren og dermed blot absorbere den og gøre den ufarlig«?
Helmut Middendorf: ”The Singer”, 1981. Akryl på lærred. 180 x 220 cm. Foto: ARoS Aarhus Kunstmuseum
Sex Pistols
Historien om punk er defineret klart op gennem historien. Punk opstod ikke ud af ingenting. Midt i 1970’erne befandt England og Storbritannien i en social krise med høj arbejdsløshed, strejker, inflation og en generel håbløshed blandt mange unge. Sloganet ”No Future” blev ad omveje et mantra for generationen.
En butik i det fashionable King’s Road i London blev et samlingssted for unge outsidere og rebelske typer, der ville andet og mere end at stille sig i kø ved indgangen til Arbejdsformidlingen. Butikken blev drevet af Vivienne Westwood og Malcolm McLaren og hed kort og godt ”SEX”.
Her solgte Westwood og McLaren tøj med referencer til fetichisme, sadomasochisme og bikerkultur. Man kan sige, at butikken blev et atelier, hvor stil, attituder og netværk blev skabt, før bevægelsen eksploderede i resten af Storbritannien og senere ud i verden.
Hvordan den kreative McLaren på et tidspunkt fik idéen til at samle et band omkring nogle af butikkens stamgæster forekommer lidt uklar; men under alle omstændigheder blev det legendariske punkband Sex Pistols skabt med sangeren John Lydon/Johnny Rotten som en form for samlende skikkelse.
Indenfor i udstillingen på ARoS bliver denne del af punkens fortælling rullet ud i det indledende afsnit, og det tidligere nævnte Sex Pistols-slogan ”No Future” lyder dæmpet i baggrunden.
Uden titel (Østberlin), 1980’erne. Foto: Sven Marquardt
London Calling
Et billede på væggen illustrerer butikken ”SEX”, og scenen bliver yderligere sat i kraft af et stort maleri af den tyske maler Helmut Middendorf (født 1953) med direkte referencer til det legendariske coverfoto på ”London Calling” med bandet The Clash. Her er bandets bassist Paul Simonon i gang med at smadre sin basguitar mod scenegulvet under en koncert i USA.
Sex Pistols’ debutalbum ”Never Mind the Bollocks. Here’s the Sex Pistols” (1977) blev banebrydende for ikke blot Malcolm McLarens projekt, men på samme tid som pejlemærke for den kommende epokes musikindustri.
Bands dukkede op som svampe i en fugtig skovbund og blot det, at man ikke nødvendigvis behøvede at være virtuoser på instrumenterne, akkumulerede i sagens natur nye udtryk i musikgenrer, der ellers var sovset ind i lækre produkter og ofte dødkedelige pladeudgivelser med artister, der mere var interesserede i at vise publikum, hvor dygtige de var frem for at skabe et rum forankret i energi og social indignation.
Punkbevægelsen i sin oprindelige form blev en kortvarig, men intens strømning i den især britiske musikkultur. Sex Pistols endte i en form for selvdestruktiv deroute, hvilket blev helt tydeligt, da McLaren så at sige fyrede bandets bassist Glen Matlock og lod ham erstatte af en karakter, som fik navnet Sid Vicious, og som var lige så obskur en personlighed, som McLaren ønskede, og den samlede fortælling fik som bekendt en tragisk udgang.
Stillbillede fra filmoptagelsen “Underdogs” med Sods af Lars Dan og Klaus Lynggaard fra 1980. Foto: Lars Svanholm
Blændende kuratorisk overblik
En hvilken som helst fortælling har flere kapitler, og således også historien om punk, der sidst i 1970’erne udvandedes mere og mere i sin oprindelige form. Punken blev til ”new wave” og kommercialiseret uhæmmet, men den sortfarvede kultur var det ikke slut med, hvilket Marie Arleth Skov, som har været bosat i den tyske hovedstad Berlin i en årrække, med et blændende kuratorisk overblik illustrerer på den aktuelle udstilling.
Nedslag i postpunk-æraen sætter formidabelt fokus på, hvad den oprindelige version af punkgenren skabte i genrens kølvand. Den visuelle del er hverken delikat eller i tråd med, hvad man måtte forvente på et kunstmuseum, og denne skramlede iscenesættelse er faktisk, hvad der tilføjer en forbilledlig autenticitet til udstillingen.
Intet er her for løst og for primitivt til at blive vist. En serie polaroids af den franske performancekunstner Jean-Luc Verna (født 1966) fungerer ikke i kraft af fysisk omfang, men som afsæt i et intimt vidnesbyrd over en serie af kropslige performances indeholdende allegorier over eksisterende kunstværker. Kunstneren nævner punk som en altafgørende inspirationskilde i hans praksis.
Siddepladserne i udstillingen er designet med leopardprikket stof og sammensvejsede metalenheder og her gengivet med udstillingens katalog i den engelske version. Det fås også på dansk. Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2026
Dada og ”No Future”
Der er masser af filmisk og fotografisk dokumentation på ”Ulydig – Kroppen i punk” og netop kroppen og de ofte seksuelt forankrede skikke præger den visuelle del i udstillingen i så høj grad, at publikum bliver advaret, inden man uforvarende skulle stifte bekendtskab med et syret og sanseligt miljø i det mørke tidsafsnit.
Jeg er gået i forvejen, men kan tydeligt høre – på afstand – kuratorens veloplagte introduktion til udstillingen. Hun nævner centralt den tidlige dadaisme og surrealismen som klangbunde for punken og postpunkens stærke udtryk. ”Dada” havde sit afsæt i meningsløshed og udfordrede derved den litterære verdensorden. ”Dada”, påstod man, var det første ord et barn udtalte, som ”No Future” er et direkte udsagn fremsat af punkens første kolonne.
Den historiske sammenfatning er klart plausibel, hvilket man blot kan tage en grundig iagttagelse på udstillingens ofte sort-hvide fotografier for at få bekræftet. Der er således ubrydelige tråde fra Derek Ridgers’ (f.1950) observationer blandt subkulturer i England i 1970’erne og 1980’erne og Sven Marquardts (f.1962) tilsvarende fra Øst-Berlin i 1980’erne til en fotograf som Man Ray (1890-1976) langt tidligere i århundredet. Man Ray skabte dog sceniske kompositioner, hvor Ridgers og Marquardt finder motiverne direkte i miljøerne.
”Anarchy in the U.K. No. 1”, 1976. Publikation. Design af Jamie Reid, Sophie Richmond, Malcolm McLaren og Vivienne Westwood. Foto: Lars Svanholm
Sods/Sort Sol og Rotten/Lydon
Jeg er allerede i en opløftet tilstand, da jeg observerer et tidligt filmklip med det danske punkband Sods (senere Sort Sol). Bandet optræder næsten blandt publikum, og lydsiden er for at sige det mildt rædderlig. Blandt publikum får jeg øje på en ung mand med grydehår stå og iagttage et scenarium, som han sandsynligvis på tidspunktet ikke har set magen til. Bandet skulle mod alle odds vise sig at være mere end langtidsholdbare i modsætning til andre danske repræsentanter for punk-genren.
Sods/Sort Sol fandt deres musikalske ben at stå på og det samme gjorde Johnny Rotten, da hans eventyr med Sex Pistols var overstået. Han dannede under sit sande navn John Lydon bandet Public Image Ltd., som fungerede i et krydsfelt mellem støjrock, performance og avantgarde. Sort Sol blev så integreret en del af den etablerede danske rockscene, at en yderligere præsentation af ensemblet burde være overflødig.
Jeg håber, at det fremgår af denne tekst, at udstillingen på ARoS veksler mellem adskillige dialekter inden for en kompleks verden af punk – og det gælder såvel blandt artefakter som de ofte groteske filmsekvenser, der bringer stoffet ind i udstillingsrummene på en måde, der vil virke frastødende på nogle og direkte fascinerende på andre. Sådan bør det være, når man i en museal sammenhæng sætter genren ind i nye perspektiver baseret på barberbladsskarp forskning.
Installationsfotoet her viser tydeligt en dyster grundtone i en udstilling, der er iscenesat med adskillige fotografier som vidnesbyrd på post-punk-epoken. Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2026
Udstillingen ”Ulydig – Kroppen i punk” kan ses på ARoS Aarhus Kunstmuseum, Aros Alle 2, Aarhus frem til d. 13. december 2026. Til udstillingen er udgivet et uhyre informativt rigt illustreret katalog på 272 sider.
Læs og se Svanholms mange ARoS-anmeldelser her
udstilling | ARoS: Ulydig – Kroppen i punk – se mere her
udstilling | ARoS: Ulydig – Kroppen i punk. Coverfoto: Installationsfotoet her viser blandt andet en serie selviscenesatte fotos af tyske Cornelia Schleine (født 1953). Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2026
udstilling | ARoS: Ulydig – Kroppen i punk er anmeldt af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm
ARoS — Ulydig: Kroppen i punk — English Abstract
This major exhibition at ARoS Aarhus Art Museum, Denmark, curated by researcher Marie Arleth Skov, examines the punk movement and its aftermath through the analytical lens of the body — situating the genre's visual, sartorial and performative dimensions within a broader genealogy extending back to Dada and Surrealism. The exhibition traces punk's origins to mid-1970s Britain, a period marked by economic crisis and social despair that crystallised in the Sex Pistols' nihilistic slogan No Future, and to SEX, the King's Road boutique run by Vivienne Westwood and Malcolm McLaren that incubated the movement's distinctive fusion of fetishistic style, anarchic attitude and proto-punk networking. Reviewer Lars Svanholm commends Arleth Skov's curatorial achievement in extending the narrative beyond punk's brief incendiary peak into its post-punk afterlife, incorporating German painter Helmut Middendorf's large-scale canvas referencing The Clash's London Calling album cover, French performance artist Jean-Luc Verna's intimate Polaroid documentation of bodily performance, and an extended photographic dialogue between British photographer Derek Ridgers, East German photographer Sven Marquardt and the earlier scenic constructions of Man Ray. Danish punk pioneers Sods (later Sort Sol) receive dedicated attention through rare early concert footage. Svanholm situates the exhibition's central methodological achievement as its refusal to neutralise or sanitise its subject for museum consumption — the deliberately unrefined, sexually charged staging constituting, in his assessment, the exhibition's most authentic curatorial gesture. Accompanied by a 272-page catalogue, available in Danish and English editions. On view until 13 December 2026.