Rejseartikel | En færøsk odyssé
— til vands, til lands og i luften

Færøsk sommeridyl: Uldne charmetrolde i solen med fjelde og hav som bagtæppe. Foto Githa Schultz
' …….. Hvor havet og fårene bestemmer, fjeldene rejser sig, og vejret har det sidste ord …… '
– Githa Schultz, KULTURINFORMATION
Da den dansk-færøske skuespiller Dan Sandur Schlosser inviterer mig med på en Yamaha FJR1300 rundt på Færøerne, med privat indkvartering hos noget af den færøske del af familien, er svaret et øjeblikkeligt ja tak. For hvilken bedre måde at komme ind under huden på Færøerne end fra motorcykelsadlen, med lokale værter der åbner både hjem og øer?
Fra luften til to hjul
Som tidligere kabinepersonale har jeg ellers kun oplevet Færøerne fra luften. Og ikke altid helt så meget af dem, som jeg havde håbet. Hvis vi overhovedet kunne lande. Tre af mine fem tidligere flyvninger endte enten retur til København eller med en omvej til Bergen. Vejret heroppe er notorisk egenrådigt og betragter flyplaner som venlige forslag.
Men denne sommerdag i 2026 lykkes det. Første forsøg.
Efter en kontant, men sikker landing ligger Færøerne lige foran mig. Fra flyvinduet folder et grønt eventyr sig ud: stejle, frodige fjelde indrammet af hav. I lufthavnen bliver jeg hentet med et færøsk flag. En lille gestus, der betyder mere, end man skulle tro. Efter mange lange arbejdsdage i fly var ankomsthallen i København sjældent stedet, hvor nogen stod og ventede på mig. Denne gang gør de.
Denne gang skal jeg ikke bare se Færøerne fra oven. Jeg skal ind i dem. På to hjul.

Stemningsfoto fra Færøerne, inden det går løs. Foto Githa Schultz

Søpapegøjen, Færøernes lille charmetrold med næbbet fuld af personlighed. Fotograf Christian Als
Med havudsigt og får på vejen
Min rejsefælle er allerede ankommet på motorcykel. Næste morgen starter vores tur. Bagagen er beskeden — motorcyklen er jo nærmest et mobile home med begrænset gulvplads — men havudsigt hele vejen.
Så sætter vi af. Og allerede på de første kilometer begynder Færøerne at vise, hvad det er for et sted. Rundt om hvert fjeldhjørne venter et nyt spektakulært syn. På Sandoy kører vi pludselig på en fjeldkant så smal, at man næsten føler sig som en fjeldfugl med direkte udsyn ned i Nordatlanten. Et øjeblik senere åbenbarer en næsten tropisk strand sig ved Húsavík.
Vi stopper selvfølgelig, mens et får helt ubekymret krydser vejen og minder os om, hvem der egentlig bestemmer her. Færøerne betyder faktisk Fåreøerne, og fårene er overalt: på fjeldsiderne, langs vejene, i din trøje og på tallerkenen. De færdes parvis og i flokke, som om de ejer øerne. Det gør de næsten også. Man skal i hvert fald passe på, hvor man kører. Det er ikke populært at køre et får ned, og det kan blive en dyr affære.
Fåreøerne — hvor maden også kommer med uld
Måske er det netop denne balance mellem at leve af naturen og samtidig være prisgivet den, der har formet noget så grundlæggende færøsk: modet, tålmodigheden, imødekommenheden, generøsiteten, sammenholdet, ydmygheden og respekten for havet. Det mærker man også hjemme hos vores værter Jorun og Andrew Vang.
Selvom nødvendighedens kultur på Færøerne for længst er blevet til international gastronomi, er det stadig det helt enkle, back-to-nature-lokalkøkken, de serverer. Kogt torsk, der inden kogningen boltrede sig i Nordatlanten. Helt uden dikkedarer. Bare torsk med kogte kartofler og gulerødder.
Aldrig har en kogt torsk smagt så godt, og selvom jeg er gæst, beder jeg inderligt om at få retten igen inden afrejse. Det hvide kød løsnes nænsomt fra skind og ben og spises med respekt. Ikke én smagsnuance går tabt i tilbehør, der drukner smagen. Lidt paradoksalt, når jeg i bund og grund er et rovdyr med hjørnetænder — man kan åbenbart godt have omsorg for det, man spiser.
I det færøske og dermed også det Vangske køkken er kogte lammehoveder også en specialitet. Her bliver det straks mere udfordrende, for jeg har unægteligt et bedre forhold til lam på fire ben end på tallerkenen. Lammene er først blevet klippet, så ulden kan blive til lækkert strikkegarn. Derefter svitses den sidste pels af hovedet, som vaskes, skrubbes, deles og koges med tænder, øjne og det hele. Lammets kæbe er en specialitet, og til min egen overraskelse smager den ganske godt og langt mindre af lam, end jeg havde frygtet.
Måske hjælper det, at jeg kort forinden har mødt nogle af de omkring 77.000 får, der færdes frit i fjeldene — sociale, nysgerrige, enkelte kælne og så bedårende, at man får lyst til at klappe dem alle sammen. Så der sidder jeg og spiser et af dem. Det føles heldigvis ikke som noget moralsk problem. Nødvendighedens køkken handler også om respekt for dyret og om at bruge det hele. Øjnene lader man dog være. Selv rovdyr med hjørnetænder har sine grænser.

Húsavík, Sandøs lille perle mod sydøst, hvor landskabet folder sig ud i al sin rå skønhed. Foto Githa Schultz

Thorshavn i baggrunden og turens fartmaskine, en Yamaha på FJR1300 med pragtudsigt fra bagsædet. Foto Githa Schultz

Sælkvinden mellem havets skumsprøjt og vindens vilde kræfter, hvor færøsk myte møder barsk virkelighed. Foto Dan Sandur Schlosser
Sælkvinden — dér hvor havet husker
Noget af det mest fortryllende ved Færøerne er, hvordan natur, kunst, sagn, musik og litteratur synes at være vævet sammen. Som om fjeldene, vinden og det mørke Nordatlanten selv har været med til at skabe fortællingerne. Trods Færøernes lave indbyggertal på cirka 56.000 har de fostret en kunstnerisk rigdom, der er næsten svimlende i forhold til størrelsen. Blandt andre William Heinesen, Jørgen-Frantz Jacobsen, Zacharias Heinesen, Bárdur Dal Christiansen, Hans Pauli Olsen, Tróndur Patursson, Teitur og Páll Danielsen.
Og så er der Sælkvinden. Hans Pauli Olsens monumentale skulptur ved Mikladalur på øen Kalsoy er ikke et kunstværk, man bare lige kommer forbi. Hun skal opsøges — gennem tunneler, over fjelde, med båd og til sidst ned ad en lang række trapper. For hvert trin forsvinder hverdagen, mens havet tager over. Og dér står hun ved de rå klippefødder. Med ryggen til havet, som om hun har valgt menneskenes verden, selvom havet stadig gør krav på hende.
Ifølge sagnet var sæler druknede mennesker, der én gang om året steg op af havet, tog skindet af og dansede nøgne på stranden. En ung mand forelskede sig i en sælkvinde og stjal hendes skind, så hun ikke kunne vende tilbage. Hun blev hans hustru og mor til hans børn, men havets kald forsvandt aldrig. En dag fandt hun sit skind, tog det på og forsvandt tilbage i bølgerne.
Når man står foran Sælkvinden, føles det næsten, som om sagnet fortsætter. Hun er sensuel, både stærk og sørgmodig, overjordisk som en sirene, der ikke længere behøver at synge. Det er havet, der taler.
Jeg møder hende på en gråvejrsdag, hvor vinden river i tøjet, og Nordatlanten skifter mellem blygråt, dybblåt, grønt og sølv, hver gang solen bryder gennem skyerne. Jeg tager hendes hånd. Måske lidt dumdristigt. For her er det havet, der bestemmer. En bølge kan være betagende det ene øjeblik og livsfarlig det næste. Måske er det derfor, hun er så svær at forlade.
Vi skriver om Sælkvinden på den nordligste del af Kalsoy, på noget så herligt gammeldags som et postkort — selvfølgelig med et frimærke med Færøernes nuttede og ekstremt effektive fisker: søpapegøjen. Vi sidder udenfor ved et lille caféskur, tappert fastholdt af to bautasten, så det ikke tager på egen hånd og blæser ud i Nordatlanten. Det føles som verdens ende. Et sted så øde og eventyrligt, at selv James Bond har fået sin sidste adresse her.

Natlig udsejling fra Thorshavn. Byens lys spejler sig i det mørke hav, mens Færøerne langsomt forsvinder i natten. Foto Githa Schultz

Sankt Olai-festen, Færøernes nationaldag hvor tradition, festglæde og færøsk skønhed går hånd i hånd. På foto ses Jensa, Karin, Maria, Margreta, Osla og Karla. Foto Githa Schultz

Når fårene får sommerfrisure; fåreklipning på ægte færøsk. Foto Githa Schultz
Søpapegøjen — Færøernes lille charmetrold
På afstand ser alting vidunderligt og fuldstændigt smukt ud. Også en bådtur mellem klipper for at møde søpapegøjerne. Havet ligger næsten uskyldigt stille. Men jo tættere vi kommer på fuglefjeldene og det åbne hav, desto større bliver bølgerne, og det der ser så smukt ud langtfra, bliver pludselig en smule farligt. Båden hopper i bølgerne. Vi griner og klemmer balderne sammen.
Her betragter man ikke bare naturen. Man mærker den. Heldigvis er kaptajnen erfaren og styrer sikkert mellem klipperne, mens Nordatlanten viser tænder. Og så dukker den op. Søpapegøjen. Med sit farvestrålende næb, komiske ben og lettere fornærmede blik er den Færøernes helt egen superstjerne. Den yngler i huler i fuglefjeldet og lever bogstaveligt talt på kanten. Når den letter og forsvinder ud over det brusende hav, er det svært ikke at blive betaget. Den ser fuldstændig cool ud. Det gør vi andre ikke.

Kunstneren Jonas Hviid er mangeårig illustrator hos Tidsskriftet KULTURINFORMATION. Hviid er bosat på Færøerne samme med sin familie.
Besøg Jonas Hviid Art her eller på instagram
Jeg kom for fjeldene — ulden tog jeg med hjem
Når man som jeg er født af en mor, der kunne få et nøglegarn til at forvandle sig til nærmest hvad som helst, er strik ikke bare tøj. Det er hygge, håndværk og en gammel kærlighed, der aldrig helt slipper taget.
Ved Gásadalur på øen Vágar kører vi nærmest direkte ind i et færøsk fårekaos. Hundredvis af får i båse bræger i alle tænkelige tonelejer, mens de med et lidt skeptisk udtryk venter på deres sommerklipning. Det, der lige nu ligger i store uldtotter på jorden, skal snart forvandles til færøsk strik — en tradition, der er strikket direkte ind i verdensmoden.
Og så opdager jeg, at jeg bor hos en af Færøernes helt store strikkere. Jorun har altid strikket den første model for Gudrun & Gudrun, det færøske mode- og strikkeunivers grundlagt af Gudrun Ludvig og Gudrun Rógvadóttir. Har man set Forbrydelsen, vil man genkende Sofie Gråbøls Sarah Lund i de ikoniske sweaters fra Gudrun & Gudrun. Og her står jeg så pludselig midt i strikkeparadiset. Modstå det? Ikke en chance. Jeg kommer hjem med modellen "Retro Star" i det blødeste fine uld og sender naturligvis en kærlig tanke til strikkeren og de får, der leverede råmaterialet.

KULTURINFORMATIONs rejsejournalist gik faretruende tæt på Sælkvinden, og var et øjeblik ved at blive hevet med tilbage i Nordatlanten. Journalistisk nysgerrighed har åbenbart sine risici. Foto Dan Sandur Schlosser

Her hænger middagen til tørre – færøsk fisk og grind under et grønt græstørvstag. Foto Githa Schultz
Sankt Olai — når Færøerne går i festdragt
Som om Færøerne ikke allerede havde budt på oplevelser nok, ryger jeg også lige ind i Sankt Olai-festen i Thorshavn, Færøernes store nationalfest. To dage med fest, musik, traditioner og tusindvis af mennesker i de smukke færøske nationaldragter.
Men det er ved midnat på festens anden dag, det for alvor går løs. Gaderne fyldes med færinger, der samles i byens midte til den traditionsrige fællessang. Jeg har aldrig følt mig mere som en sild i en tønde. Vi står skulder ved skulder, mens tusindvis af stemmer løfter sig i den færøske nat. Jeg forstår ikke nødvendigvis alle ordene. Men jeg forstår stemningen. Her synger man ikke for at optræde, men fordi man hører til. Sankt Olai-festen slutter ikke bare med sang. Den synger sig ind i natten.

William Heinesens dagligstue, et kig ind i det hjem (nu museum) hvor en af Færøernes største forfattere levede og skrev. Foto Githa Schultz

Nólsoy med kælenavnet ”Nollywood”; en lille ø med et stort kreativt hjerte. Foto Githa Schultz

The Fallen Girl er fra bogen “The Weather Diaries” (2014). Et kunstnerisk portræt af nordisk design- og færøsk strikketradition.
Designet af Gudrun & Gudrun, håndstrikket af Jorun Vang. © Cooper & Gorfer.

Typiske færøske huse i et maleri af Zacharias Heinesen, søn af forfatteren William Heinesen. © Zacharias Heinesen
36 timer til at sige farvel
Efter otte hæsblæsende dage på motorcykel er det tid til at sætte tempoet helt ned. Fra Thorshavn går turen hjem med færge til Hirtshals og videre mod København på hjulene. Men først venter 36 timers langsom sejlads — den perfekte kontrast til de sidste otte dage.
Motorcyklen er skiftet ud med kahyt, dæksplads og havluft. Vi passerer Shetlandsøerne, boreplatforme og containerskibe, mens et næsten blikstille hav vugger os blidt gennem to nætter. For første gang i otte dage er der ingen fjeldveje, tunneler, færger eller får, der pludselig beslutter sig for at krydse vejen. Bare hav og tid til eftertanke.
Efterhånden som øerne bliver mindre i horisonten, tænker jeg på menneskene, de åbne hjem, de grønne fjelde, kunsten, kirkerne, museerne, fårene på vejene, fisken på tallerkenen og det endeløse hav, der hele tiden har været med på rejsen. Jeg kom for at opleve Færøerne fra motorcykelsadlen. Jeg rejser hjem med mere end kilometer i bagagen.
Færøerne er rå, gæstfrie, lunefulde, humoristiske og så overvældende smukke, at man næsten længes tilbage, før de er forsvundet i horisonten. Færøerne slipper man ikke helt. Man tager dem med hjem.
Som uld på kroppen, salt på huden og et stykke af Nordatlanten gemt i sjælen.

Bøur ligger på Vágar ud til Sørvágsfjørdur, og er en af Færøernes små, næsten uberørte bygder. Her bor omkring 70 mennesker. Githa Schultz

KULTURINFORMATIONs rejsejournalist hænger ud med får og vædder i Saksun, hvor Færøernes dramatiske natur bliver til filmkulisse. Blandt andet i den dansk/færøske film ”No Rest for the Wicked”, der har premiere i september 2026. Foto Dan Sandur Schlosser
Transport til Færøerne
Fly: Direkte fra København til Vágar med Atlantic Airways og SAS. Flyvetid ca. 2 timer og 15 minutter.
Færge: Smyril Lines Norröna sejler fra Hirtshals direkte til Thorshavn. Sejltid ca. 30 timer. Bil og motorcykel kan medbringes.
Geografi
Færøerne ligger i Nordatlanten, består af 18 hovedøer hvoraf 17 er beboede.
Tunneler
21 tunneler fordelt på omkring 70 km (heraf 4 undersøiske)
Fun fact: Eysturoyar-tunnelen har ikke bare en rundkørsel under havet, den ligger 187 meter under havoverfladen. Det er ret surrealistisk, at køre motorcykel ned i mørket, og pludselig møde en rundkørsel på havets bund, i øvrigt spektakulært og iderigt udsmykket af Tróndur Patursson.
Busser
I Thorshavn er bybusser gratis
Det kan du opleve
Vandre mellem fjelde, vandfald og små bygder.
Sejle ud til fuglefjelde og søpapegøjer.
Køre ad snoede fjeldveje og gennem tunneler under havet.
Opleve færøsk kunst, musik og kultur i Thorshavn og bygderne.
Smage frisk fisk, lam og lokale råvarer som skærpekød, tørfisk, rastfisk og rastkød med mere.
Møde fårene og sandsynligvis også en del af dem på vejen.
Fotografere et landskab, der næsten gør arbejdet for dig.
Fiske til aftensmaden, og lære noget om fermentering, tørring og saltning, der er centrale traditioner på Færøerne.
Vejret – fire årstider på én dag
Sol, tåge, regn og blæst kan afløse hinanden på få timer. På Færøerne kan vejret skifte på et øjeblik.
Cykle? Ja da, men husk bakkerne. På Færøerne kommer den ene stigning med garanti efter den anden.
Prisniveau
Relativt højt. Restaurantbesøg, caféer og alkohol er især dyre, mens benzin til gengæld er billigere end i Danmark. Naturen og de mange vandreoplevelser er gratis.
Rejseartikel | En færøsk odyssé – læs flere rejseartikler her
Rejseartikel | En færøsk odyssé – besøg Færøerne
Coverfoto: På vej ind i båd under fuglefjeldet ved Sørvágsfjørdur, hvor havet skummer, klipperne tårner sig op, og man føler sig meget lille. Foto Githa Schultz
Rejseartikel | En færøsk odyssé er frembragt af Githa Schultz, KULTURINFORMATION
Se mere om Githa Schultz her Redaktion: Jesper Hillestrøm
A Faroese Odyssey — By Motorcycle, Boat and Foot — English Abstract
Travel journalist Githa Schultz of KULTURINFORMATION documents an eight-day motorcycle journey through the Faroe Islands in the summer of 2026, travelling as a passenger on a Yamaha FJR1300 with Danish-Faroese actor Dan Sandur Schlosser and staying with local Faroese family — a mode of travel that provides intimate access to the islands' landscapes, gastronomy, folklore and community life unavailable through conventional tourism. The journey encompasses all of the archipelago's most spectacular and remote destinations: the volcanic island of Sandoy with its near-tropical beach at Húsavík; the northern tip of Kalsoy, where Hans Pauli Olsen's monumental bronze sculpture Sælkvinden (The Seal Woman) stands at the cliff's edge above the North Atlantic, embodying the ancient Faroese legend of selkies — humans transformed into seals; a boat excursion to the puffin colonies of Sørvágsfjørdur; the sheep-shearing festival at Gásadalur on Vágar; and the surreal experience of driving through the Eysturoyar submarine tunnel — which at 187 metres below sea level features a roundabout decorated by artist Tróndur Patursson. The article documents Faroese gastronomy through the household of Jorun and Andrew Vang — including freshly caught North Atlantic cod, fermented and dried fish and mutton, and the challenging but culturally central dish of boiled sheep's head. Schultz discovers that her hostess Jorun Vang was the original knitter of the first model for Gudrun & Gudrun — the internationally celebrated Faroese knitwear brand whose distinctive sweaters gained global recognition through the television series The Killing. The article concludes with a 36-hour return ferry journey aboard Smyril Line's Norröna from Thorshavn to Hirtshals, with a passage through Shetland and open North Atlantic waters. Photography by Githa Schultz, Dan Sandur Schlosser and Christian Als. Illustrations by Jonas Hviid.

