reportage | Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i 50 år

 

 

 

 

 

 

Maleriet ”Poseidon” af Carl-Henning Pedersen er malet i 1981. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ….. I Birk Centerpark ved Herning fejrer et væsentligt kunstmuseum jubilæum med en udstilling samt signifikante visioner for fremtiden …… '

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum åbnede officielt den 13. september 1976, og kan således ganske snart fejre 50 års jubilæum. Museets oprindelige eksistens er bemærkelsesværdig i kraft af, at museet blev bygget op omkring en kunstner, der på tidspunktet stadig levede.

 

Samtidig var museet i adskillige år efter indvielsen uden kunstfaglig ledelse. Museet udgjorde således en autonom funktion i området, som man ofte beskriver som ”ude på heden”. Til gengæld kunne man her opleve et bygningskompleks tegnet af C.F. Møller Architects beklædt med en stentøjsfrise af Carl-Henning Pedersen (1913-2007).

 

Museets udvidelse i 1993 inkluderer en asymmetrisk, pyramideformet prismebygning, som udgør en hyldest til maleren Else Alfelt (1910-1974), som Carl-Henning Pedersen var gift med fra 1934 til hendes død i 1974. I 2015 etableres en underjordisk tilbygning, der skaber en forbindelse til Angligården, som tidligere i historien dannede fysisk omdrejningspunkt for skjortefabrikken Angli, der senere blev til Herning Kunstmuseum.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Længe før tanken om et museum blev realiseret, skabte Carl-Henning Pedersen i 1966-68 sit første store hovedværk i Herning i den indre gård ved fabriksbygningen Angligården. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

Installationsfoto med 11 værker af Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt i udstillingen ”Folkegaven / 50 års jubilæumsudstilling”. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et jubilæum med ”Folkegaven”

Med hensyn til, hvordan historien om Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum kan fortælles, er det mest betimeligt at besøge museet og tage et møde med museumsleder Lotte Korshøj, inden hun går på en velfortjent sommerferie.

 

Formålet med besøget og samtalen med Lotte Korshøj bunder i første omgang i udstillingen ”Folkegaven / 50 års jubilæumsudstilling”, som består af et antal malerier af primært Carl-Henning Pedersen suppleret med enkelte værker af Else Alfelt, men baggrunden for udstillingen er ganske spektakulær og interessant.

 

I flere år blev et større antal malerier af Carl-Henning Pedersen opbevaret på Château de Molesmes, som var kunstnerens slot i Sydfrankrig. Ved flere lejligheder besøgte Lotte Korshøj lokaliteten, og hun besad en anelse om, at der befandt sig en skat af kunstværker i et loftrum på slottet, men Carl-Henning Pedersens enke Sidsel Ramson (1937-2024) vogtede tilsyneladende nidkært over værkerne indtil en dag, hvor Lotte Korshøj fik et hurtigt blik ind i loftrummet, hvor hun kunne iagttage et gigantisk antal malerier placeret i lag i et rum, hvor loftpladerne løsnede sig og hvor der enkelte steder var direkte kig op til himlen.

 

I 2019 blev der imidlertid åbnet for samlingen, da Ramson ringer til museumslederen og erklærer, at »nu er hun klar til, at der skal gøres noget«.

 

Korshøj havde allerede fortalt om sin første opgave relateret til Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum: »Som helt ung kunsthistoriker uden praktisk erfaring i øvrigt, får jeg til opgave at hjælpe med at pakke hele hans atelier ned, og hvis du forestiller dig, at der i 30 år, ikke er kommet noget ud af det atelier, at der kun er kommet noget ind? Der oplever jeg for første gang de mængder af værker, som Carl-Henning har taget af rammerne og lagt i bunker, ligesom han gjorde, hvor han ellers var, da han simpelt hen ellers ikke havde plads til alle de malerier«.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Islandsk portræt” af Carl-Henning Pedersen er fra 1948 og befinder sig fast i museets samling.

Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til Frankrig i skyggen af Corona

Vi tager nu et spring i tid til 2019, hvor Korshøj har fået adgang til værkerne i Frankrig: »Da vi holder en pause på vej til Frankrig, er det første gang i nyhederne, at vi opdager, der er noget, der hedder Corona. Det havde vi ikke hørt om i Danmark endnu, og jeg følte virkeligt, at det var rettidig omhu, at vi kom derned, og Sidsel Ramson ender med at rejse tilbage til Danmark og kommer aldrig tilbage til Molesmes. Det er sidste gang, vi var der, og det med henblik på at affotografere det hele og få det sendt hjem«.

 

Efterfølgende bliver de mange kunstværker inkluderet i museets magasin, hvor man begynder at vælge malerier ud til den udstilling, man kan se på museet i dag. Inden skulle en proces dog gennemføres, da de mange malerier ikke ligefrem var opbevaret optimalt i loftrummet på Château de Molesmes. Korshøj beretter: »Vi anede ikke i hvilken stand, de var, men fik nogle fondsmidler, så de værker, vi gerne ville have med på udstillingen, blev gjort i stand hos konservatorerne i Silkeborg. Der er ingen logik i, at de ikke var i dårligere stand. Det er helt skørt«.

 

Skal man se udstillingen med et kunstkritisk blik, er det også påfaldende, hvor ”friske” de 67 udstillede værker fremstår. De kunne for så vidt have været malet for en uge eller en måned siden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De tre malerier med karakteristiske motiver af Else Alfelt er alle malet i 1940’erne. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den opdaterede version af en vision

Der ligger således et mytisk aspekt i fortællingen om den aktuelle udstilling, som er udviklet ud fra kunstværker, der aldrig tidligere har været udstillet. Udstillingen er i høj grad aktuel på trods af, at de udstillede værker i adskillige tilfælde er produceret for år tilbage. Derfor finder jeg det magtpåliggende at spørge ind til Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museums fremtidige vision.

 

Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at Lotte Korshøj ville være i stand til at definere denne eller disse visioner for mig, og historien har et overraskende afsæt. Jeg giver for en sikkerheds skyld ordet til museumslederen, som indleder med et retorisk spørgsmål: »Hvad var DNA’et, da museet her blev bygget? Carl-Henning ville jo langt hellere end et museum, have at billeder skulle rumme et folkeoplysningselement, så vi lige som biblioteker skulle have et sted, hvor man kunne komme og låne kunstværker med hjem, så kunsten kunne cirkulere og man kunne tale og debattere om og reflektere over den. Det har vi ikke kunnet efterleve«.

 

Det ville sikkert også være at spille en form for administrativt hasard med ikke blot kunstværkerne, men også det økonomiske kapitel i et sådant koncept; men heldigvis findes der i vores digitale tidsalder modeller for løsninger på, hvordan kunstværker kan formidles, hvis ambitionerne er til stede. Siden 2018 har museet arbejdet på at få registreret et så stort antal værker som muligt fra samlingen og planen er, at denne database skal gøres offentligt tilgængelig.

 

Lotte Korshøj uddyber: »Dengang havde jeg ikke et sprog for online-registrering, men der var et behov for at få fotograferet værkerne for at hitte rede i dem. Så har det bare udviklet sig gennem årene, så vi nu er lige ved at være i mål med at få fotograferet alle værkerne i high definition-kvalitet, men grunden til, at vi kan lægge det online er, at vi et personmuseum og er så privilegerede, at det er os, der har billedrettighederne til både Carl-Henning Pedersens og Else Alfelts værker«.

 

Idéen om et bibliotek med henblik på udlån af kunst bliver med andre ord her en digital mulighed, som Lotte Korshøj formulerer således: »Jeg føler faktisk, at det blot er sådan en opdateret version af Carl-Hennings vision, at kunne gøre det på denne her måde. Så jeg glæder mig helt vildt over, at det lader sig gøre nu«.

 

 

 

 

 

 

 

 

Maleriet ”Den gyldne port” af Carl-Henning Pedersen fra 1979 danner midtpunkt i installationsfotoet her. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Formidling i et permanent forløb

Processen omkring online-præsentationen af Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museums samling vil være i gang i et ikke nærmere defineret fremtidsperspektiv, men de elementer, som nu er digitaliserede og klar til offentliggørelse, vil blive publiceret d. 13. september, der således kommer til at udgøre en naturlig skæringsdato, da netop denne dag markerer museets jubilæum.

 

Når jeg antyder et nærmest permanent forløb i relation til formidling af museets materialer, stopper historien ingenlunde her. Lotte Korshøj uddyber: »Jeg har et forskningsprojekt sammen med Ny Carlsbergfondet under Kilder til Dansk Kunsthistorie, hvor jeg arbejder på at offentliggøre alt vores arkivmateriale blandt andet scrapbøger, dagbøger og digtsamlinger, der aldrig har været udgivet. Det kommer ud, så alle kan tilgå det«.

 

Arbejdet med at gøre disse genstande synlige og tilgængelige, lægger Lotte Korshøj ikke skjul på, har været en større opgave, end hun til en indledning havde forestillet sig, men heldigvis har hun haft en stor støtte blandt frivillige, der har transskriberet en masse af det materiale, som Carl-Henning Pedersen har skrevet, og som i dag er placeret i museets arkiver.

Fabrikantens kompromisløse ildhu

Det har ofte slået mig, at miljøet omkring Birk Centerpark lige uden for Herning Centrum er præget af hvid arkitektur, som bliver brudt af Ingvar Cronhammars gigantiske skulptur, den sorte ”Elia” et stykke længere nede ad vejen i umiddelbar nærhed af stationen og motorvejen, der knytter Herning sammen med Aarhus i øst.

 

I det område står Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum som et koloristisk og organisk modstykke til den stramme sort-hvide logik, der præger distriktet. Stentøjsfliserne, der udgør museets udvendige identitet står som eksempler på en fabulerende kunstners frie leg med farver og fabler. Alt er tilsyneladende skabt ud af et overskud og en glæde i arbejdet med stoffet.

 

Lotte Korshøj fortæller, at ved møderne, der i begyndelsen af 1970’erne skulle definere museets form, sad Carl-Henning Pedersen ikke ved bordenden. Det gjorde Else Alfelt, som stadig levede på det tidspunkt.

 

Ganske praktisk fandt disse møder sted hos tæppefabrikanten Ege Tæpper, der stadig er beliggende ret tæt på stedet, hvor museet senere blev opført, og her fik Carl-Henning Pedersen stillet nogle tæpper til rådighed, som han kunne bemale med lange pensler, mens samtalerne fandt sted med Else som en form for samlende punkt. Han deltog dog i planlægningen, men han spildte ikke tiden med at være placeret ved et konferencebord.

 

Alle disse fortællinger skaber et interessant koncentrat om et museum, der gennem et halvt århundrede har tegnet et billede af ikke blot et kunstnerpar, men også fabrikant Aage Damgaard (1917-1991), der med en total kompromisløs ildhu kastede sig over enhver form for visuel kreativitet, han var i stand til at akkumulere. Lotte Korshøj er enig i min anskuelse, der går ud på, at havde Aage Damgaard ikke levet, havde hverken det nærliggende kunstmuseum HEART eller Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum eksisteret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stentøjsfliserne, der udgør museets udvendige identitet står som eksempler på en fabulerende kunstners frie leg med farver og fabler. Alt er tilsyneladende skabt ud af et overskud og en glæde i arbejdet med stoffet. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et monumentalt kunstværk

En begivenhed fandt imidlertid sted, inden Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum blev indviet i 1976. Længe før tanken om et museum blev realiseret, skabte Carl-Henning Pedersen sit første store hovedværk i Herning. Initiativet kom naturligvis fra Aage Damgaard, som i 1965 bad Carl-Henning om at udsmykke den indre gård i den på daværende tidspunkt nyopførte fabriksbygning Angligården.

 

Gårdrummet var fra begyndelsen tænkt som en ramme for et monumentalt kunstværk, og Carl-Henning Pedersen arbejdede på udsmykningen i tidsrummet 1966-1968. Resultatet blev det keramiske værk ”Fantasiens leg om livets hjul”, en omkring 220 meter lang og næsten 1.000 kvadratmeter stor frise beklædt med keramiske fliser.

 

Det keramiske værk vakte stor opmærksomhed og i dag er det vanskeligt ikke at se udsmykningen som en integreret del af den samlede museumsoplevelse, da udvidelsen af museet i 2015 gav mulighed for at bevæge sig fra museet til Angligården, og i dag står udsmykningen ikke alene som blot en udsmykning for øjet. I 2021 blev værket suppleret med det stedspecifikke lydværk ”Ophav” skabt af komponisten Ditte Røn.

 

Den auditive fortælling om kunstværket slutter dog ikke her, da man i jubilæumsåret har lanceret et nyt lydværk med titlen ”Ukendt Kendt” af musikerne Lars Greve og Lis Raabjerg Kruse i samarbejde med borgere fra Handicap- og Psykiatriområdet i Herning Kommune.

 

Disse beretninger er dog blot delelementer i en historie, der således strækker sig over mere end det halve århundrede; men det er ikke desto mindre Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museums 50 års jubilæum, man fejrer den 13. september 2026, og hermed et væsentligt kunstmuseum med signifikante visioner for fremtiden.

 

 

 

 

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum er beliggende på adressen Birk Centerpark 1-3, Herning. Udstillingen ”Folkegaven / 50 års jubilæumsudstilling” kan ses på museet frem til den 20. december 2026.

 

 

 

 

 

reportage | Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i 50 år – se mere her

 

 

 

 

reportage | Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i 50 år. Coverfoto: Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum med den karakteristiske, asymmetriske, pyramideformede prismebygning til højre i billedet. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

reportage | Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i 50 år er skrevet af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum — 50th Anniversary — English Abstract

 

This reportage by art critic Lars Svanholm documents the 50th anniversary celebrations of Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum in Herning, Denmark — one of Scandinavia's most significant museums dedicated to a single artistic partnership, housing the world's largest collection of works by Carl-Henning Pedersen (1913–2007) and Else Alfelt (1910–1974), two of the most prominent Danish representatives of the international CoBrA movement (1948–1951). The CoBrA movement — founded in Paris by artists from Copenhagen, Brussels and Amsterdam, including Asger Jorn, Pierre Alechinsky and Karel Appel — constitutes one of the most significant post-war avant-garde movements in European art history, characterised by its rejection of geometric abstraction in favour of spontaneous, expressionistic imagery drawing on folk art, children's drawings and mythological archetypes. The anniversary celebrations are anchored by the acquisition of Folkegaven — a monumental large-format painting donated to the museum through an extraordinary act of private philanthropy, the identity of whose donor remained undisclosed until a ceremonial revelation during the jubilee festivities. Svanholm situates the museum's five-decade trajectory within the broader cultural history of Herning — a mid-Jutland industrial city whose improbable transformation into a significant centre of contemporary art and design constitutes one of the most remarkable stories in Danish cultural geography. The museum's permanent collection comprises an exceptional number of works spanning both artists' entire careers.