RUNDETAARN | anmeldelse: Light Echoes
Light Year 2026
Discovery-Experience-Illumination. Udstilling om lysets uendelighed
Foto: Rundetaarn
✮✮✮✮✮
' ….. igen bliver vi gjort opmærksomme på, at vi slet ikke er færdige med at udforske universet, og at vi er meget små i den store sammenhæng …. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Der står meget på spil, når man skal tale om lyset i universet. Men lad mig begynde med Ole Rømer og lysets tøven. I 1676 opdager astronomen Ole Rømer, at det tager tid for lyset at nå fra ét sted til et andet. I år er det tre hundrede og halvtreds år siden. Det markerer Rundetårn, som engang var hans egen arbejdsplads.
Et liv i videnskabens tjeneste
Ole Rømer var astronom, men også meget mere end det. Han sad i kommissioner og havde høje stillinger. Han var med til at dreje samfundets tandhjul og arbejdede for, at samfundet skulle indrettes rationelt, ligesom universet styres af lovmæssigheder. I anledning af hans lysende opdagelse kaster Rundetårn lys over ham og hans virke. Rundetårn var det astronomiske tårn.
Da Ole Rømer kommer hjem fra Frankrig, bliver han direktør for observatoriet på toppen af Rundetårn. Københavns Universitets observatorium har på det tidspunkt ligget her i omkring fyrre år. Det er bygget med inspiration fra Tycho Brahe, den verdensberømte danske astronom og Ole Rømers store forbillede.
Men Rundetårn står ikke alene. Det er bygget som en del af et kompleks, der samler tre universitetsfunktioner: observatoriet, universitetsbiblioteket og universitetskirken. Som den første og eneste bliver Ole Rømer leder af det hele.
Foto: Rundetaarn
Jupiters måne Io
En af Jupiters måner hedder Io. Gennem flere år iagttager Ole Rømer, hvornår den forsvinder ind i planetens skygge, og hvornår den dukker frem igen. Der er noget, der ikke passer. Nogle gange ser månen ud til at bruge længere tid på sit omløb, andre gange kortere tid.
Så ser Ole Rømer lyset. Forsinkelserne opstår, når Jorden bevæger sig væk fra Jupiter. Det er ikke Io, der bevæger sig langsommere. Lyset skal tilbagelægge en større afstand for at nå frem til Jorden og bruger derfor længere tid undervejs. Ole Rømer kalder det mora luminis, lysets tøven.
Den gamle bibliotekssal i Rundetårn danner rammen om Light Echo. Her lå engang Københavns Universitetsbibliotek, som Ole Rømer på et tidspunkt var leder af. Der er derfor en direkte forbindelse mellem stedet og den astronom, hvis opdagelse udstillingen er med til at fejre.
Et jubilæum i Rundetårn
Grundet førnævnte begivenhed for tre hundrede og halvtreds år siden markerer Rundetårn jubilæet med udstillingen ’Lysår 2026’. Gennem fire udstillinger mødes forskning, samtidskunst, fotografi og levende billeder i forskellige undersøgelser af lyset. Light Echo er årets fjerde og sidste udstilling.
Foto: Rundetaarn
Kunst møder videnskab
Bag udstillingen ligger et ønske om at bringe kunstnere og forskere sammen. Under introduktionen fortæller kuratoren, at idéen til samarbejdsprogrammet begyndte at tage form i 2024 efter flere års fælles arbejde. Udgangspunktet er, at kunstnere og videnskabsfolk ofte stiller de samme store spørgsmål, men søger svar med forskellige metoder. Hvad sker der, når de undersøger spørgsmålene sammen? Kan mødet åbne for nye måder at arbejde og forstå verden på?
Lyset er et fælles omdrejningspunkt. Det gør noget synligt, men bærer også information om tid og afstand. Det lys, vi ser fra universet, fortæller om noget, der allerede er sket.
Lysekko fra en supernova
Udstillingens titel henviser til det astronomiske fænomen ’lysekko’. Under introduktionen forbindes det med supernovaen fra 1572 og Tycho og Sophie Brahes astronomiske virke. I 2008 registrerede forskere ved Subaru-teleskopet på Hawaii et lysekko fra den samme supernova.
Forklaringen er, at noget af lyset fra eksplosionen tog en omvej. Det ramte interstellært støv, der blev spredt og sendt videre i retning af Jorden. Derfor kunne information fra begivenheden nå frem mere end 400 år efter det lys, der oprindeligt blev observeret.
Det er en svimlende tanke: En begivenhed er for længst forbi, men dens lys er stadig undervejs. Som kuratoren beskriver det, minder det om et déjà-vu, der faktisk kan måles. Fortiden viser sig igen, båret frem af lyset.
I Light Echo går samtalen mellem kunst og videnskab begge veje. Kunstnerne får adgang til forskernes viden og data, mens forskerne får mulighed for at opleve deres eget materiale på nye måder. Gennem form, lys og lyd bliver information til noget, vi kan sanse og reagere følelsesmæssigt på.
Udstillingens opbygning indgår i fortællingen. Et centralt værk og mindre øer i rummet lader os bevæge os mellem lys og mørke, mellem det synlige og det, der ligger uden for vores synsfelt. Mørket bliver her et billede på grænsen for vores viden. At vi ikke kan se noget, betyder ikke nødvendigvis, at der ikke findes noget.
Light Cone: fortid, nutid og fremtid
Det centrale værk, Light Cone, tager udgangspunkt i relativitetsteoriens lyskegler. Lyset på gulvet forbindes med fortiden: begivenheder, hvis lys allerede har haft tid til at nå os. Et flimrende lys giver i værket form til en ustabil nutid, mens en anden del peger mod fremtiden og de begivenheder, som lys udsendt her og nu vil kunne nå. Omkring os ligger mørket som en påmindelse om alt det, vi endnu ikke kan observere.
Et lydværk med ni kanaler føjer endnu et sanseligt lag til oplevelsen. Under rundvisningen beskrives lyden som en oversættelse af data til noget hørbart. Vi lytter altså til en kunstnerisk bearbejdning, hvor information får form som lyd. Det rejser et interessant spørgsmål: Kan øret hjælpe os med at forholde os til noget, øjet ikke kan se?
Nothing Is Possible: galakser i folie
I Nothing Is Possible præsenterer den britiske kunstnerduo Semiconductor tre relieffer, der bygger på data fra Sloan Digital Sky Survey. Små lyspunkter træder frem i den perforerede folie. Hvert punkt repræsenterer en hel galakse. Den lille prik, man næsten overser, rummer dermed en størrelse, som er vanskelig overhovedet at forestille sig.
Værket retter opmærksomheden mod de kosmiske tomrum og mod grænserne for vores forståelse. Titlen vender det velkendte udsagn ’Nothing is impossible’ på hovedet og gør selve forestillingen om ’ingenting’ til et spørgsmål. Hvad mener vi egentlig, når vi kalder noget tomt?
Under rundturen på udstillingen trækkes der også forbindelser til kunsthistorien, blandt andre Kazimir Malevitj og Yves Klein, og deres undersøgelser af tomhed og uendelighed. På tværs af forskellige metoder vender kunstnere og forskere tilbage til beslægtede spørgsmål: Hvordan giver man form til noget, der unddrager sig blikket? Og hvordan forholder vi os til en verden, der er langt større end det, vi kan overskue?
Foto: Rundetaarn
Einsteinkorset
Ved første øjekast ligner værket et religiøst kors. Det består af 28 prismer og fem glaskugler og henviser til det astronomiske fænomen ’Einsteinkorset’. Her får gravitationens afbøjning af lyset én og samme fjerne lyskilde til at fremstå som fire billeder. Vi ser altså flere billeder af det samme objekt.
Kunstneren forbinder fænomenet med korsets religiøse betydning. Placeringen tæt ved Trinitatis Kirke føjer endnu et lag til mødet mellem videnskab, spiritualitet og forestillingen om en større sammenhæng. Værket beskrives som en hyldest til Einstein og hans forståelse af rum og tid som forbundne størrelser. Kunsten giver plads til at lade den videnskabelige erkendelse møde både undren og følelser.
Sophie Brahe og lysets spor
I en anden del af udstillingen bliver Sophie Brahe et omdrejningspunkt. Kunstneren har besøgt øen Hven og steder med tilknytning til søskendeparrets liv og astronomiske arbejde. Rejsen har også ført hende til Subaru-teleskopet på Hawaii, hvor lysekkoet fra supernovaen i 1572 blev registreret i 2008.
Disse steder mødes i en serie fotografiske sammenstillinger. Et portræt af Sophie Brahe sættes i forbindelse med landskaber, historiske spor og observatoriets omgivelser på Hawaii. Billederne forbinder mennesker og steder på tværs af århundreder og store geografiske afstande.
Et gennemgående motiv er en kontur hentet fra en videnskabelig graf over lysekkoets spektrum. Kunstneren bruger den som form i sine laserudskæringer, hvor billederne brydes op og får nye lag. En orange forskydning fremstår som endnu et ekko. På afstand kan udskæringerne være vanskelige at opdage. Man må tæt på for at se, hvordan værket er bygget op.
Den samme kontur går igen i installationens to borde, hvor jern og glas indgår sammen med former, der gengiver materialer og naturfund fra de besøgte steder. Det, der ligner organiske fragmenter, er bearbejdede gengivelser. Også her opstår et ekko: Noget, kunstneren har mødt på sin rejse, vender tilbage i et andet materiale.
Værkerne forbindes desuden gennem udstillingsrummet. Former og konturer gentages, og blikket kan bevæge sig fra én installation til en anden. Det er meningen, at vi på udstillingen skal fornemme, at noget er til stede, selv når vi ikke kan se det tydeligt. Ekkoet bliver dermed både udstillingens emne og en måde at opleve det på.
Det er en vild udstilling, som også kræver lidt af den besøgende. Utroligt spændende og igen bliver vi gjort opmærksomme på, at vi slet ikke er færdige med at udforske universet, og at vi er meget små i den store sammenhæng. Det er et unikt og flot samarbejde mellem kunstnere og forskere.
En særlig tak til Irene Campolmi for at give mig en VIP-tur rundt i udstillingen.
Foto: Rundetaarn
Light Echoes. Light Year 2026. Discovery-Experience-Illumination. Rundetårn. Jo Verwohlt og Pieter Maria Steyaert står bag Light Cone, installationen med lyskeglen. Lea Porsager har skabt Einstein Cross, korset med prismer og glaskugler. Ligia Bouton står bag filmen Time-slip Spectrum, samt fotografierne og bordinstallationerne med forbindelse til Sophie Brahe. Semiconductor, den britiske kunstnerduo, har skabt Nothing Is Possible, reliefferne med lysende galakser. Udstillingen er kurateret af Irene Campolmi. Udstillingen slutter 3. januar 2027.
RUNDETAARN | anmeldelse: Light Echoes – besøg udstillingen
LÆS OGSÅ:
ARoS: As Seen Below – The Dome
DRONNINGLUND KUNSTCENTER: Forårsudstilling 2026
RUNDETAARN | anmeldelse: Light Echoes er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm