Paul Gauguin | LITTERATURKRITIK: Den vilde
Nye perspektiver på myten om kunstens rastløse sjæl

Bogen ”Den vilde – Paul Gauguins liv” er udgivet på forlaget People’s Press. Pressefoto
✮✮✮✮
'Paul Gauguin har været genstand for et omfattende antal biografier, men en nyoversat bog af Sue Prideaux rummer hidtil ufortalte og væsentlige nuancer i billedet af kunstneren ….. '
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION.org
I en almengyldig forstand kan man opdele fortællingen og historien om Paul Gauguin (1848-1903) i tre punkter: Hans samarbejde og et kompliceret ophold hos Vincent van Gogh i den franske by Arles, hans forhold og ægteskab med danske Mette Gad samt hans rejse til Polynesien, hvor han drømte om et liv i total og kærlighedsfyldt frihed.
Jeg skal være ærlig og blot notere, at jeg ikke har læst Flemming Friborgs biografi om Gauguin, som chefredaktør Jesper Hillestrøm anmeldte på KULTURINFORMATION.org i slutningen af 2021, men det er tydeligt ifølge redaktørens anmeldelse, at Friborgs biografi blandt andet beskæftiger sig med den korte tid, hvor Gauguin opholdt sig i Danmark, som han hadede af et godt hjerte.

”Merahi metua to Tehamana (Tehamana har mange forældre)”, 1893. Foto: Wikimedia Commons

”Nave nave mahana (Dejlige dage)”, 1896. Foto: Wikimedia Commons
Væsentlige afsnit i Gauguins liv
Det er muligt, at den danske forbindelse kun rudimentært har haft en betydning i de internationale biografier om kunstneren; men forfatteren og kunsthistorikeren Sue Prideaux beskæftiger sig med en vis selvfølgelighed med dette væsentlige afsnit i Gauguins livsforløb.
Bogen fortæller til gengæld i indledningen om de første år af Paul Gauguins liv, da hans forældre rejser fra Frankrig for at bosætte sig i Peru. Faderen dør under rejsen og på et tidspunkt returnerer den lille familie til Frankrig og lille Paul bliver udfordret dels på grund af sin beskedne størrelse og problemer med det franske sprog.
Han kompenserer for disse begrænsninger ved med jævne mellemrum at udtale kort, bestemt og højrøstet: »Jeg er en vildmand fra Peru«. Prideauxs biografi besidder således også titlen ”Wild Thing” (i den danske oversættelse ”De vilde”), og den bekræfter Gauguin som en person, der, hvad enten han er velbeslået eller decideret fattig, altid bruger flere penge, end han tjener.
Gauguin bliver som ung en succesrig børsmægler og oparbejder en betydelig formue, og danske Mette Gad møder ham i Paris, og fascineres omgående af den karismatiske og velhavende Gauguin. De to danner familie; men på et tidspunkt går det galt. I januar 1882 ramte det værste børskrak i 1800-tallet børsen i Paris og ødelagde dermed det økonomiske grundlag for Gauguins indbringende karriere.
Krakket var dog ikke udelukkende en uforudset opstået ulykke for Gauguin, men fungerede tillige som anstifter for, at han forlod finansverdenen for at hellige sig en tilværelse som fuldtidskunstner, men dette kapitel af kunstnerens liv udgør blot en detalje i Prideauxs ordrige biografi, som dog ikke bør ses som endnu en genfortælling af en velkendt historie.

”Mette i aftenkjole”, 1884. Foto: Wikimedia Commons
Fundet af hidtil upublicerede dokumenter
Sue Prideaux fandt frem hidtil upublicerede dokumenter, der skaber et nuanceret billede af den gængse fortælling om den kompromisløse kunstner, der ofrede alt for kunsten. 2020 dukkede et manuskript på omkring 200 håndskrevne sider op, og disse dokumenter var udfærdiget af Gauguin selv i hans sidste leveår, men havde været forsvundet i omkring et århundrede.
Dokumenterne skal ikke ses som en traditionel selvbiografi, men en blanding af erindringer, aforistiske fortællinger, tegninger og personlige betragtninger over blandt andet kunstens væsen og kunstnerens rolle, hans syn på det brutale, franske kolonistyre samt hans egne konflikter med myndighederne i Polynesien.
Mange personer har krydset Paul Gauguins veje i hans levetid, og blandt disse er mest oplagt Vincent van Gogh og ikke mindst dennes bror Theo, Mette Gad og en lang række af kunstnere fra den impressionistiske epoke, hvor især Edgar Degas (1834-1917) støttede Gauguin ved at faktisk købe værker af kunstneren i et mere eller mindre permanent forløb.
Den måske væsentligste skikkelse i fortællingen om Gauguins rolle som kunstner er dog Camille Pissarro (1830-1903), som var en primær skikkelse i Gauguins liv og ikke mindst som en central person blandt de impressionistiske kunstnere. Han fungerede ikke blot som en mentor for Gauguin, men inviterede ham samtidigt med på impressionisternes udstillinger i 1870’erne.
Kunstnerens promiskuøse levevis
Myten om Paul Gauguin som en ihærdigt rejsende kunstner, bekræftes i en nærmest eksistentiel forstand i bogen. De mest ikoniske rejser fandt naturligvis sted med Tahiti som destination. Første gang varede opholdet fra 1891 til 1893 og han vendte tilbage i 1895 og rejste derfra i 1901 til Marquesaøerne, hvor han døde i 1903.
Anekdoterne om Gauguins liv og død i Polynesien er mange og skildret i stort tal. Især kunstnerens promiskuøse levevis udgør en del af disse myter. Der var dog kvinder, der fik en større betydning for kunstneren end andre og i 1893 maler han et flammende intenst portræt af en af dem. Tehamana kigger med en nærmest arrogant attitude på beskueren.
Det er Gauguins malerier fra perioderne i Polynesien, der i dag står som det banebrydende værk i kunsthistorien. Det er her, at hans udvikling fra impressionistisk inspireret maler til en mere syntetisk og symbolsk ladet billedverden er tydeligst.
Gauguins seneste værker er koloristisk nærmest blændende og i bogen er enkelte af dem gengivet, hvilket faktisk siger mere om forfatterens formål med udgivelsen end at give en illustrativ beskrivelse af en kunstner. Der er ikke tale om en coffe table book, som der ellers er mange i omløb af.
Mulighed for en forståelse af mennesket bag værkerne
Jeg vil ikke betragte ”Den vilde” som en bog, der revolutionerer vores opfattelse af Gauguin. Det samlede værk i sig selv og hans betydning i et modernistisk lys får kun i begrænset grad ny næring. Ikke desto mindre giver bogen i kraft af et nyt og omfattende kildemateriale mulighed for at forstå mennesket bag værkerne.
Måske er der en essens i, at Prideaux ikke forsøger at gøre Gauguin til et bedre menneske, end han var; men snarere til en mere sammensat karakter. Da bogen er uhyre velskrevet, eksisterer der dog en fare for, at fascinationen af den store kunstner får lov til at mildne blikket på hans kompromisløse og ofte selviske handlinger.
Det forhold bør man som læser være opmærksom på i samme moment, man tænker Paul Gauguin ind i historien i kraft af nye perspektiver vedrørende myten om Gauguin som kunstens evigt rastløse sjæl.

”Selvportræt dedikeret til van Gogh, Les misérables”, 1888. Foto: Wikimedia Commons
”Den vilde – Paul Gauguins liv” af Sue Prideaux er på 420 illustrerede sider. Bogen er oversat af Louise Ardenfelt Ravnild og udgivet på forlaget People’s Press.
Paul Gauguin | LITTERATURKRITIK: Den vilde. Coverfoto: ”Paris i sne”, 1894. Foto: Wikimedia Commons
LÆS OGSÅ:
GAUGUIN – MESTEREN, MONSTERET OG MYTEN
Paul Gauguin – Hvorfor er du vred?
GAUGUIN OG HANS VENNER på ORDRUPGAARD
Paul Gauguin | LITTERATURKRITIK: Den vilde er frembragt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm

