GAUGUIN – MESTEREN, MONSTERET OG MYTEN

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

Der udgives på verdensplan cirka en bog i timen om maleren Paul Gauguin – eller måske mere realistisk set een om måneden. Hvordan adskiller Flemming Friborgs nyeste bog GAUGUIN – MESTEREN, MONSTERET OG MYTEN sig fra de kilometer lange reoler med eksisterende Gauguin bøger? Helt enkelt kan det besvares med, at Flemming Friborg er ‘dansker’ – vi får ‘den danske’ vinkel på Paul Gauguin (1848-1903).

Friborg og frisind

Så bogen er altså af en dansker, der taler til danskerne. Friborg taler til ‘frisindets højborg’, og lægger ikke fingrene imellem. Vi får et dybdegående portræt af kunstneren, men også privatpersonen Paul Gauguin og hans samtidige. Gauguin var en verdenskunstner, en god ven, en hædersmand og en stor hørmende grisebasse af den slags, der dampende varme samles op fra fortovet af frydefulde hundeluftere i den medbragte plastikpose.

 

 

Fine Art Images / Heritage Images / Scala, Florence

 

 

Indblik og udsyn

Forfatteren har ikke sløset med researchen, eller forladt sig på floskler og ubegrundede legender, men har med al tydelighed søgt at bringe os endnu tættere på virkelighedens Gauguin – dette bevidnes af det store register og noteapparat bagerst i bogen. Friborg er ikke manden på gulvet, og har beklædt et væld af kunsthistoriske poster og var i øvrigt også direktør for Ny Carlsberg Glyptotek 2002-17. Indblik og udsyn er i højsædet.

Paul Gauguin og hans tid

GAUGUIN – MESTEREN, MONSTERET OG MYTEN er opbygget kronologisk med relevante afstikkere og medtager naturligvis et righoldigt grafisk materiale af kunstnerens værker, men også af hans samtidige kunstnervenner eks. Bernard, Manet, van Gogh og Monet. Endelig finder vi også forholdsvis ukendte fotografier af Gauguin. Billedmaterialet er overvældende og selv om de fleste vil foretrække at se værkerne live, så ville dette være en fysisk umulighed, da værkerne befinder sig kloden rundt – selv husker jeg et museum i New York, der havde sin egen Gauguin samling, som også fremviste en stok, der skulle have tilhørt maleren. Finurligt at være langt væk fra Danmark og se danske Albertes oldefars stok udstillet i USA.

 

At bogen er grundig bevidnes også ved, at den f.eks. fremviser billedet, der har fået titlen ‘Marine’, som er et hidtil ukendt maleri, men som dukker op i 2012. ‘Marine’ er dateret til at være fra 1878. Maleriet ejes nu af Ny Carlsberg Glyptotek, og Friborg viser os ikke bare ét fotografi af værket men hele tre, nemlig et almindeligt fotografi (s.37), en uv-optagelse (s.43) og en røntgenoptagelse (s.49) – alt sammen med det formål at afdække oliemalingsteknikken og motivets opbygning.

 

 

 

 

 

 

‘Marine’, ca. 1878. Ny Carlsberg Glyptotek, København

 

 

 

Tiden i Danmark

Paul Gauguins ophold i Danmark fra ca. 1884-85 forbigås af mange, især udenlandske historikere som en ubetydelig og kort epoke for den dansk gifte kunstner. Det er muligt, at franskmandens møde med danskerne var kort, men spændende er det, at forfatteren har gravet de præcise opholdssteder frem og udover det sammenholdt Gauguins korrespondance med vennerne i hjemlandet, der indeholder beklagelser over de tilknappede danskere, der taler et sprog, han ikke forstår. Endvidere berettes det, at maleren mest af alt har mod på at gå op på loftet og hænge sig – det første sker dog også, men i stedet for at hænge sig sætter han sig til at male samme sted.

 

Paul Gauguins første soloudstilling finder vej til kunstforeningen GL Strand, men succesen udebliver for den kun 5 dage lange fremvisning – igen ser det ud til, at sprogbarriere og manglende promovering er en dårlig cocktail. Samtidig forstås det, at malerens ego også rejser store forventninger til udstillingen, som umuligt kan indfris.

 

 

 

 

 

© RMN-Grand Palais (musée d’Orsay) / Patrice Schmidt

 

 

 

Tahiti

Tiden i Tahiti (fra ca. mellem 1891-1903) kommer naturligvis også under lup. Vi har tidligere beskrevet opholdet der i vores anmeldelse af Glyptotekets store Gauguin udstilling ‘Hvorfor er du vred?‘. Det er netop under disse himmelstrøg, at kunstnerens kvalmende dyriske tendenser løber løbsk, og kirken er da heller ikke sen til at fordømme malerens trang til at fravriste mindreårige piger deres mødom. Hvis det kan trøste nogen, anså Gauguin dog også sig selv som ‘en pervers ræv’ (s.127). Hvis man tænker på paralleller findes der vist også danske mænd, der i dag tilbringer en stor del af vinteren i Thailand, hvor de foretager sig andet end at betragte templer og koralrev.

Film og spejl

Flemming Friborgs bog berører også den store interesse, som filmverdenen har vist Gauguin. Donald Sutherland har således spillet Gauguin og det samme har Anthony Quinn i filmen ‘Lust for Life’ (1956), hvor Kirk Douglas bærer hovedrollen som Vincent Van Gogh.

 

For nyligt udtrykte vores anmelder Kresten Hartvig Klit utilfredshed med, at sidetallet på siderne i en udgivelse var sat med så små typer, at der skulle bruges et mikroskop til at se, hvor langt man var kommet i bogen – dette er ikke tilfældet i GAUGUIN – MESTEREN, MONSTERET OG MYTEN her er pagineringen bastant og så tydelig, at man kan læse den med fingerspidserne.

 

En anden kuriositet, vi bliver vidner til i bogen, var en af de teknikker, som vennen van Gogh også benyttede sig af. Nemlig det at male store mængder af selvportrætter – det var ikke nødvendigvis narcissisme, men spejlet var ganske enkelt billigere end en betalt model at øve sig efter.

 

 

 

 

Van Gogh Museum, Amsterdam

 

 

GAUGUIN – MESTEREN, MONSTERET OG MYTEN er udkommet på Strandberg Publishing.

 

 

Indlægget er skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION