Interview Litteratur Rejser

Chasing Pebbles af Felicia Blædel

Chasing Pebbles af Felicia Blædel
En boganmeldelse

Chasing Pebbles af Felicia Blædel

 

 

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

 

Vi kommer ind i Fridas liv, da hun er 13 år gammel og skal begynde i en ny skole i byen Enebæk. Hun er flyttet fra Oslo til Danmark og taler dansk, men hendes accent kan høres, når hun bliver ivrig. Den første dag i den nye skole møder hun, Zander, hans lillesøster Nikoline og Oliver – Zanders bedste ven som hjælper hende med hendes frokost, da hun ikke har fået en gaffel med til at spise sin medbragte salat. Nikoline siger, at Zander kan købe mad til Frida i kantinen. Nikoline og Zanders familie er ret velhavende. Disse 3 mennesker får en stor indflydelse på Fridas liv.

 

Frida ligger ikke i spidsen i skolen, men kæmper med en del fag bl.a. matematik, men har gode kunstneriske evner og tegner rigtig godt. Frida vil gerne gøre karriere indenfor dette felt. Læs romanen og se om det lykkes.

 

Frida bliver kæreste med Zander, den mest populære fyr på skolen. Han får alt, hvad der har med skole og sport at gøre til at se så let ud. De er kærester i seks år, men Frida bliver aldrig rigtig accepteret i hans familie. Forældrene pålægger Zander, at han skal være optaget af at arbejde på sine skoleprojekter og Frida bliver meget sjældent inviteret til at spise med.

 

Zander gør det forbi med Frida og hun bliver meget ulykkelig. Derefter gennemgår Frida en ret ydmygende oplevelse, hvor hun føler, at alle sladrer om hende. Det omtales, at ‘jeg følte mig som hele skolens sladderobjekt og gik fra at føle mig elsket til at være helt alene’. Frida føler også, at ‘det strammer omkring brystet og mit hjerte føles tungt’. Frida flytter fra byen med en meget ydmygende følelse.

Kærlighedshistorien

Et år efter, nu 20 år gammel, står Frida uden noget sted at være og føler sig derfor tvunget til at flytte tilbage til Enebæk til sine bedsteforældres sommerhus sammen med sin mor. Det er svært for Frida, men hun har sin gode ven Oliver i byen. Oliver og Frida har været rigtig gode venner i årevis og Frida trives som en fisk i vandet i Olivers familie. Oliver har været hemmeligt forelsket i Frida gennem alle årene. Men det har jo været temmelig kompliceret for ham, da Frida var hans bedste vens kæreste og han derfor ikke har kunnet vise sine følelser. Effekten denne forelskelse har på Oliver beskrives som Oliver er helt ‘fortabt i hendes søde duft, lyden af hendes vejrtrækning, den måde hendes hår er lagt over den ene skulder, så man kan se hendes smukke hals’.

 

Læs værket og se, hvordan disse to menneskers kærlighedshistorie udvikler sig. Får Oliver sin mangeårige kærlighed? Er Oliver blevet mere end en ven for Frida? Hvordan overvinder man angsten fra at gå fra venskab og over til et kærlighedsforhold? Tør de risikere at miste et virkeligt godt venskab, hvis kærligheden ikke er gengældt, eller det bare er en sommerflirt for den ene af dem? Tør de risikere springet? Læs om al usikkerheden, angsten for at blive misforstået og hvordan det hele ender.

 

Bogen er gribende og intens og handler om den store kærlighed og om at turde tro på, at man har fundet den. Et andet tema er en stor ydmygende oplevelse, hvor man tror alle har vendt en ryggen og om at komme videre derfra.

 

 

Dejlig sommerferielæsning for især unge mennesker – de nyudsprungne voksne. Man skal lige vænne sig til, at de to hovedpersoner skiftes til at være fortælleren. Tag romanen med i sommerhus og på stranden og få nogle dejlige sommerhyggestunder i selskab med bogen, mens vi ser frem til, at debuterende Felicia Blædel udkommer med en to’er.

 

 

Chasing Pebbles af Felicia Blædel
Sprog: Engelsk, 443 sider
Genre: New adult, Romance, Fiction, Contemporary,

Kan bestilles i forskellige formater hos Amazon, Kobo, Apple Books og Barnes and Noble. Ønsker man at få en paperback sendt til Danmark er det nemmeste at bruge Amazon.de (Tyskland).

www.feliciablaedel.com

 

 

Chasing Pebbles af Felicia Blædel Forfatter: Felicia Blædel

 

 

Indlægget er skrevet af G.Boeholt, KULTURINFORMATION