BURNING MAN: ANDERS OVERGAARD
© Anders Overgaard – all rights reserved
✮✮✮✮✮✮
‘ …….. Anders Overgaard har fastfrosset magiske øjeblikke, med en spændstighed, som om man selv var til stede ……’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Jeg gik forbi boghandlen Tranquebar i Borgergade og ud af øjenkrogen så jeg i vinduet noget der fangede mit blik. Jeg gik tilbage og så en stor bunke coffee table books, samt et af de mest fascinerende fotografier jeg længe havde set. Stort, gyldent, som en paddehat, med lys på og en lille genstand strittende på toppen, nærmest skinnende i guld. BURNING MAN.
En festival event i ørkenen
Burning Man er et event i Black Rock City, i Nevadas ørken, der løber af stablen hvert år, hvor tusindvis af mennesker valfarter til dette spektakulære show. Det varer i syv dage, og er vel egentlig hvad man vil betegne som en festival. Nu har jeg ikke været der, men at vurdere ud fra Anders Overgaards billeder må det være noget ganske særligt.
© Anders Overgaard – all rights reserved
© Anders Overgaard – all rights reserved
Inden selve eventet er der en del forberedelse. Det er nærmest en kulisse der skal bygges op. De personer der er almindelige deltagere er der kun i selve festivalugen. Adgangsbilletterne er eksorbitant dyre, de ligger fra 3-4000 $. Du sover i din bil eller i et mobilhome. Der er ingen andre overnatningsmuligheder. Der er heller ikke nogen alternativer for fouragering, du skal have det hele med hjemmefra. Vand både til at drikke og vaske dig i, skal ligeledes være en del af bagagen. Det eneste du kan købe på eventstedet, er kaffe! Man skal virkelig ville det her. Mange har deltaget i årevis, hvor det er blevet en del af deres livsstil.
Alt kan ske
Deltagerne ankommer mellem mandag og onsdag. Torsdag er en af de dage hvor der er mest gang i den. I Nevadas ørken er det nærmest utåleligt varmt efter kl. 10, så fra sen eftermiddag til næste formiddag bliver der festet igennem. I den værste hede falder gemytterne til ro, for så at starte forfra om eftermiddagen. Lørdag bliver den lille mand brændt af og søndag er der et mindre ekstra afbrændingsritual. Mandag slutter festlighederne.
© Anders Overgaard – all rights reserved
© Anders Overgaard – all rights reserved
© Anders Overgaard – all rights reserved
Vi bevæger os i et univers hvor tid og sted ophører. Samtidigt er alt tilladt. Vi ser kroppe der vrider og vender sig, nærmest i ekstase. Motorcykler der skinner som solstråler. Fantastiske udklædninger. Hvis ikke det var fordi jeg vidste, at det er billeder der er fanget i øjeblikket, ville man tro at det hele var opstillet. Ja, som om det er en iscenesat begivenhed, men de enkelte momenter der er blevet fanget her, er spontane. Som fotograf må det være et paradis
Topprofessionel
Anders Overgaard er en dansk fotograf der har arbejdet internationalt i en del år. Han startede allerede med at tage billeder af sine kammerater fra han var 10 år, når de var på skateboards, surfede eller bare var udendørs. Udendørslivet har præget hans billeder og naturen er blevet en væsentlig del af hans værker. Han er uddannet på Den Grafiske Designskole. Han boede i Paris et år og virkede som modefotograf. I 1990 flyttede han til New York, hvor han gennem flere år arbejdede med forskellige genrer indenfor branchen. Han bliver anset for at være skarp og energisk og høre til i toppen i den internationale liga.
© Anders Overgaard – all rights reserved
© Anders Overgaard – all rights reserved
© Anders Overgaard – all rights reserved
© Anders Overgaard – all rights reserved
Et uovertruffent unikt værk
Bogen er smuk. Så enkelt kan det siges. En stor coffee table book der også er lækker at røre ved. Du kan gå på en endeløs opdagelse i denne særegne verden, som er hørt op med at eksistere i tid, og kun er i nuet. Anders Overgaard har fastfrosset disse personers magiske øjeblikke, med en spændstighed, som om man selv var til stede. Billedernes farveskala holder dig tryllebundet hele vejen igennem fotografierne til den ild som til sidst brænder ‘The Burning Man’ af.
Værket er trykt på to slags papir, for at forstærke synsindtrykkene. De lidt lysere billeder er trykt på blankt papir og den sidste del, hvor aftenstemningen træder frem, er trykt på mat papir. Anders ved hvad han har med at gøre. Uanset om det er portrætfotografi, mode eller dokumentar, blive der kælet for motiv og kvalitet med perfektion. Et uovertruffent unikt værk! En virkelig god gaveidé, også til en selv.
BURNING MAN kan købes hos Tranquebar, boghandlen i Borgergade 14, 1300 Kbh. K., eller ved at kontakte Anders Overgaard på hans site og webshop. Udgivet på Anders Overgaards forlag.
© Anders Overgaard – all rights reserved
Læs mere om BURNING MAN: ANDERS OVERGAARD her
BURNING MAN: ANDERS OVERGAARD – alle fotografier er velvilligt tilvejebragt af © Anders Overgaard – all rights reserved
BURNING MAN: ANDERS OVERGAARD er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION