Anmeldelse: MUGGE OG SUPER HAPPY
Humoristisk børnefilm
✮✮✮✮
'……. det er befriende at se film med børnene, der også morer de voksne …..'
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
MUGGE OG SUPER HAPPY, er den tredje film om drengen Mugge som bor sammen med sine forældre på en helt almindelig villavej i Basserup. På vejen bor der en hel masser mennesker, som måske ikke er helt efter normen, men de er festlige. Wulffmorgenthaler, alias Mikael Wulff og Anders Morgenthaler, er dygtige til sætte fokus på ømtålelige emner på en let tilgængelig måde, uden det bliver pinligt for børnene. Tværtimod, de synes filmene er sjove og som min medanmelder Astrid på 5 år sagde om den sidste nye film MUGGE OG SUPER HAPPY : Det er næsten lidt for meget!!!! Altså, læs sjov!
Den første film ’Mugge & Vejfesten’, fra 2019, handler om at Mugges mor bliver forelsket i en lidt for smart crossfit-træner og vil forlade Mugge og hans far. Mugge beslutter at det skal forpurres, så Mugge og hans bedste ven Sofia lægger en plan.
Nummer to film 'Mugge & Hans mærkelige Hjerne' er fra 2022. Efter sommerferien skal eleverne til en prøve i skolen. Det viser sig at Mugges hjerne er så mærkelig, at hans svar får computeren til at eksplodere. Hans bedste ven Sofia og Mugge bliver rygende uvenner og en konflikt optrappes. I en krisesituation mod et monster finder de ud af, at man kommer længere hvis man samarbejder. Læs eller genlæs Boeholts anmeldelse her
© Nordisk Film
© Nordisk Film
© Nordisk Film
MUGGE OG SUPER HAPPY
I denne tredje film er der igen fokus på et emne der er oppe i tiden og som optager alle: Skærmtid. Endnu engang er Wulffmorgenthaler i stand til at formidle et budskab uden løftede pegefingre. Det er simpelthen befriende. Alle 3 film er baseret på bøgerne.
Mugge er blevet totalt besat af online gaming med vennerne. Han har kun en ting i hovedet når han ikke er derhjemme foran computeren, at komme hjem og spille med/mod sine kammerater. Alt drejer sig om det. Da hans farmor og farfar kommer på besøg, gider han dårligt hilse på dem. Hans farfar mener at Mugges far, Thorbjørn, altid har været lidt uduelig, set med hans øjne. Thorbjørn derimod, har en helt anden opfattelse af sig selv, nemlig at han kan klare alt, også en telttur i naturen med Mugges venner. Det flyver rundt med skarpe og ironiske ordvekslinger, til tider sarkastiske bemærkninger, igennem hele filmen.
Faderen mener, at det nu skal være slut med at sidde foran skærmene og afsted på tur kommer de, med megen modstand. Det varer ikke længe før Thorbjørn stempler sig selv ud, han bliver isoleret på en lille ø i en sø, og børnene må nu klare sig selv. Uden mobiltelefoner! Pludselig skal de til at bruge deres sanser og sunde fornuft. Til deres egen undren går det ganske godt. De finder både vej, får noget at spise og er ikke bange for mørket. Fikst får forfatterne puttet givtige budskaber ind, uden det virker påfaldende.
© Nordisk Film
VR-brillerne
Mugges bedste ven, Sofia, har opfundet et par revolutionerende VR-briller, som lader folk komme ind i et spil, altså helt ind i computeren. Da børnene kommer hjem fra den mislykkede tur, er brillerne faldet i de forkerte hænder. Alle beboerne i Basserup går rundt med briller på og lever helt i deres egen verden. Mugge, Sofia og deres venner er nu de eneste der kan redde de voksne fra dette ’skønne’ kunstige metavers Super Happy, hvor de bare ikke længere har kontakt til omverdenen. De tager mod til sig og rejser ind i den uimodståelig virtuelle verden for at redde alle Basserups beboere fra at blive opslugt af cyberspace for altid. Vil det lykkes for dem?
Børn forstår det – og voksne gør også
Efter filmen tænkte jeg, at den var for vanskelig at forstå for Astrid, men hun svarede prompte nej. Hun kunne udmærket forstå, at det ikke var godt med for meget IPad og fjernsyn. Hendes far og mor sagde nemlig det samme som Mugges forældre. Uden yderligere diskussioner var budskabet forstået. Astrid mente også at filmen havde flotte farver. Man kan sige at Wulffmorgenthalers mission er lykkedes, at komme med et velindpakket og nødvendigt budskab til os allesammen. Igen må jeg indrømme, at det er befriende at se film med børnene, der også morer de voksne.
© Nordisk Film
© Nordisk Film
© Nordisk Film
Anmeldelse: MUGGE OG SUPER HAPPY. Rolleliste: Mugge: Jens Jacob Tychsen, Sofia: Stephania Potalivo, Thorbjørn: Anders Morgenthaler, Kirsten: Iben Hjejle, Britta: Mia Lyhne, Henrik: Nicolaj Kopernikus. Instruktører: Anders Morgenthaler & Mikael Wulff. Animationsinstruktør: Stine Marie Buhl. Manuskript: Mikael Wulff & Pernille Bønløkke Toustrup. Producer: Jonas Bagger & Jacob Olive Krarup. Co-producer: Anders Mastrup.
Anmeldelse: MUGGE OG SUPER HAPPY – se trailer her
Anmeldelse: MUGGE OG SUPER HAPPY er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm