ARoS udvider og udvikler
Spørgsmål hober sig op ved åbningen af ny udstillingssal: Vil ARoS være et oplevelsescenter eller et kunstmuseum?
Stillbillede fra Jenkin van Zyls ”Lost Property”. Pressefoto: © ARoS 2025. Det ligner en, der skal til tandlægen – Red.
✮✮✮
' …… Når jeg hurtigt kaster et blik på underrubrikken herover, kan jeg godt se, at spørgsmålet, jeg stiller, kan besvares lakonisk i kraft af, »at det ene ikke udelukker det andet« …..'
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Så kan den forundrede anmelder gå og spekulere lidt over dét, mens jeg samtidig vikler mig ind i en tankestrøm vedrørende ARoS ”næste niveau” – The Next Level, som blev introduceret for adskillige år siden af museets daværende direktør Erlend Høyersten ganske kort tid efter hans tiltrædelse i 2014.
Udstillingsområdet, som nu er åbnet, skulle danne bindeleddet mellem det eksisterende museumsbyggeri og et arkitektonisk undrekammer designet af den verdensberømte, amerikanske kunstner James Turrell.
Konkurs udskyder vitalt projekt
Et cirkulært ”Skyspace”, som skulle være indviet i indeværende kalenderår, er imidlertid blevet udskudt på ubestemt tid på grund af en konkurs hos det firma, der skulle levere en vigtig komponent til et vitalt projekt, der fysisk vil være sammenligneligt med Pantheon i Rom.
Nu handler det aktuelt om, hvordan man har valgt at sætte det nye udstillingsområde i scene, hvilket er sket i kraft af udstillingen ”Lost Property”, som i samme moment udgør samtidskunstneren Jenkin van Zyls første soloudstilling i Skandinavien.
Jenkin van Zyl i et farverigt kostume, som inkluderer en lang hale, et gedigent lag sminke og påmonterede djævleører,
fortæller de fremmødte pressefolk og influencere om ”Lost Proberty”. Foto: Lars Svanholm
Van Zyl kan beskrives som en multidisciplinær kunstner, der arbejder med film, skulptur, performance og totalinstallationer, og det er i et destillat af disse kunstneriske genrer, man nu kan opleve ham på ARoS.
Allerede i foyerområdet ved det nye udstillingsareal kan man fornemme, at noget usædvanligt er i gang ved pressevisningen til begivenheden. En yngre mand bevæger sig rundt i et farverigt kostume, som inkluderer en lang hale, et gedigent lag sminke og påmonterede djævleører. Rigtigt gættet: Det er kunstneren, som beriger et gråt segment af journalister, influencere og kritikere med sin tilstedeværelse.
En relativt lang gang, der ender brat, hvor indgangen til ”The Dome, a Skyspace by James Turrell” på et tidspunkt vil blive konstrueret, bliver brudt af et indgangsparti, der rent faktisk fungerer. Indenfor bliver man præsenteret for et antal skulpturelle enheder, som – skal det vise sig – består af en del af scenografien til ”Lost Property”.
I The Streets of London, hvor en person bliver bekendtgjort med, at man søger rolleindehavere til et projekt ved navn ”Lost Property”. © ARoS 2025
Fortvivlet forsøg på at skabe horror
Man skal bevæge sig gennem et labyrintisk forløb med henblik på at komme i nærkontakt med sceneriet, der udspiller sig på et stort lærred, og det første, jeg tænker på, da jeg ser de bizarre og creepy, surrealistiske scener, der udspiller sig i et æstetisk vulgært handlingsforløb uden forehavende, er Luis Buñuel og Salvador Dalís surreelle og groteske eksperimenter med filmene Den andalusiske Hund og L’Age d’Or (Guldalderen) for næsten 100 år siden. Her kan man spørge, hvordan Buñuel og Dalí ville administrere nutidens muligheder inden for den filmiske teknologi?
Jenkyn van Zyl har tilsyneladende ved hjælp af en hær af statister og skuespillere samt et bundløst budget sat sig for at afskildre et miljø, hvor man som beskuer bliver ført (meningen er sikkert, at man skal blive forført?) ind i et surrealistisk univers, hvor hovedrolleindehaverne i bedste fald optræder som en afart af zombier.
Hele handlingsmønstret brydes ustandseligt, da klippene er så korte, at man iagttager det ordinære sceneri med en stadig mere og mere udviklet form for indeklemt irritation. Lydsiden er høj – og tak for det; men i et samlet hele fungerer sceneriet som en parodi på det, som installationen rent visuelt repræsenterer.
Vi er ude i diverse varianter med seksuelle undertoner – uden at det dog på nogen måde bliver sensuelt – og helt lattervækkende kannibalisme, som ligner et fortvivlet forsøg på at skabe et element af horror i sammenhængen.
Man bliver glad og optimistisk, da en af hovedrolleindehaverne med ét forlader studiet og indfinder sig i et stofligt, smukt miljø i en gade i England, hvor sliddet og den victorianske arkitektur spiller en vedholdende rolle; men det varer desværre ikke længe. Ret omgående er vi tilbage i rædselskabinettet, der udgør det primære miljø i filmens handling. Eller handling? Nej, nærmere perception uden synderlig gehalt.
På et tidspunkt vender forløbet dog tilbage til The Streets of London, hvor en person bliver bekendtgjort med, at man søger rolleindehavere til et projekt ved navn – ja, ”Lost Property”. Alt her er, som i filmens øvrige visuelle indhold, skarpt og direkte komponeret; men endnu en gang ender kapitlet sært uforløst og uden overordnet hensigt.
Videostill: Lattervækkende eksempel på kannibalisme, som ligner et fortvivlet forsøg på at skabe et element af horror. Pressefoto: © ARoS 2025
Kunstmuseets rolle i kulturlandskabet
Hvis noget er lykkedes i parløbet mellem ARoS og Jenkin van Zyl, er det relationen mellem ARoS som museumsinstitution og en fremtidig plan, der har til hensigt at ”ofre” kunsthistorien på et alter af oplevelseskultur. Jeg er på det rene med, at museernes rolle hele tiden ændrer sig, og jeg er for så vidt ganske tolerant over for aspektet i dette afsnit af kunstmuseernes rolle i kulturlandskabet.
Jeg er mig bevidst om, at jeg kan hoppe og springe fra nu af og til dommedag i mine kritikpunkter vedrørende de afridsede forhold; men jeg er samtidig ret sikker på, at der på et eller andet tidspunkt vil finde en modreaktion sted, hvor fordybelsen i billedkunst vil vægte højere blandt de museale kuratorer og – især – publikum, når man har fået nok af støjende og effektjagende kunstudstillinger.
ARoS, som jeg har fulgt tæt siden åbningen i 2004, udvider og udvikler til stadighed, og det bør man naturligvis bifalde, og i bussen hjem fra Aarhus og tilbage til kontoret og tastaturet, hvorpå disse linjer skrives, kommer jeg til at spekulere over et historistisk forløb, der påtvinger mig at stille mig selv spørgsmålet: Hvilken udstilling er den bedste, museet har lavet i de mere end tyve år, ARoS har befundet sig på den nuværende adresse?
Jeg mister overblikket, da mange fantastiske kunstudstillinger har fundet sted i museets sale. I skrivende stund slår det dog ned i mig: For få år siden lavede man en udstilling med sympatiske Jenkin van Zyls landsmand. Udstillingen ”Sun is God” med værker af J.M.W. Turner ramte plet i alle henseender og står som en klar og fremstående oplevelse i denne anmelders hukommelse.
Jenkin van Zyl, født 1993 og opvokset i Surrey i England. Uddannet ved Slade School of Fine Art og Royal Academy, London, England. Bor og arbejder i London.
Installationsfoto fra Salling Galleriet med videoinstallationen ”Lost Property” i baggrunden. Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2025
Udstillingen “Lost Property” kan ses i Salling Galleriet på ARoS Aarhus Kunstmuseum, Aros Allé 2, Aarhus C. frem til d. 6. april 2026.
ARoS udvider og udvikler – besøg ARoS' spøjse hjemmeside, hvis du tør her
ARoS udvider og udvikler. Coverfoto: Indenfor bliver man præsenteret for et antal skulpturelle enheder, som udgør en del af scenografien til ”Lost Property”. Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2025
ARoS udvider og udvikler er kunstkritik begået af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm