Den Jyske Opera: RAVNEN

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fotograf: Anders Bach

 

 

 

 

 

 

✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ……. med et par få justeringer, kunne værket blive et publikumshit …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den Jyske Opera blev grundlagt i 1947 som et alternativ til Det Kongelige Teater. De holder til i Århus. Den Jyske Opera er aldrig bange for at prøve kræfter med nye og anderledes operaer. I de seneste 7 år har de til tider været dristige i deres opsætninger. Det er de så sandelig også i denne, måske lige lovlig meget.

 

Hartmann, 1805-1900, kender de fleste for hans salmer som f.eks. : I sne står urt og busk i skjul og Blomstre som en rosengård, men han skabte også tre operaer blandt andet Liden Kirsten, der også var et samarbejde med H.C. Andersen, 1805-1875. Hartmann havde ikke et udadvendt liv. Sideløbende med sin musiske karriere, var han embedsmand. Til gengæld komponerede han på livet løs hele sit liv, og efterlod sig flere hundrede kompositioner inden for næsten alle klassiske genrer. H.C. Andersen havde en livslang passion for opera. Han skrev librettoen til i alt ni operaer. Kun seks er blevet opført på en scene. H. C. Andersen fortsatte hele livet med at se så mange operaer han kunne. Både når han var hjemme i København og på hans utallige rejser i hele Europa. Måske skulle man bare have ladet dette makkerpars originale værk opføre?

RAVNEN p.t.

I denne udgave af RAVNEN, er det vores Nationaldigter Hans Christian Andersens eventyr, der er kommet til live, i en helt ny version af Philipp Kochheim, med J. P. E. Hartmanns helt bedårende musik. Det er vel det der i moderne sprog kaldes en form for totalteater, hvor de fire kunstarter, sang, dans, musik og skuespil bliver forenet. Det lyder jo godt indtil videre, men der slutter det. Intentionerne er glimrende, de bliver bare ikke opfyldt.

 

Handlingen i H. C. Andersens eventyr er temmelig dramatisk: Armilla er blevet indespærret af sin far, og for at kunne holde det ud, forsvinder hun ind i sin egen fantasiverden, hvor mystiske væsner og havnymfer, fortæller hende at man kan se ind i fremtiden. Armilla opfinder en sørgmodig prins, og han kan kun reddes af hendes rene kærlighed. Som i alle eventyr skal prinsen og Amilla gå grueligt meget igennem, før de omsider kan få hinanden. Det er i korte træk handlingen, men i Philipp Kochheims version, må jeg indrømme at det er vanskeligt at finde hoved og hale i fortællingen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fotograf: Anders Bach

 

 

 

 

 

Armilla, Sibylle Glosted, befinder sig indespærret på sit værelse og er blevet udstyret med en benskinne og skal stamme. Helt unødvendigt. Et slags alterego, i form af en dukke, der bliver levende, tager hende ind i en drøm til et slags palæ med udehave og små vinduer. Hun bliver kastet ud i et patetisk drama mellem to brødre. Millo, Teit Kanstrup, skyder en ravn i skoven, og bliver forbandet. Hvis forbandelsen skal ophæves skal han finde en uskyldig pige, med hud som marmor, som han kan gifte sig med. Det gør hans bror, Jennaro, Anders Kampmann, han har faktisk fundet hende i forvejen!!!

Så som så med opsætningen og præstationerne

Undervejs spiller operasangerne skuespil, med ikke altid velreturnerede replikker. Det er vel for at det måbende publikum skal kunne forstå, hvad der foregår. Der er overtekster, også på dansk, men der er et sprogligt skisma mellem dialogen og sangteksten. Dvs. sangene er i et højttravende sprog, dialogen er al for moderne i forhold til sangen.

 

Dukken, danseren, slider i det, men det går aldrig op for en, om hun kan mere end hun danser eller bare underdanser for at matche Armilla. Koreografisk er der steder, hvor hun er solo og sagtens kunne have fyldt det bedre ud. Grand Battementer på 90′ og en piruette, er lige fedtet nok.

 

Til sidst bliver Millo og Armilla gift, nå nej, det er kun en drøm og hun står alene tilbage i brudekjolen i sit ”fængsel”. Undervejs har der været jalousidrama mellem brødrene, med revolvertrusler, og Norando-Steffen Bruun, Armillas far, har spillet med musklerne. Alt dette postyr for ingenting. Eller som H. C. Andersen selv ville have sagt: En fjer kan blive til fem høns, (eventyret: Det er ganske vist).

 

Partituret til den til dels ukendte opera fra 1832 af J.P.E. Hartmann, 1805-1900, indeholder noget af den mest fantastiske bel canto-musik, der er skrevet. Hvorfor skal instruktøren så proppe nogle af Hartsmanns små balletstykker ind i helheden, som er aldeles irrelevante for stykket?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fotograf: Anders Bach

 

 

 

 

 

 

En kukkasse

Jeg fik en fornemmelse af gammeldags Kukkasseteater. Vi ser kun scenen lige forfra. Det virkede som om den var sat ind på den store scene som et modul. Det var den nok også, fordi det skal kunne tilpasses alle scener, men her faldt det til jorden. Jeg kan ikke forstå, at man ikke kunne åbne rummet op og ud. Interiør og alt andet, kan sagtens være som det er. Hvis man har brug for ekstra sorte sætstykker, er jeg sikker på at der kunne lånes nogen fra The Dante Project.

 

Det kunne være lyden også ville have været bedre. Stemmerne lå generelt for langt bag musikken. Det lød ellers godt, det man kunne høre. Orkestret spillede flot. Med et par få justeringer, kunne værket blive et publikumshit. Men selvfølgelig er kunst en subjektiv størrelse, men den behøver ikke være for indviklet, hvis et almindeligt dødeligt publikum skal kunne forstå den.

 

 

 

 

 

 

 

 

Fotograf: Anders Bach

 

 

 

 

 

 

 

Den Jyske Opera: RAVNEN. Gæstespil: Det Kongelige Teater. Medvirkende: Armilla: Sibylle Glosted, Prins Millo: Teit Kanstrup, Jennaro: Anders Kampmann, Norando: Steffen Bruun, Tartaglia: Søren Ruby, Deramo: Mo Chara, Danser: Keiko Moriyama, Havnymfer: Estrid Molt Ipsen, Eline Denice Risager, Lina Valantiejute. Den Jyske Operas Kor, Odense Symfoniorkester. Iscenesættelse: Philipp Kochheim, Dirigent: Christopher Lichtenstein, Scenografi: Rifail Ajdarpasic, Kostumedesign: Ariane Isabell Unfried, Lysdesign: Anders Poll, Koreografi: Sean Stephens, Libretto: H.C. Andersen – med ny dialog af Philipp Kochheim. Musik: Johan Peter Emilius Hartmanns. Ravnen synges på dansk med danske overtekster.

 

Ravnen bliver opsat som den sjette opera i Den Jyske Operas ’Den Danske Serie’, der sætter fokus på glemte, danske operaer. Gæstespil af Den Jyske Opera. Orkester: Odense Symfoniorkester. Tournéen slutter 2. december.

 

 

 

Den Jyske Opera: RAVNEN – se trailer her

 

 

 

 

Den Jyske Opera: RAVNEN er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm