Film

DEN PERFEKTE CHEF – filmanmeldelse

DEN PERFEKTE CHEF – filmanmeldelse

 

 

 

DEN PERFEKTE CHEF - filmanmeldelse

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

Julio Blanco (Javier Bardem), driver en familiejet fabrik, ‘Básculas Blanco’, i en spansk provinsby. Firmaet fremstiller vægte, hvor præcision og nøjagtighed er i højsædet. Blanco er en karismatisk og ambitiøs mand, der går meget op i sit personales daglige gøren og laden. Han venter besøg af en delegation fra kommunen, der skal uddele en meget prestigefyldt pris.

 

Delegationen besøger lokale firmaer, for at kunne uddele prisen til det firma, der er det bedste i området. Prisen er altafgørende i lokalområdet og intet skal stå i vejen for at Blanco kan få den. Han har lige fyret en af sine medarbejdere, Jose, og nægter at ansætte ham igen. Manden går nu i en åben én-mands-krig mod Blanco og havde håbet på støtte fra sine gamle kollegaer. Den får han ikke. Han barrikaderer sig foran fabrikken med sine to børn, bil, megafon, bannere med slagord etc. Det ser ikke så godt ud foran den fine fabrik. Han vil gøre alt for at Blanco ikke skal få prisen.

 

 

 

 

 

 

DEN PERFEKTE CHEF - filmanmeldelse

 

 

 

 

En alvorskomedie

Nok er filmen en komedie, men der er masser af drama undervejs. Filmen handler ikke kun om slagsmålet mellem ansatte og chefen, der er meget mere på spil. Blanco er en midaldrende mand, der ser godt ud og han har ikke helt glemt at kigge på skønheden hos unge kvinder. Hans bedste ven har problemer. Han synes hans kone er kedelig. Alt er aldrig som det ser ud på overfladen. Men ét er sikkert, Blanco tror på sig selv og går all in.

Javier Berdem

Javier Bardem har vundet et utal af priser, der bl.a. tæller Oscar, Goya, Bafta. Der er en grund til at Bardem er en af verdens bedste skuespillere, han er simpelthen en af de mest nuancerede mandlige skuespillere i nutiden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

DEN PERFEKTE CHEF - filmanmeldelse

 

 

 

 

 

I DEN PERFEKTE CHEF viser Bardem til fulde hele paletten. Lige fra at være indpisker til charmerende elsker, fra det sentimentale over i desperation. Han manipulerer sine omgivelser på en måde, så de ikke opdager det, under dække af, at de alle er en stor familie. Han skyr ingen midler for at kunne opnå at få prisen. Det er så absolut ham der bærer filmen hjem, dog godt hjulpet af hans medspillere.

Manipulation, ledelsesstil og sydlandsk temperament

Spanske film er fabelagtige gode til at caste typer. Det er en underholdende film med et godt tempo. Undervejs tager handlingen uventede drejninger. Lattermusklerne kommer på arbejde. Dramaet intensiveres.

 

Alle i Blancos nærhed er ofre for hans manipulation. På en eller anden måde er han hele tiden et hestehoved foran sine medarbejdere. Han ved noget om dem, han udspionerer dem, han overtaler dem, kort sagt, han er ikke til at komme udenom. Eller er han?

 

Der er en underfundig charmerende tone i filmen. Spanske film formår som regel at få det sydlandske temperament til at bryde ud i fuld lue og det fornægter sig heller ikke i denne. Blanco har et temperament som en ildspyende drage, og det er vidunderligt at se Bardem for fuld udblæsning.

 

Det er ærgerligt at der skal gå mere end et år, før vi kunne få denne udenlandske film at se, der ovenikøbet er populær i sit hjemland, som har fået priser og hvor fremragende skuespillere medvirker. Men bedre sent end aldrig.

 

 

 

 

 

 

 

 

DEN PERFEKTE CHEF - filmanmeldelse

 

 

 

 

 

 

‘El buen patrón’ har mange lag, men først og fremmest er den et billede på et lille familiedrevet spansk firma, som man stadigvæk kan opleve i mindre byer i Spanien. Det er en ledelsesstil, som tiden er løbet fra. Den dominerende machochef, der slår benene væk under de yngre damer. Men underholdende er den og ret uforudsigelig.

 

 

 

Se trailer til DEN PERFEKTE CHEF her

 

 

 

 

DEN PERFEKTE CHEF – ‘El buen patrón’. Spansk komedie-drama. Instruktion Fernando Leon de Aranoa. Medvirkende: bl.a. Javier Bardem, Manolo Solo, Almudena Amor, Oscar de la Fuente.

 

 

 

 

 

DEN PERFEKTE CHEF – filmanmeldelse er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION