DEN RØDE TRÅD – 50 år med Shu-bi-dua

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …….. en bastant lille sag på over 430 sider …..’

– Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vovehalsene Poulsen og Wendt Jensen har ikke bare leveret en fremragende mursten, men to hele mursten på højkant i deres seneste udgivelse, der markerer 50 året for Shu-bi-duas tilblivelse.

 

Når jeg kalder de herrer vovehalse, så har de med andægtig mine betrådt øretævernes holdeplads, som det må være at give sig i kast med at kortlægge hele nationens partyband, Shu-bi-dua. Her har de haft mulighed for at forarge, skuffe, opløfte, oplyse – træde sig selv, hinanden og nationen over tæerne, da nationalklenodiet sættes under lup.

 

Men de er sluppet godt fra det. Vi får serveret en retrospektiv kronologisk skildring af Shu-bi-duas mangeårige ‘projekt’ med at selvironisere danskerne og med lyrik gøre grin med vores nations selvfede selvforståelse i selvklogskabens urimelige klare lys.

Forholdet til Shu-bi-dua

Indledningsvis beretter forfatterne om deres eget forhold til pop-rock-folkesang gruppen (og netop skrevet på den måde, for var Shu-bi-dua ikke en blanding af mangfoldig folkelighed?) og her vil det være passende, at deres anmelder gør det samme.

 

Jeg kan prale af at være født i samme år som gruppens tilblivelse. Det betyder, at en del af bandets allermest kendte sange kom ud til danskerne, mens jeg sad (skævt) på potten, og derfor ikke rigtig vidste, hvad der foregik. Da jeg blev lidt ældre i 1982, husker jeg min søster ‘fik lov’ til at købe et kassettebånd med ‘Costa Kalundborg’ – min mor havde dog sine bekymringer, da Bundesen jo bandede og sagde ord som ‘l…’ og ‘f…’. Det mest foruroligende i dag er dog, at hymnen går på, at ‘der er sket en forurening af den ydre atmosfær,’ og at ‘metrologerne nu har lovet at vi får bedre vejr’ – uhyggeligt at denne forurening rent faktisk er slået igennem i dag.

 

Jeg husker også, at vores dansklærer i Idræt havde et mixed kassettebånd, vi brugte til opvarmning i gymnastiksalen. Her var det også rytmerne til Shu-bi-dua vi spjættede rundt efter (vist nok lidt ulovligt overfor Koda og al det der). Men storken havde et dejligt yver, og vi undgik fibersprængninger.

 

Endelig kom Helsinge-tiden senere i ungdomsårene – her blev jeg tilset af ‘Shu-bi-dua lægen’ for en infektion i hånden, som også lystrede navnet Willy Pedersen og spillede keyboard i bandet.

 

Minderne med bandet er utallige for mange. Og ikke mindst TIVOLI-koncerterne har en fremtrædende plads i ens bevidsthed. Og allerede nu kan det ikke understreges nok, at ‘teksterne’ med de mange metaforer – ofte selvopfundne – har bidt sig fast og jeg har fået trykket min hånd, så min sko faldt af. Ironi, sarkasme og morsomme næsvisheder formåede bandet at slippe af sted med gennem årtierne inden livets skjorte blev for kort.

Interviews

Værket DEN RØDE TRÅD – 50 år med Shu-bi-dua er en bastant lille sag på over 430 sider. Bogens grundpræmis vil sikkert støde nogle – bogen består praktisk taget udelukkende af interviews med bandmedlemmerne og en lang række aktører, der på den ene eller anden måde har haft samarbejde med eller været tæt på gruppen.

 

For læseren betyder det, at man skal købe ideen om, at nu afdøde Michael Bundesen (forsangeren) taler til os fra gravens dyb og hans vigtige besyv for største dels vedkommende er blevet samlet ind i 2010 – og der så efterfølgende inden hans bortgang er medtaget materiale fra biografier og interviews til dagblade og den slags. Det samme gælder i øvrigt også den ‘anden’ Michael (Hardinger), der som bekendt var guitarist, tekstforfatter og en masse andet i bandet – hans udsagn er også fra 2010.

 

De øvrige interviews er alle foretaget i 2022-23. Det betyder, at man som læser må påregne en vis fejlmargen i de mange kommentarer og tilbageblik og der naturligvis kan forekomme erindringsforskydning i større eller mindre grad. Samtidig har Michael Bundesen jo næppe mulighed for at give igen på kritik, ros eller mangel på samme.

 

Når det er sagt, virker dette valg, forfatterne har truffet ganske udmærket, og der er næppe grundlag for at tro, at de har ‘fiflet’ med udtalelser og besyv for at favorisere nogle eller nogen, men tilstræbt at komme så tæt på den faktuelle sandhed som muligt – netop med de variationer af opfattelser enkeltpersonerne har eller har haft. Det at stille et spørgsmål eller at samtale med en person om et emne og så bagefter ‘klippe’ en udsendelse sammen kender vi jo også fra tv – så helt forkert og fremmed er dette greb ikke.

Oversigter

Bogen er forsynet med en lang række features som forventeligt også bør være i sådan et værk. Indledningsvis finder vi en længere oversigt over de mange medvirkende i bogen og deres roller i forhold til Shu-bi-dua.

 

En omfattende diskografi finder vi naturligvis også. Den er omfattende, fordi der gennem årene har været mange forskellige udgivelser ikke bare fra gruppen som et samlet hele med LP’ere, singler, live-optagelser og opsamlinger, men også en lang række individuelle udgivelser bandmedlemmerne i mellem og sideløbende udgivelser med andre bands. Jeg kan godt lide ordnen i disse lister og det overblik det bibringer.

 

Vi finder også en interviewliste. Ud over de gængse medlemmer af Shu-bi-dua, der har figureret on and off gennem årene i gruppen, finder vi også i værket folk som, Poul Bruun, Peder Bundgaard, Ida Davidsen, Thomas Eje, Jarl Friis-Mikkelsen, Ghita Nørby, Klaus Riskær Pedersen, Dan Rachlin, Steen Møller Rasmussen og Hans Henrik Schwab m.fl. Ja, selv Onkel Danny optræder i værket.

 

Ikke overraskende er der også en liste med kildehenvisninger. På side 86 og 87 har vi et herligt opslag med de mange ‘undersatte’ og fordanskede ‘drille-tekster’ fra ofte engelske hits, som blev taget under ‘kærlig’ behandling overfor et dansk publikum – her husker mange ‘Fed Rock’ (Elvis Presley: Jailhouse Rock) og ‘Stærk tobak’ (Twist and Shout: The Beatles). Mange af disse fordanskede ‘drille-tekster’ dominerede bandets første år.

År for år

DEN RØDE TRÅD er opbygget kronologisk og de mange kapitler har en bogstavelig rød tråd (eller streg), der binder dem sammen bogen igennem. For hvert kapitel kommer vi prosaisk til et nyt år/udgivelse/epoke og her savnes der en overordnet tidsangivelse for, hvad kapitlet spænder over – det betyder, man skal nærlæse teksten for at finde frem til, at ‘vi nu er fremme i 1978’ osv. Det er lidt øv for læseoplevelsen.

 

Når det så er sagt, kommer vi ikke overraskende vidt omkring – også før der var noget, der hed Shu-bi-dua. Det kan næppe komme bag på nogen, at man ikke starter et band med at sætte en annonce i avisen og spørger efter lidt musikere, en sanger og så sætter sig ned og planlægger 4 årtier ud i fremtiden.

 

Vi lærer således om tilblivelsen og skabelsen af gruppen, der for Michael Bundesens vedkommende begynder i en vokaltrio ved navn Quacks i 1967. Der kommer et par udgivelser ud af det og endda en egen single under navnet Michael. Den unge Bundesen ser sig selv lidt som Elvis.

 

På den anden side af platformen står Michael Hardinger med et band, der i 1971 tager navnet Passport. Her er man inspireret af The Beatles. Med fælles venners og bekendtes hjælp mødes de to Michaler og grundlæggelsen for det, der i 1973 får navnet Shu-bi-dua, finder sted.

 

Siden hen kommer og går mange musikere gennem bandet og Shu-bi-dua udvikler sig. Der bliver drukket øl, men ikke røget tjald. Ret hurtigt kommer Claus Asmussen med – han er ellers lydtekniker og har sit eget studie på Gammel Kongevej 103, og samtidig er han god på guitar. Kim Daugaard kommer også til på bas fra 78’eren – og han bliver i øvrigt også tandlæge undervejs. Og som sagt hopper flere af og på gennem årtierne og nye folk kommer fra og til.

Et fælles projekt

Grundstenen er teksterne, som man på mange måder er fælles om at skabe og sætte musik til. Vi får indblik i de mange arbejds-ferier, hvor man konstruerer musikken og hvordan tilblivelsesprocesserne finder sted for mange af de kendte numre.

 

Det hele kan jo ikke gå op i sjov og ballade så der dannes forskellige pladeselskaber og juridiske redskaber efterhånden, som det for alvor ser ud til at gruppen slår i gennem.

 

GASOLIN’ er i de første år rivalen og kommer som bekendt fra ‘det mørke’ Christianshavn, mens Shu-bi-dua har base langs kysten nord for København. Får Bundesen og Larsen nogensinde talt sammen? Det kan man læse om i bogen.

Anekdoterne

Anekdoterne er mange og flere er herlige og andre mindre flatterende. Som appetizers får vi indsigt i, hvordan bandet organiserede sig med tour bus og roadies. Hvordan natmaden efter koncerterne var planlagt nøje efter nærmest ufravigelige forskrifter. Vi finder gennemgang af forskellige mindeværdige koncerter og også tilblivelsen af filmen ‘Den røde tråd’ (1989), med lagkage komik, musik og fis, Thomas Eje, Ulf Pilgaard og dengang unge Piv Bernth i en instruktørstol – vist nok ikke en nem opgave for Piv, der i dag helst undgår at tale om floppet, der kun trak 70.000 i biografen.

 

Af de lidt mere spøjse finurligheder bliver Shu-bi-dua også inviteret til at komme til USA og indspille i New York. Vist nok med blankpolerede sko, privatchauffør, første klasses hotel og al det der. Her opstår et uforudset problem! Det viser sig, at ‘svingningerne’ eller hvad den slags nu hedder i mikrofonernes indmad IKKE kan optage Michael Bundesens stemme som danske (europæiske) mikrofoner kan – resultatet er, at de uvidende teknikere beder om en anden forsanger!?! – Altså uden øje for, at det jo netop er Bundesen, der ER indbegrebet af bandet.

Bundesen – The boss

Sluttelig er der sjældent roser uden torne og medaljerne har altid en bagside. Da gruppen var ganske ny, havde de fleste jobs ved siden af koncerterne og pladeudgivelserne – groft sagt en slags hobby. Siden hen bliver Shu-bi-dua en ‘virksomhed’ med fuldtids jobs til alle de involverede, og indlysende er det, at større pengebeløb indtjenes og skal fordeles ligeligt efter diverse fordelingsnøgler – ofte fastsat af Bundesen. Mange var tilfredse, men selvsagt ikke alle gennem tiden. Dette berører bogen fint og får mange kommentarer og meninger med.

 

Gruppen havde gennem årene ført sig frem med, at ALLE var lige og INGEN var boss. Men igen er det ofte Michael Bundesen, der som forsanger må stå på mål for ros og kritik og alt der imellem og naturligvis bliver det ofte ham, der har, får eller selv tager det afgørende ord, om playlister, nye numre, indspilninger, udgivelser osv.

Slut med Shu-bi-dua …. næsten

Det er de fleste smerteligt bekendt, at Michael Bundesen får en forholdsvis ufortjent kæmpe øretæve af de lammende af slagsen i maj 2011 – blodpropper i hjernen. Det lykkedes aldrig forsangeren at genvinde sin styrke trods forskellige forsøg. Han ender i kørestol og slår sig på malerkunst. I november 2020 bliver livets skjorte for kort for den folkekære sanger og Michael Bundesen stiger om bord i sovevognen. Barytonen takker af fra livets store kaffebar.

 

I dag er der flere ‘hygge bands’ med de gamle medlemmer, der stadig tager ud og optræder unægteligt for hyggens skyld og naturligvis som en afmønstring over for den enorme fanskare, der husker dem og har mangfoldige minder tvundet sammen med Shu-bi-duas musik.

En røffel til slut

Jeg kan godt lide værket DEN RØDE TRÅD – 50 år med Shu-bi-dua, men grafisk set er layoutet lidt bogklubagtigt. Undertiden synes det som om forlaget har overladt vigtige detaljer til en elev. Opslaget på side 376 og 377 er pinligt – og det koster altså en stjerne. Her ser vi et fotografi af Thomas Helmig, der overrækker Æresprisen ved Danish Music Awards i 2013 – Bundesen sidder i kørestol og minsandten om ikke grafikereleven har placeret forsangeren i midten af opslaget – med andre ord en ‘krøllet’ og ‘sammenklistret’ Michael Bundesen. Det er ikke i orden – det er sjusk. Bedre er det ikke på siderne 342 og 343 eller 290 og 291.

 

Men lad mig runde af med noget positivt. Shu-bi-dua er og var et af de allermest danske bands, der har eksisteret. Tekster skrevet til danskerne af danskere – endda så dansk, at de ikke kunne oversættes og vores selvforståelse som nation blev italesat på helt nye måder, end man kendte fra Gustav Winckler og de andre. At bandet var pæredansk skinnede også igennem mange af musikernes navne: Bundesen, Asmussen, Pedersen, Christensen og endelig også Daugaard og Kibsgaard.

 

Ja, Danmark er et dejligt sted at være, her er nemlig Asmusfærde!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

DEN RØDE TRÅD – 50 år med Shu-bi-dua er udgivet på forlaget People’s.

 

 

 

 

DEN RØDE TRÅD – 50 år med Shu-bi-dua – se mere her

 

 

 

 

 

 

DEN RØDE TRÅD – 50 år med Shu-bi-dua er anmeldt af chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION