Henriette Harris: De var os

 

– en bog om snublesten

 

 

Om at snuble på den gode måde

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ….. Hvis latente fordomme kan udfolde sig så uhæmmet, når de får lov til det, kan man blive ret så urolig med tanke på noget af det, der foregår på sociale medier i dag …. '

– M. Bjørk, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Snuble vil vi helst ikke. I hvert fald ikke i den bogstavelige forstand, hvor vi risikerer at brække et ben. Men vi kan jo også snuble over noget på den gode måde – falde over en uventet oplysning som gør os lidt klogere eller gladere end før.

 

Det er der mulighed for ved hjælp af bogen ”De var os – en bog om snublesten”, skrevet af Henriette Harris (Alpha Forlag). Her hentyder ordet ”snublesten” til et initiativ, som den tyske kunstner Gunter Demnig tog i 1992. Han begyndte at sprede snublesten, der kunne minde os om noget vigtigt.

 

I Demnigs udgave er en snublesten (Stolperstein) helt håndgribelig. Det er en brostensagtig terning på cirka 10 gange 10 gange 10 centimeter med en messingplade foroven. Stenen kan indpasses i eksisterende brolægning på et fortov, og indskriften oplyser navn og data på en person, der var offer for nazistisk forfølgelse. Typisk vil stenen blive nedlagt et sted, hvor den forfulgte person boede eller arbejdede allersidst, inden han eller hun blev dræbt eller sat i koncentrationslejr.

 

På den måde kan man opleve et diskret tilråb fra fortovet, når man passerer sådan en snublesten. Siden begyndelsen i 1992 er der blevet nedlagt over 116.000 sten i 31 lande.

 

Der er noget sympatisk og rigtigt i, at de mange ofre bliver husket. Hvem var de? En del af dem var jøder, polakker og romaer, der blev forfulgt udelukkende på grund af deres etnicitet. Nogle var handikappede, der ikke levede op til nazismens krav om det fejlfri menneske. Nogle var Jehovas Vidner, der nægtede at sige Heil Hitler eller være soldater i Hitlers hær. Andre var modstandsfolk af politiske grunde.

 

Henriette Harris har en omfattende viden om sit stof. I 2018 var hun selv med til at stifte gruppen “Snublesten Danmark”. I sin bog fortæller hun klart og grundigt men bevægende om Demnigs ”Stolpersteine”, der i dag kan betegnes som verdens største decentrale mindesmærke. Som eksempler har hun valgt at beskrive otte menneskeskæbner med tilknytning til Danmark. Desuden tager hun læseren med på byvandringer i udvalgte byer, hvor der er nedlagt snublesten, og beretter om de tilknyttede skæbner.

Prisværdig indsats

Man må tage hatten af for Henriette Harris’ indsats. Det er et stort stof, hun har studeret og dokumenteret, og hun har været langt omkring efter kilder. Hendes personlige engagement er tydeligt, og resultatet er blevet en bevægende og detaljeret skildring af en række menneskers liv, fangenskab og død. Forfatteren undgår at kamme over og blive teatralsk. Stoffet er i sig selv så gribende, at der ikke er brug for særlige virkemidler.

 

Når man læser om personer som Alex Eisenberg, Tage Fox Maule eller Rose og Abraham Schwartz, der har levet i Danmark, og man genkender gader og huse, hvor de har været, undgår man ikke at blive grebet. Man tænker, at de beskrevne mennesker lige så godt kunne have været en selv.

 

Skulle man efterlyse noget i bogen, ville det måske være beretninger om folk, der blev forfulgt af andre grunde end de etniske. Hvem var for eksempel de tyskere og østrigere, der vovede at sige nej til at heile Hitler og nægtede at være soldater i hans hær, når de godt kunne have truffet samme valg som flertallet? Det ville give stof nok til endnu en bog. Men det gør ikke den foreliggende bog mindre værdifuld.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fotograferet af dette sites redaktør på Sølvgade i København i dag

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvorfor?

Man kan spørge, hvorfor vi skal mindes om mennesker, der blev ofre for 80-90 år siden – når der har været så mange andre tragedier siden da. Faktisk har der nogle steder været modstand mod nedlæggelsen af disse snublesten, der måske kan virke upassende eller ubelejlige visse steder.

 

Men vi skulle vel hellere spørge: Hvorfor blev de mennesker gjort til ofre? Blev det muligt på grund af udbredt ligegyldighed i offentligheden? Var der underliggende fordomme, som blev sluppet løs og udnyttet af diktatorer, der ville gribe magten og beholde den? Hvis latente fordomme kan udfolde sig så uhæmmet, når de får lov til det, kan man blive ret så urolig med tanke på noget af det, der foregår på sociale medier i dag.

 

Men snublestenene er værd at falde over. Når vi, de nulevende, skridter hen over de små messingplader i fortovet, kan vi med god grund tænke på de mange tusind medmennesker, der blev forfulgt bare for at være dem, de var. Som bogen siger: ”De var os” – eller de kunne have været os.

 

 

 

 

 

 

Henriette Harris: De var os – se mere her

 

 

 

Læs flere af Bjørks anmeldelser her

 

 

 

 

Henriette Harris: De var os er en anmeldelse af M. Bjørk, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm