Litteratur

KRIMI: Skriften i vandet

KRIMI: Skriften i vandet

 

 

 

 

KRIMI: Skriften i vandet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …….. du slipper ikke SKRIFTEN I VANDET, før sidste side er læst …….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er midsommer i den svenske Skærgård. Vejret viser sig fra sin bedste side, lunt og tørt. Julia Malmros og Kim Ribbing nyder deres tid sammen i et sommerhus. Julia har været politibetjent og efterforsker, men lever nu af at være krimiforfatter, ovenikøbet en god en af slagsen. Hun har et forlist ægteskab med en kollega, Jonny Munther, bag sig og har på et researchmøde mødt Kim. Han er it-specialist, hacker, og Julia skal bruge informationer om it-systemer til sin nye bog. Efter mødet ender de hjemme hos hende. Julia er ikke helt komfortabel ved situationen, Kim er 18 år yngre end hende, men på en eller anden måde udvikler deres forhold sig alligevel.

Et skuddrama

Midt i stilheden hører de skud. Julia har en lille båd og de sejler over til naboen. Der har været en stor anlagt frokost med alt hvad hjertet kan begære, men alle er blevet majet ned med maskingeværer. En ren massakre. Kim får øje på et menneske i vandet og får det trukket op. Det viser sig at det er værtsparret Helanders datter, Astrid. Under skyderierne er hun stille og roligt gledet ned i vandet og har overlevet. Inden længe er der et massivt politiopbud. Astrid er i chok. Det kommer bag på Julia, at det er hendes barndomsven Olaf Helander, hans kone og forretningsforbindelser der er blevet skudt. Julia forstår ikke hvad der er sket og hvorfor.

 

Kim Ribbing er en mand der går sine egne veje. Han er økonomisk uafhængig og hans barndom og opvækst er en skrækhistorie i sig selv. Han etablerer en kontakt til Astrid, da de har en for dem begge overraskende referenceramme, psykiatrien når den bliver misbrugt på at eksperimentere med børn. Olaf Helander har i årenes løb haft mange jern i ilden. Han er blevet en velhavende mand og har etableret et tæt samarbejde med kineserne, som ingen helt er klar over hvad indebærer.

Spændende persongalleri

Romanen er skruet elegant sammen. De to hovedpersoner lever hvert deres liv, parallelt med hinanden. Man sidder og bliver irriteret over at Kim er sådan et stædigt rad, for derefter at have den dybeste forståelse for hans bevæggrunde. Kim Ribbing er en spændende sammensat figur. Du ved ikke om du nogensinde kommer ind på livet af ham. Det er som om han smutter væk som et stykke sæbe i hånden. Egentlig er det ikke ham historien handler om, og dog. Han bliver hurtigt hovedpersonen sammen med Julia.

 

Vi kommer vidt omkring, for det er jo nemt for Kim at arbejde overalt i verden med sin computer. Julia kan ikke lade være med at følge sit gamle efterforsknings jeg, og begynder på egen hånd at undersøge alle forhold omkring Olaf Helander. Det er til stor irritation for Jonny, men han er ikke uvillig til at lytte til hende. Han har trods alt altid haft respekt overfor hendes dygtighed. Der kører derfor flere opklaringsarbejder på en gang, og det er et spørgsmål om alle kan få enderne til at mødes til sidst.

John Ajvide Lindquist

John Ajvide Lindquist er født i 1968, i Blackeberg lidt udenfor Stockholm. Han debuterede med romanen Lad den rette komme ind. Hans bøger bliver udgivet i 30 lande. SKRIFTEN I VANDET er første bind i hans nye trilogi Blodstormen, som i øvrigt blev nomineret til årets bedste kriminalroman i Sverige. Lindquist er en mand med mange jern i ilden, han optræder også som standupper og tryllekunstner.

 

Jeg må indrømme at jeg var solgt fra første side. Lindquist er i en liga for sig. Han fascinerer med sine personkarakteristikker, du kan se hver og én lyslevende for dig. Plottet i denne roman er overraskende og gennemtænkt. Det gælder om at holde tungen lige i munden, for der udspiller sig hele tiden små individuelle fortællinger i selve historien. De overlapper hinanden og spreder sig som ringe i vandet. For til sidst at blive samlet som brikker i et puslespil.

En serie

Dette er kun det nyeste skud på stammen ud af de forventede tre romaner. Jeg kan ikke forestille mig hvad der vil komme, men så snart nummer to er på gaden, skal jeg læse den. Jeg har det lidt som med Millennium-serien af den nu afdøde Stieg Larsson, jeg glædede mig i månedsvis til den næste bog skulle udkomme. Ikke at jeg skal sammenligne Lindquist og Larsson, men der er nu alligevel det samme fængende sprog og hektiske handlingsforløb, som med Larssons bøger.

 

Ganske vist er Julia en kvinde og ikke journalist som Mikael Blomquist og Kim er en mand og hacker, næsten som Lisbeth Salander, som dog havde fotografisk hukommelse. Det er ikke helt sammenligneligt, men Lindquist slipper afsted med et anstrøg af den samme fanden i voldske tone som Larsson. Det bliver på intet tidspunkt et plagiat. Det kan jeg sige med overbevisning, der har været igennem Millennium flere gange. Det er snarere den friske tilgang til sproget eller slet og ret, bare den svenske stil der fænger. Jeg er i alle tilfælde meget begejstret og du slipper ikke SKRIFTEN I VANDET, før sidste side er læst.

 

 

 

KRIMI: Skriften i vandet. Forfatter: John Ajvide Lindquist. Oversat til dansk af Ask Hansen. Udgivet på forlaget Gyldendal.

 

 

 

 

 

KRIMI: Skriften i vandet – se mere her

 

 

 

 

 

KRIMI: Skriften i vandet er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm