Niels Frid-Nielsen: Al magt til folket – på museerne

foredrag af Niels Frid-Nielsen afholdt for Sammenslutningen af Museumsforeninger på Malergården, Odsherred – efterår 2025

Niels Frid-Nielsen: Al magt til folket - på museerne

Indledning

Det går tilsyneladende godt for danske museer.

Museumsreformen har skabt nyt håb på området, og millioner af mennesker har kvitteret ved at betale entré til de danske museer.

I den situation kan man vælge at læne sig tilbage i hængekøjen og nyde succesen.

Eller man kan vælge at tage endnu et skridt fremad. Jeg vil argumentere for, at de danske museer nu bør tage et dristigt skridt fremad.

Der mangler nemlig noget i museumsreformen. Der mangler en strategi til inddragelse af befolkningen. Reformen betragter i alt for høj grad museerne som en slags åndelige julemænd, der deler gaver ud til folket.

Der er brug for at blive endnu bedre til at byde befolkningen indenfor i varmen på de danske museer! Vi skal alle føle os velkomne.

Museumsreformen:

Inden vi bevæger os ind i fremtiden, er det nok klogt at evaluere den museumsreform, der blev vedtaget sidste år.

Lever den op til forventningerne?
Fremtidssikrer den museumsverdenen?
Er det de rigtige museer, der nu overlever og får glæde af reformen?
Er mulighederne for nye, opfindsomme tiltag gode nok?
Hvordan med fordelingen mellem kunstmuseer og de kulturhistoriske og naturhistoriske museer?
Og nok så vigtigt: Er støtten rimeligt fordelt mellem hovedstad og provins?
Tilgodeses de små og mellemstore lokale museer rimeligt i forhold til de store nationale?
Sikrer reformen at der også fortsat kan eksistere velfungerende, bæredygtige museer i tyndt befolkede områder?
Fra museum til museum sidder man lige nu over det ganske land og ser sig over skulderen:
Fik naboen mere end vi gjorde?
Hvordan overlever vi fremtidens udfordringer?
Er vejen frem flere sammenlægninger, som den vi har set med Roskilde Museerne, der nu kendes som museumskoncernen RoMu?

Eller skal de små museer netop gøre en dyd ud af at være små, nære og tæt på det lokalområde, de eksisterer i?

Det er værd at huske, at museerne eksisterer i et samfund, og at kultur også er en branche, der bidrager til samfundsøkonomien.

I gamle dage var museer ofte imponerende bygninger i hovedstaden. Kunsten i guldalderen var til og for borgerskabet i byen. København var det naturlige hjemsted for Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Glyptoteket. Men så kom Aarhus til med Den Gamle By, Aros og Moesgaard.

I dag kan man besøge at hav af museer mindre end en times bilkørsel fra torvet i Esbjerg. Jeg nævner i flæng:

Fiskeri- og søfartsmuseet.
Tirpitz i en bunker ved Blåvand.
FLUGT i Varde.
Vadehavscentret.
Og Ribe Kunstmuseum.

Så mange museer på så overskueligt et område giver mulighed for at udvikle Esbjerg til en attraktiv by, også når det kommer til kulturturisme.

Hvis man formår at fremkalde Sydvestjylland som en magnet for kulturturister, vil vækst og glæde snart sprede sig som ringe i vandet. Kulturturisterne skal jo have steder at sove, spise og gå ud om aftenen, når de trætte vender hjem fra dagens museumsbesøg. Alt sammen vil det være til glæde for borgere og by. Museerne vil bidrage til væksten i området.

Nytænkning

Vi må og skal udforske mulighederne for nye, spændende kulturelle vækstområder i de kommende år.

Kultur er ikke lig med udgifter. Kultur kan også skæppe i kassen, hvis man tænker på moderne menneskers behov for oplevelser og fællesskab, dér hvor de bor.

Jeg vil påstå, at bruger vi kulturen dynamisk, fører det både til mental velfærd og økonomisk vækst. Det er vores hovedstad et godt eksempel på. Det er meget godt med byggekraner, men folk gider jo kun bo i København, fordi det også er en spændende by at bo i, fuld af muligheder for at opleve noget, tage på udflugt eller gå ud at danse, spise eller se på kunst.

Incitament er et centralt begreb i museumsreformen. Det betyder tilskyndelse til at handle på en bestemt måde; og reformen tilskynder faktisk museerne til at forsøge at få flere besøgende. Besøgstal er i dag for første gang i kulturministeriets historie et af de kriterier, der uddeles museumsstøtte efter.

Det er kontroversielt.

Modstanderne af incitamentskriteriet argumenterer, at det fører til lefleri overfor publikum, populisme og fjantede udstillinger, der intet har med kunsthistorisk museumsfaglighed at gøre.

Omvendt argumenterer tilhængerne for, at incitamentskriteriet netop tilskynder museer til at tage sig sammen, gøre sig relevante og indbyde borgerne til at deltage i udviklingen af nye aktiviteter.

Sandheden er nok, at den sløve museumsdirektør vil lade sig friste til flad populisme, mens den mere ambitiøse vil se det som en indbydelse til mere opfindsomhed, kunst og kommers.

De tørre tal fra Danmarks Statistik viser, at der er noget at bygge på. Før pandemien lagde verden og museerne ned, var der i 2017 godt og vel 15 millioner betalende gæster på de danske museer. I 2024 var det tal steget til 17,5 millioner betalende gæster.

Ser vi på 2024, kan vi se, at godt 11 millioner af de 17,5 millioner besøgte kulturhistoriske museer. Fire millioner besøgte kunstmuseerne, mens en halv million indløste billetter til de naturhistoriske museer.

De tal modbeviser, at danske museer skulle være gammeldags og støvede. Tværtimod oplever vi i disse år en fornyet, folkelig interesse for at gå på museum.

I gamle dage sagde man, at det var kvinder over 45 år, der holdt dansk kultur i live. I dag ser vi på museerne nye publikumsgrupper strømme til: Børnefamilier, skoleklasser og turister.

Andre tal viser, at de museer der tør række en hånd ud til nye publikumsgrupper, også vil blive belønnet.

Ser vi igen i statistikken, viser den, at i 2015 dryssede mere end en million danskere forbi deres lokale museum, ikke for at opleve en udstilling, men for bare at være der. I 2024 var der tale om tre millioner mennesker, der havde besøgt et museum uden at se en udstilling.

De tal fortæller, at museer kan noget.

Museer tilbyder en særlig stemning af opmærksomhed og fordybelse, der tiltrækker det moderne menneske.

Andre tal fortæller om endnu mere potentiale. Siden 2022 har mellem seks og otte tusinde danskere hvert år taget imod tilbud om at tage med et museum på tur udenfor museets trygge rammer.

Der eksisterer altså et vækstlag af aktive danskere, der er motiveret for at blive inddraget endnu mere i aktiviteter i og omkring museerne.

Niels Frid-Nielsen: Al magt til folket - på museerne

Frids – forslag

Jeg foreslår derfor, at man offensivt begynder at arbejde med at involvere brugerne mere end det sker i dag. Det er nu, vi har chancen for at fremme en bredere, folkelig brug og glæde ved kunst, kultur og naturhistorie på museerne. I den sammenhæng er incitamentskriteriet bare endnu et argument for at komme i gang.

Der er nemlig brug for at udvikle nye former for aktiviteter på og omkring museerne, vel at mærke i tæt samarbejde med befolkningen.

Ude i samfundet diskuterer vi grænserne for ytringsfrihed. Skal kunsten censureres i den politiske korrektheds navn?

Hvad med satiren? Skal den begrænses i Muhammed-tegningernes fædreland?

Og hvad med provokunsten? Skal kunstnere belønnes for at tage røven på etablerede museer, som da Jens Haaning udskrev en regning på en halv million kroner og afleverede en tom ramme til Kunsten i Aalborg?

Hvorfor tager vi ikke hele diskussionen om kunstens rolle i samfundet ind hvor den hører hjemme, nemlig på museerne?

Siden kommunalreformen er biblioteksfilialer lukket i hele landet. Samtidig bliver der længere og længere mellem bogbusserne – og boghandlere uddør i by efter by. Vi er på vej mod et samfund med bogørkner.

Hvorfor ikke lade museet danne ramme om møder mellem læsere og forfattere; og lægge hus til læsegrupper og debatter, der lige nu ikke har nogen steder at være?

Selv om vi har haft kulturhuse i mere end 50 år, er der stadig byer, der må se langt efter et lokalt kulturhus.

Kan museerne ikke udfylde det savn, det efterlader når forsamlingshuset lukker og kommunen er for nærig til at investere i et kulturhus?

Jeg ser for mig et moderne museum, der rækker ud og involverer den lokale befolkning.

Lad os sammen besøge lokale kunstnere i deres værksteder; eller møde hende, der lige nu præsenteres på en særudstilling på museet.

Lad os arrangere udflugter, hvor vi ser på kunst i det offentlige rum, på bemærkelsesværdig arkitektur, eller gavlkunst og graffiti.

Lad os komme den store interesse for arkæologi i møde, og invitere amatørarkæologer på opdagelse med professionelle arkæologer.

Lad os invitere til intimkoncert med nogle af landets suveræne kunstnere i museets intime og stemningsfulde lokaler. Jeg har selv oplevet Steffen Brandt i Gentofte Kino, Signe Svendsen i en villahave i Jelling og vil til hver en tid kunne lokkes til koncert med Tina Dickow eller Peter Sommer i mit lokale museum.

Lad os også samarbejde med områdets andre kulturinstitutioner og overveje, om vi på den måde kan hjælpe hinanden med at få større betydning for folk. En koncert i skolens gymnastiksal, kombineret med en intimkoncert på museet og et musiknavn live på byens torv bliver til en helt lille byfest. Eller musikfestival, om man vil.

Det handler om betydning for folk. Imødekommenhed. Deltagelse. Inddragelse. Med et lidt kedeligt, men ikke desto mindre væsentligt ord: Brugerrelevans.

Hvordan sikrer vi brugerrelevans, folkelig inddragelse og medejendomsret? Kort sagt: Mere magt til folket?

Mit bud lyder: Lad os gøre museumsforeningerne til bindeled mellem museer og befolkning.

Rigtig mange museer har allerede sådanne foreninger med mellem 300 og 5000 museumsbrugere som medlemmer. Museumsforeningerne sikrer museerne en bredere folkelig forankring; og de forhindrer, at museer udvikler sig til elitære elfenbenstårne uden kontakt til den brede befolkning.

Samtidig udgør museumsforeningerne en ressource af aktive borgere med indsigt i kulturelle forhold, der åbenlyst kan bidrage til museernes udvikling i det 21. århundrede. Her er tale om et enestående folkeligt engagement, i ordets bedste forstand.

At styrke dialogen mellem foreninger og museer vil være en genvej til endnu flere relevante oplevelser – og bidrage til at besøgstallene stiger yderligere.

Målet må jo nemlig til syvende og sidst være at få endnu flere til at færdes på museerne og opfatte dem, som var de deres egne.

Det er nemlig en vigtig pointe, at i det danske velfærdssamfund tilhører museerne os alle, selv om ikke alle føler det altid.

Det er på tide, at vi tager det næste skridt, og får alle der vil med – også den sidste fjerdedel, der ikke kunne drømme om at sætte deres ben på et museum.

Uanset hvem man er, hvilken samfundslag eller aldersgruppe man tilhører, skal man føle sig velkommen på danske museer.

Det betyder ikke at alle partout skal gå på museum en gang i kvartalet; men det skal være lige så naturligt at besøge et museum, som det er at gå på biblioteket, i svømmehallen eller i kirke om søndagen.

Vi kunne begynde med at gøre museumsforeningerne til en lovpligtig del af museernes ledelse.

Det siger jeg ikke for at skabe en smutvej til attraktive pamperjobs i kulturlivet.
Jeg siger det for at skabe en struktur, der sikrer lokalbefolkningen reel indflydelse på museumsdriften.

Konklusion

Museumsforeningerne er og bliver det perfekte bindeled mellem museer og befolkning. Foreningerne må og skal forpligtes på den folkelige forankring. De kan fungere som en slags åbne værksteder, der skaber debat og engagement i og omkring det lokale museum. Som en folkelig platform hvor alle kan være med.

Museumsforeningerne kan fint være motoren, når borgere og ansatte sammen sætter ord og retning på museerne.

Hvad er det, folk drømmer om?
Hvad vil gøre et godt museum endnu bedre?
Hvad er det, der mangler i lokalsamfundet?
Fællesskab. Ypperlige Oplevelser. Noget at tænke over, når man kommer hjem.
Det handler om ejerskab og om følelsen af at have et sted, der tillader én at se verden med nye øjne.
Lad os gøre gode danske museer endnu bedre.
Lad os gøre museerne til et uundværligt omdrejningspunkt i det vi kalder den danske velfærd.

Lad os komme i gang nu!