AKTUELT Teater

TIVOLIS Koncertsal: Les Misérables in Concert

TIVOLIS Koncertsal: Les Misérables in Concert

 

 

 

 

 

 

 

TIVOLIS Koncertsal: Les Misérables in Concert

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… genhøret og gensynsglæden var stor ….’

– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Igen er skurken over dem alle, Jean Valjean, på banen. Når jeg indleder med at kalde hovedpersonen i Victor Hugos roman (1862) for ‘skurken’, vil den vågne læser vide, at det netop er kernen i denne eviggyldige fortælling om liv og død, retfærdighed og uretfærdighed.

 

At genfortælle historien er ikke nødvendigt. Den er velkendt fra romanen, de mange musicals – både på engelsk og dansk – og endelig også fra filmatiseringerne.

 

I musikalske sammenhænge har vores lokale verdensstjerner beklædt en række roller – mange vil huske Kurt Ravn, Anders Teigen, Flemming Enevold og ikke mindst Stig Rossen. På kvindesiden husker man Ann-Mari Max Hansen og Maria Lucia Heiberg.

 

På filmsiden så vi Liam Neeson på lærredet som hovedrolleindehaver i 1998 med Bille August i instruktørstolen. En af Bille Augusts bedste film efter min vurdering.

 

Og endelig i 2012 var Hugh Jackman og Russell Crowe på rollelisten i filmmusicalen af samme navn. Nogle vil også mindes Anne Hathaway, Helena Bonham Carter og Sacha Baron Cohen fra castet, hvoraf de to sidstnævnte excellerede i deres roller som det skumle og svinske værtspar på kroen, Thénardier.

I TIVOLIS Koncertsal

Det er filmen fra 2012, som Cinema Festival Symphonics fra London tager udgangspunkt i. Over 60 medvirkende deltager i teaterkoncerten, der både tæller symfoniorkester, sangere og ensemble.

 

Et samarbejde med rettighedshaverne Universal Pictures har muliggjort, at forestillingen understøttes af storskærm med brudstykker fra filmen undervejs. Det er godt tænkt – nogle ville sige forvirrende – vi kom ikke for at se film, men for at nyde musik og sang. Jeg kunne godt lide det indspark.

 

I materialet bliver vi lovet: ‘Hør blandt andet ”I Dreamed a Dream”, ”One Day More”, ”Do You Hear the People Sing”, ”On My Own” og alle de andre berømte melodier fra den storslåede musical.’ Og det fik vi helt bestemt! Vi fik også det ekstra bonusnummer, som var skrevet ind i filmen fra 2012, nemlig ”Suddenly”, som endda blev Oscar-nomineret.

 

Der er ingen tvivl om, at kvinderne med deres sopranstemmer løb med guldet. Det samme gjaldt dog ikke herrerne – her oplevede vi desværre, at sangerne, omend velmenende og sympatiske, ikke havde engelsk som deres modersmål. Man kunne påpege, at Stig Rossen heller ikke havde det, men forskellen er, at Rossen havde lært sig et forståeligt engelsk, og ikke et famlende forsøg på at mestre sproget. Især rollen som ‘Marius’ lykkedes ikke rigtig – om det var mikrofonen der gjorde knuder vides ikke.

 

Når det er sagt, var genhøret og gensynsglæden stor, og enkelte numre som ”Who am I” trak bestemt vand.

 

I aften spiller Les Misérables in Concert i Aalborg Kongres & Kulturcenter – se mere her

 

 

 

 

 

TIVOLIS Koncertsal: Les Misérables in Concert er anmeldt af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION