Udstilling: THE MYSTERY OF BANKSY
A Genius Mind – Art Maze
Foto: © Dominik Gruss – all rights reserved
✮✮✮✮✮
'Stor udstilling af graffiti-kunstneren Banksy viser, hvordan den anonyme gadekunstner utrætteligt forsøger at forandre verden …..'
– Niels Frid-Nielsen, KULTURINFORMATION
Kunstens Robin Hood
Graffiti-kunstneren Banksy ser sig selv som kunstens Robin Hood. Eller rettere: Udstillingen THE MYSTERY OF BANKSY, der nu kan ses i Art Maze i København, skildrer Banksy som en kunstner, der skaber kunst for folket i det offentlige rum. Gade-, facade- og gavlkunst har det med at blive fjernet igen, enten af ejere og myndigheder der ikke bryder sig om den slags, eller af samlere der ved, hvor mange penge man kan få for en mur, Banksy har dekoreret med sin kunst.
Udstillingen genskaber 200 Banksy værker, der er dukket op på gader og stræder i de sidste tre-fire årtier. Det er altså ikke originale Banksy værker vi kan se, men derimod graffitikunst, der er blevet fjernet af den ene eller anden grund, og som nu – på udstillingen – gives tilbage til folket, dog i en udstilling, man skal betale for at komme ind og se.
Foto: © Dominik Gruss – all rights reserved
Foto: © Dominik Gruss – all rights reserved
Fem kunstnere genskaber
Fem kunstnere har været i gang i 12 dage, og 30 mennesker har arbejdet i døgndrift for at få udstillingen på plads i den tidligere industribygning på ydre Østerbro i København. THE MYSTERY OF BANKSY har tidligere været vist i bl.a. Malmø og Stockholm. København er den 35. by udstillingen vises i, og tæt på tre millioner mennesker har allerede set den ude i verden.
Selv om Banksy i dag er graffitikunstens konge og hans værker blandt verdens dyreste, fokuserer THE MYSTERY OF BANKSY på den politisk provokerende Banksy. Den åbner med The Palestine Mile, murkunst Banksy har skabt på Vestbredden og en rekonstruktion af receptionen i det hotel, han har skabt i Betlehem også i det palæstinensiske hjemmestyre.
Provokunst, konflikt og redningsskib
Vi ser det ene værk efter det andet, der viser, at Banksy ikke går af vejen for en god konflikt, men gerne skaber kunst, der tager stilling og forsøger at skabe forandring. Som hans graffiti på sønderbombede bygninger i Ukraine, der er blevet en slags symboler på befolkningens overlevelsesvilje. Eller hans skildring af en engelsk hjemløs som vor tids julemand. Eller hans hyldest til de hverdagens helte, der arbejder i det britiske sundhedsvæsen.
Det hører med til historien, at Banksy ikke bare gemmer sine rigdomme på bankkonti, men donerer mange af sine indtægter til gode formål. F.eks. har han købt et skib, der sejler rundt i Middelhavet og samler flygtninge op. Dele af indtægterne fra THE MYSTERY OF BANKSY går i øvrigt netop til dette redningsskib.
Foto: © Dominik Gruss – all rights reserved
Man kan selvfølgelig diskutere, hvad Banksy selv siger til denne udstilling og om han bifalder, at andre kunstnere nu genskaber hans legendariske værker. Men uden anonymiteten ville hans kunst ikke være mulig. Og uden rekonstruktionerne på udstillingen ville rigtig mange Banksy værker være forsvundet og udskrevet af historien.
Nu kan vi ved selvsyn opleve, hvordan Banksys kunst griber ind i virkeligheden – og forsøger at forandre den. Enhver der interesserer sig for ytringsfrihed og grænserne for den kunstneriske frihed bør bruge et par timer på THE MYSTERY OF BANKSY.
Foto: © Dominik Gruss – all rights reserved
Udstilling: THE MYSTERY OF BANKSY – se mere her
Niels Frid-Nielsen: Er Banksy et blålys? – læs artiklen her
Frid har også udgivet bogen PROVOKUNST på GADs Forlag, læs anmeldelsen her
Læs også om KULTURINFORMATIONs besøg på den permanente Banksy-udstilling i København, Masters and Contemporary Art Museum her
Udstilling: THE MYSTERY OF BANKSY er anmeldt af Niels Frid-Nielsen, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm