KUNSTEN: Places to Dream

 

 

Objektivet er drømmenes værktøj

 

 

 

 

 

 

 

 

Cindy Sherman: Untitled #132, 1984. Pressefoto: Kunsten Museum of Modern Art

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

'Kunsten i Aalborg viser med udstillingen ”Places to Dream” fotodokumentation som et vidt forgrenet aspekt i billedkunsten ….'

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnene er velkendte, hvilket der ikke er nogen grund til at lægge skjul på i udstillingen ”Places to Dream” på Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg. Et par af disse er oven i købet genkendelige i kraft af, at de har været hovedpersoner i soloudstillinger på museet inden for de seneste år.

 

Kirsten Justesen (født 1943) definerer ofte sig selv som slet og ret billedhugger, og det er netop i denne rolle, hun har fået en del omtale i den seneste tid i forbindelse med et stort, rødt monument over Grevinde Danner placeret ved bredden af Sankt Jørgens Sø i København, men heldigvis er det Justesens rolle som sig selv og hendes krop som kritisk-humoristisk kommentar til kvinden, der er i spil her. Akkurat som man kunne opleve det i Justesens mageløse soloudstilling i samme udstillingsrum for et par år siden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anna & Bernhard Blume: “Küchenkoller”, 1985. Sølvgelatine print. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kaotiske drømmemiljøer

Kirsten Justesen præsenteres i udstillingens formidlingsmateriale som »en central skikkelse i den feministiske avantgarde og en af de første danske kunstnere, der i slutningen af 1960’erne introducerede performance og body art som udtryksformer«. Heldigvis er disse begivenheder blevet dokumenteret, og altid veloplagt præcist, hvilket man kunne se på soloudstillingen og nu igen i mindre udstrækning på den aktuelle udstilling.

 

Pia Arke (1958-2007) var en grønlandsk kunstner, der satte kvinden i centrum i ofte direkte og kommenterende værker, hvoraf fotografiet var en væsentlig bidragyder til det samlede oeuvre. Dette kunne man opleve i en udstilling på museet i 2022 og i et begrænset omfang i dag.

 

Det er en stærk række af primært kvinder, der tegner et til tider kaotisk drømmemiljø i Kunstens marmorarkitektur. Mange vil have et ret solidt kendskab til Marina Abramović (født 1946) og hendes kunstneriske praksis, der ofte har haft en stærk inkluderende effekt på publikum. I mere end fem årtier har hun således skabt banebrydende scener inden for performancekunsten.

 

Cindy Sherman (født 1954) er en kunstner, der har været eksponeret i utallige kunstudstillinger de seneste år. Hendes fotografiske værker, hvori hun transformerer sig selv om til alle mulige og umulige eksistenser, har tilsyneladende en dragende effekt på udstillingsarrangører over hele verden, hvilket har gjort hende til en populær skikkelse på samtidskunstscenen. Aktuelt står hendes tilstedeværelse dog en anelse anonymt, hvis man skal relatere til hendes ofte burleske og corny fremtoninger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ana Mendieta: Untitled (Facial Hair Transplants), 1972. Pressefoto: Kunsten Museum of Modern Art

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ekspressive eksempler på fotografiet

En kunstner, der som flere af de nævnte, bruger sig selv i værket, er finske Elina Brotherus (født 1972), hvor man ofte har kunnet opleve kvinden som et fragilt væsen i kontroversielle værker, hvori hun trækker på flere kunsthistoriske fortolkninger. Dette ses i et farvefotografi med titlen ”About Being My Model”, hvor to nøgne kvinder hver har placeret et sort-hvidt portræt af den amerikanske fotograf Francesca Woodman foran deres ansigter.

 

Netop Francesca Woodman (1958-1981) udgør i sig selv et af de mest ekspressive eksempler på fotografiet som medie. Hendes værk er til dels rodfæstet i en form for surrealistisk intimitet. Formaterne er i dette tilfælde små og i de fleste versioner i sort-hvid. Hendes kunstneriske virke udfoldede sig beklageligvis kun i ni år, da hun tog sit eget liv som blot 22-årig. Ikke desto mindre ses hun i dag som en pioner inden for fotografiet og har udgjort en stor kilde til inspiration i genren.

 

En signifikant karakter i udstillingen er den cubansk fødte kunstner Ana Mendieta (1948-1985), der er formidlet i en serie fotografier, hvor hun eksperimenterer med kønsroller i samarbejde med Morty Sklar, som var hendes medstuderende på University of Iowa.

 

I udstillingens formidlingsmateriale kan man læse om Mendietas alt for tidlige død, at hun »døde tragisk i en ung alder af 36 år i 1985 under omstændigheder, der i dag stadig er genstand for diskussioner«.

 

Jeg kan supplere med, at Ana Mendieta faldt ud af et vindue fra en skyskraber i New York, og at hendes mand, den konstruktivistiske billedhugger Carl Andre blev anklaget for at have dræbt Mendieta, men senere frikendt, hvilket i sagens natur har givet næring til konspirationer om det amerikanske retsvæsen samt debatter om køn, magt og vold i kunstverdenen. Hvad der i virkeligheden skete, får vi aldrig at vide, da Carl Andre døde sidste år.

 

 

 

 

 

 

 

Francesca Woodman: “Self-deceit #1, Rome, Italy”, 1978. Pressefoto: Kunsten Museum of Modern Art

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Teatralske refleksioner over kønsroller

Fotografiet som kunstform rummer som bekendt mange udtryk. Jeg har det ofte lidt svært med fotografier, hvor skarpheden er sløret helt unødvendigt, og hos netop parret Anna & Bernhard Blume (1936-2020/1937-2011) oplever man i en serie af store sort-hvide fotografier, hvor aktionen udspiller sig i et almindeligt køkken, hvor rummet og objekterne transformeres til kaotiske scener, hvor man ser Anna Blume som middelklassehusmor i et absurd sceneri, som indebærer bevægelseseffekter og en forvrænget fornemmelse af virkelighed.

 

Serien kan ses som en teatralsk refleksion over traditionelle kønsroller i hjemmet i næsten klaustrofobiske øjebliksbilleder, hvilket understøttes af fotografiernes diffuse finish.

 

Hvis man adskiller Blume-parret til to individuelle karakterer, optræder der 13 kunstnere på udstillingen ”Places to Dream”, og jeg har i denne anmeldelse valgt at slå ned på dem, der umiddelbart under mit besøg på Kunsten berørte mig mest eller rettere sagt: Gav anledning til størst forundring. Disse valg er naturligvis subjektive, og her er jeg mig fuldt bevidst om, at det fotografiske objektiv er et værktøj til fremkaldelse af drømme, og at brugen af fotodokumentation tillige fungerer som et vidt forgrenet aspekt i billedkunsten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pia Arke: Uden titel (De tre gratier collage), 1994. Pressefoto: Kunsten Museum of Modern Art

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udstillingen ”Places to Dream” viser værker af Marina Abramović, Pia Arke, Anna & Bernhard Blume, Elina Brotherus, Nan Goldin, Kirsten Justesen, Birgit Jürgensen Ana Mendieta, Cindy Sherman, Ulay, Carrie Mae Weems og Francesca Woodman, og kan ses på Kunsten Museum of Modern Art, Kong Christians Allé 50, Aalborg, frem til d. 28. september 2025.

 

 

 

 

 

 

KUNSTEN: Places to Dream – se mere her

 

 

 

 

KUNSTEN: Places to Dream. Coverfoto: Kirsten Justesen: “ICE SCRIPT / SHE REFLECTS OVER MELTING TIME THAT HAS PASSED”, 2007. Pigmenttryk. Somerset satin. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

KUNSTEN: Places to Dream er en anmeldelse af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm