Det jeg aldrig før har set
WILLUMSENS MUSEUM: Parkudstilling med Camilla Berner
Foto: Willumsens Museum
✮✮✮✮
‘ ……. det er nu vi skal se den forunderlige natur der er lige for næsen af os …..’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Willumsens Museum er meget mere end de spektakulære skiftende udstillinger. Der har i mange år været tradition for dialogudstillinger. Samtidskunstnere udstiller værker, der på flere måder skal perspektivere og belyse museets samling. Simpelthen se den med andre øjne og give de besøgende andre vinkler til at opleve Willumsens kunst. Det kan være at se farver og former i nye dimensioner og sammenhænge.
Det jeg aldrig før har set
I denne sæson har museet valgt at flytte det meste af oplevelsen udendørs og give Camilla Berner (f. 1972), frie hænder til at skabe nye værker. Camilla Berner er en af de mest fremtrædende billedkunstnere i øjeblikket. Hun arbejder tværæstetisk med naturvidenskabelige fagligheder i medierne fotografi, installationer, skulpturer og haver. Hun ser de store muligheder i naturen og udstiller både i det offentlige rum og åbne land. Selvfølgelig også på museer og andre udstillingssteder.
Camilla Berner tager udgangspunkt i J. F. Willumsens ukendte herbarium. Hun har ønsket at undersøge hvad der gør, at vi fascineres af det eksotiske og fremmedartede og derfor ikke altid opdager det nære, det der i virkeligheden ligger lige foran os. Men hvorfor er det ukendte mere spændende end det, der er inden for rækkevidde? Igennem mange år har det været nemmere at komme til fjerne destinationer og opleve flora og fauna, vi end ikke havde drømt om fandtes. Vi har nok glemt at værdsætte det, som vi har på vores egne breddegrader. En der kommer fra Jamaica, er sikkert lige så forbavset over vores natur som vi er over hans.
Som et gammelt ordsprog siger, græsset er altid grønnere på den anden side. Spørgsmålet er så: Er det? Her er kernen i Camillas budskab. Hun ønsker at vi skal se og føle det vi ikke lige er opmærksomme på i nuet. Kigge ned og opleve de vilde planter. Se diversiteten i alle de forskellige vækster der er på marken eller i græsset.
Camilla Berners to installationer er monstrøse stålskeletter af drivhuse. De står hver især på en cirkel af uslået græs. Drivhuset er et statussymbol. Et sted man kan dyrke det der ikke er muligt at opdyrke på friland. Jo da, nogen afgrøder, men generelt bruges drivhuset til at fremme en hurtig vækst eller til de eksotiske planter eller grøntsager. Camillas drivhuse er uden vinduer, der kan ikke gro noget af det vi elles ville have i et drivhus. Et er væltet, måske af stormen, fordi vi ikke har brug for det. Hvad er værdifuldt for os? Hvad skal vi spise i fremtiden? Behøver vi kunstige frembringelsesmetoder eller kan vi nøjes med at dyrke det, som er beregnet til at gro i vores land?
Foto: Willumsens Museum
Willumsen selv
Willumsen samlede mange planter, men det var ikke alle der var lige eksotiske. Faktisk er størstedelen europæiske. Willumsen havde en sans for detaljen og farverne. Han var i stand til at bruge naturen som centrale dele af sin kunst. Det er bindeleddet mellem de to kunstnere. Camillas idé med de afskærmede cirkler af planter og højt græs i kontrast til de vinduesløse drivhuse er næsten voldsomt. Det råber til os, at det er nu vi skal se den forunderlige natur der er lige for næsen af os.
I haven er der endvidere udstillet et farverigt rustikt træmøblement. Der er mobile stole, en day bed og stole til at sidde på. Kunstnergruppen Bureau Detours har kreeret møblerne for at publikum skal bruge dem til f.eks. picnic, klatrestativ eller bare afslapning. Farverne er hentet direkte fra Willumsens værker.
Man har gjort en dyd ud af, at publikum kan benytte den fine have hele året og i alle døgnets timer. Selvom museet har lukket, kan du besøge den hyggelige have. Hvis du kommer i åbningstiden, kan der slås to fluer med et smæk. Willumsens Museum er altid et besøg værd.
Foto: Willumsens Museum
WILLUMSENS MUSEUM: Parkudstilling med Camilla Berner. ‘Det jeg aldrig før har set’. Willumsens have i Frederikssund. Værker af Camilla Berner. Parkudstillingen slutter 22. oktober 2023.
WILLUMSENS MUSEUM: Parkudstilling med Camilla Berner – se mere her
Se også David Cartagenas fotoreportager her
WILLUMSENS MUSEUM: Parkudstilling med Camilla Berner er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm