Det Kongelige Teater: Operaen TRYLLEFLØJTEN

✮✮✮✮✮✮

‘ …… Man bliver helt og totalt blæst bagover af denne opsætning ….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Tryllefløjten har alle ingredienserne til at få hjertet til at banke i takt med Mozarts vidunderlige musik. Med en blanding af romantik, drama, komedie, mystik og ikke mindst humor er Tryllefløjten, nok den mest charmerende af Mozarts operaer. Hvis man ikke er den store operaentusiast, vil den iørefaldende musik til Tryllefløjten og lettere talte dialog, være ideel for den nystartede operagænger. Operaens forfriskende musik er løssluppen og melodisk- den er kort sagt for alle i alle aldre. Tryllefløjten er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. af Ingmar Bergman i 1975 og i 2006 af Kenneth Branagh.

Plot

Historien er en klassisk fortælling om to elskende, der må igennem hårde prøvelser, inden de endelig kan få hinanden. Den handler også om lys og mørke, det gode mod det onde, tilgivelse og at turde tro på kærligheden. Vi kommer igennem uendeligt mange følelsesmæssige lag.

Denne produktion af Tryllefløjten er den mest vilde og spektakulære jeg nogensinde har set. Det scenografiske er et fantasiunivers, hvor vi befinder os i en 1920’er agtig stumfilm. De tidsmæssige sammenstød gør kun oplevelsen stærkere. Der er smæk for skillingen når der bl.a. bliver løbet, ageret og sunget til Mozarts musik. Diego Leetzs lysdesign og Paul Barrits videodesign, får forestillingen til at være et stort levende, næsten psykedelisk trip. Effekterne er storslåede. Intet mindre end genialt.

Første akt

Den smukke prins Tamino, Jonathan Koppel, er på flugt fra en kæmpe slange og har bevæget sig ind på Nattens Dronnings territorium. Tamino er besvimet. Han bliver reddet af hendes 3 hofdamer, Inga- Britt Andersson, Sophie Haagen, Frida Lund-Larsen, der med 20’er tøj, små hatte og cigaretrør, indtager en humoristisk autoritær position. De viser ham et billede af Pamina, som han forelsker sig i med det samme. Hun er Nattens Dronnings datter. Den onde troldmand Sarastro, Morten Staugaard, har taget hende til fange i et fjernt land.

Da Tamino vågner, ser han Papageno, Palle Knudsen, som han tror er hans redningsmand. Med sit Buster Keaton image og charmerende udstråling, er han uimodståelig. Han har humor og en stærk stemme. Fuglefængeren Papageno, jagter hele tiden kærligheden, og gør intet for at modsige Papageno. De tre damer straffer Papageno for at lyve, og gør ham stum. Kort efter kommer Nattens Dronning, Rainelle Krause, selv til syne, og fortæller Tamino om sin datters bortførelse. Hun er fremstillet som en ottebenet edderkop svævende højt oppe i luften og spreder sin gift på dem hun kan indfange. Fantastisk idé og Rainelle Krause synger som en drøm. Tamino lover dronningen at finde Pamina og befri hende. De tre damer giver ham en tryllefløjte og Papageno får et klokkespil, der kan beskytte dem mod alverdens farer.

Desuden vil de møde tre drenge, der vil hjælpe dem. Damerne giver Papageno talens brug igen og de tager ud for at befri Pamina. Hun befinder sig hos Monostatos, der er Sarastros overslave, han passer på hende. Papageno træder ind. Monostatos og Papageno er panikslagne over hinandens udseende og flygter. Papageno kommer tilbage og fortæller Pamina, at hendes mor har sendt Tamino for at redde hende. Pamina er henrykt over, at Tamino er forelsket i hende. Pamina er fra første færd yndig med sit klædelige Betty Boop udseende, samt en klokkeren og sprød stemme.

Anden akt

Som i så mange andre eventyr er der prøvelser der skal bestås, før de to elskende kan få hinanden. Første prøve er Tavshedens prøve. Tamino og Papageno skal øve sig i at være tavse. På trods af de tre damers advarsler er det en virkelig hård prøvelse. Tamino er fast besluttet, hvorimod Papageno begynder at sludre.

I mellemtiden prøver Monostatos, Michael Kristensen, igen at komme tæt på den sovende Pamina. Michael Kristensen er lige tilpas dæmonisk og styk. En ren Mefisto, med en fantastisk maskering. Nattens Dronning kommer til syne og beordrer sin datter at dræbe Sarastro, Morten Staugaard. Som Sarastro er Staugaard både farlig og blid. Hans karakteristiske dybe basstemme giver en flot tyngde. Pamina bliver fortvivlet ladt tilbage. Sarastro forsøger at berolige hende ved at mane tanken om hævn i jorden.

Den næste prøvelse er Fristelsens prøvelse. Tamino og Papageno skal modstå enhver form for fristelser: ingen snak, ingen damer, ingen mad! Det kan Papageno næsten ikke holde ud. De tre drenge bringer Tamino og Papageno mad, Tamino modstår standhaftigt. De medbringer også tryllefløjten og klokkespillet. Selv ikke Pamina kan slå et ord af Tamino, hvilket hun tolker som en afvisning. Hun er knust. Før den sidste store prøvelse, bliver Pamina og Tamino bragt sammen en sidste gang for at sige farvel til hinanden. Papageno får ikke lov til at deltage i flere prøvelser. Pamina tror, at Tamino er tabt for hende for evigt. I fortvivlelse forsøger hun at gøre en ende på sit liv, men de tre drenge forsikrer hende om, at Tamino stadig elsker hende.

Drengene inviterer hende til at se Tamino igen, hun accepterer. Med krystalklare stemmer indtager de tre drenge, Albert Moos Pedersen, Carl Philip Zielke Johannsen, Otto Antonio Rodriquez Ollivierre, gang på gang publikum. De to elskende er nu sammen og skal igennem den sidste prøvelse: Ild og vand prøvelsen. Tryllefløjtens musik og kærligheden til hinanden hjælper Tamino og Pamina med at overvinde deres frygt. I Sarastros rige erfarer de, at han ikke, som de troede, er ond. Han er en klog, retfærdig og vis mand, der har bortført Pamina, kun for at beskytte hende mod hendes mor, Nattens Dronning, der er den virkelige onde person.

Blæst bagover

Man bliver helt og totalt blæst bagover af denne opsætning. Scenen er hele tiden denne blanding af stumfilm med knitrende lys på lærredet, karikerede figurer, overdreven gestikuleren og fortryllende musik. Man skulle ikke umiddelbart tro, at denne tidstransformation af Mozart ville kunne fungere. Men det gør den. Ovenikøbet er det betagende spændende. Kulissen, eller hvad man vil kalde det sætstykke der er eneste inventar på scenen, har låger som i en julekalender og de medvirkende bliver drejet ind og ud. Det er videodesignet der er dekorationen. Den forestilling bør ses. Den er ganske enkelt umuligt at gengive.

Det Kongelige Teater: Operaen TRYLLEFLØJTEN. Repremiere. Libretto: Emanuel Schikaneder. Komponist: Wolfgang Amadeus Mozart. Medvirkende: Nattens Dronning: Rainelle Krause, Sarastro: Morten Staugaard, Fuglefængeren Papageno: Palle Knudsen, Prins Tamino: Jonathan Koppel, Prinsesse Pamina (datter af Nattens Dronning): Clara Cecilie Thomsen, Monostatos: Michael Kristensen samt mange flere. Musikalsk ledelse: Eivind Gullberg Jensen. Iscenesættelse: Barrie Kosky og Suzanne Andrade. Scenografi og kostumedesign: Esther Bialas. Instruktør ved genopsætningen: Erik Friedman. Dramaturg: Ulrich Lenz. Koncertmester: Tobias Sneh Dueholm. Det Kongelige Kapel. Lysdesign: Diego Leetz. Videodesign: Paul Barrit. Koncept: 1927 (Paul Barrit, Suzanne Andrade) og Barrie Kosky. Tryllefløjten synges på dansk med libretto af Karen Hoffman. Forestillingen er produceret i samarbejde med Komische Oper Berlin, Barrie Kosky og Suzanne Ardrade samt den engelske teatergruppe 1927.

Det Kongelige Teater: Operaen TRYLLEFLØJTEN – se mere her

Det Kongelige Teater: Operaen TRYLLEFLØJTEN er en anmeldelse af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm