Filmanmeldelse: Jeg er morderen!

✮✮✮✮✮

‘ ……………. en fornøjelig film og man er i godt fransk selskab …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

En ung kvinde flygter fra et hus. Hun kommer hjem til sin bofælle i deres lille usle lejlighed på femte sal i en Parisisk beboelsesejendom. Kvinden, Madeleine Verdier, er oprørt. Hun er skuespiller og har været til det hun troede var en castingsamtale. Filmproducenten var ude på noget helt andet end at give hende en rolle og forgreb sig på hende. Madeleines bofælle, Pauline Mauléon, er nylig uddannet advokat. De får besøg af udlejeren og det viser sig at de ikke har betalt husleje i 5 måneder. Politiet dukker op.

Skæbnen vil at filmproducenten er død, faktisk myrdet. Han er blevet skudt i hovedet. Madeleine bliver hovedmistænkt i sagen og ankommer næste dag til politistationen. Den ene personage er mere inkompetent end den anden og det ene ord tager det andet.

At indrømme et mord

Tingene bliver drejet rundt og de to unge damer ser pludselig en mulighed for berigelse, hvis Madeleine indrømmer mordet. Hun har jo handlet i nødværge! Madeleine har en uduelig kæreste, André. Hans far er dækfabrikant, men firmaet mangler penge, så han har lovet sønnen væk til en rig familie. Pigen han skal giftes med, er ikke nogen skønhed, men hvad gør man ikke for at redde familiens ære.

Retssagen begynder og Madeleine og Pauline opfører et melodrama der er en Oscar-nominering værdig. Pauline har skrevet en tale til Madeleine, hvor hun fremstår som en bly viol, der har været så grueligt meget igennem. Pauline holder en forsvarstale om kvinders mangel på rettigheder og ligestilling i Frankrig 1935. Ikke et øje er tørt. Madeleine bliver frikendt. Inden længe fraflytter de deres ydmyge logi. Jobtilbud vælter ind til dem begge. Lige indtil Odette Chaumette, spillet af Isabelle Huppert, dukker op. Hun har været en af stumfilmens største stjerner, men tiden er løbet fra hende og hendes økonomiske situation har ramt bunden.

Hun insisterer på at få ret til at blive anklaget for det mord hun har begået. Eller har hun?! Hun prøver at afpresse de to kvinder, men de lader sig ikke kyse så let. Hun ser en mulighed for at indkassere en formue på forbrydelsen, ligesom de har gjort. Derefter går den vilde jagt. Hos anklageren bliver hun afvist, men får tilbud om at melde sig som morder til andre uopklarede sager. Det har selvfølgelig ingen interesse. Kan man slippe afsted med at tilstå et mord man ikke har begået?

En komedie

Filmen er godt skruet sammen. Man mærker fra begyndelsen inspirationen fra 1930’ernes amerikanske screwball-komedier, hvor replikkerne bliver kastet igennem luften som spidse pile. Vittige, ironiske, spiddende og morsomme. Man føler sig særdeles underholdt i dette selskab. François Ozon har en evne til at få det bedste frem i sine spillere. Denne gang går han endnu tættere på og der bliver i bogstaveligste forstand ”spillet komedie” på et højt niveau. Det er en fornøjelse.

François Ozon og Philippe Piazzo har sammen skrevet manuskriptet til denne nye filmatisering. Historien er løst baseret på Georges Berr og Louis Verneuils stykke “Mon crime” fra 1934. Fortællingen er tidligere filmatiseret i Hollywood, som “Kan disse læber lyve”, 1937, hvor Carole Lombard var advokaten og igen ti år senere med Betty Hutton i den mindre kendte “Cross My Heart”. Man kan sige, at det er en gammel traver, men i denne nye forklædning, kan den sagtens tåle at blive genfortalt.

Præstationerne

Persongalleriet er strålende sammensat. Specielt skal nævnes Isabelle Huppert, som den fallerede stumfilmsstjerne, Odette Chaumette. Hun er uimodståelig, excentrisk, flamboyant, overspillet og helt igennem vidunderlig. Desuden er de to unge kvinder som henholdsvis – Madeleine Verdier-Nadia Tereszkiewicz og Pauline Mauléon-Rebecca Marder strålende. De har begge en stor bredde som de får lov at udfolde i filmen. Ikke alene er de yndige på hver deres måde, de formår også at være både dramatiske, følsomme, snu og søde.

Manuel Dacosse har fotograferet med indlevelse. Det er meget smukke billeder og farverne er perfekte. Lige bortset fra de passager i s/h, der understreger et tidsskifte. Godt tænkt. Musikken er skrevet af Philippe Rombi og passer ind i tidsbilledet. Det er en fornøjelig film og man er i godt fransk selskab.

Filmanmeldelse: Jeg er morderen! Komedie- drama. Medvirkende: Nadia Tereszkiewicz – Madeleine Verdier, Rebecca Marder-Pauline Mauléon, Isabelle Huppert -Odette Chaumette, Fabrice Luchini-Dommer Gustave Rabusset. Instruktør: François Ozon, Producer: Eric Altmayer og Nicolas Altmayer, Foto: Manuel Dacosse, Musik: Philippe Rombi, Klip: Laure Gardette, Manuskript: François Ozon.

Filmanmeldelse: Jeg er morderen! – se trailer her