Litteratur Teater

ANMELDELSE: Revyens Røverhistorier

ANMELDELSE: Revyens Røverhistorier

 

Et makkerpar med 60 års forskel

 

 

 

 

 

 

 

ANMELDELSE: Revyens Røverhistorier

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ….. man bliver både rørt og forbavset …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ulf Pilgaard f.1940, en af vor tids største skuespillere, gik bort 28. oktober 2024. Ulf var en utrolig alsidig skuespiller. Hans store komiske talent har de fleste fået lov til at opleve i hans medvirken bl.a. i Cirkusrevyen, hvor han medvirkede fra 1986 til 2021. Han var aktiv i over 40 år. Vi har også set ham på teatrets skrå brædder, samt i stærke karakterroller på det hvide lærred f.eks i Nattevagten.

 

Det stod faktisk ikke i kortene at Ulf skulle være skuespiller. Efter studentereksamen læste han teologi og i 1961 medvirkede han på studenterscenen. En anmelder kaldte ham den nye Dirch Passer og derefter startede hans karriere med lynets hast. Ulf gjorde aldrig sit studie færdigt.

 

Til gengæld blev han en folkekær kunstner. Han har i flere årtier moret publikum med parodier på Dronning Margrethe, Hanne Bech Hansen-Perlemor, Kirsten Hüttemeier, og mange flere. Inden hans død, nåede han at færdiggøre denne bog i samarbejde med Lukas Birch. Bogen udkom den dag han døde.

Den yngste og den ældste

Lukas Birch (f. 2000), og Ulf må ellers siges at være et umage makkerpar med 60 års aldersforskel, men alder er kun et tal og de to ungersvende havde en fælles passion: Revyen. Lukas er forfatter, entertainer og kulturel iværksætter. Han skrev sin første tekst til Cirkusrevyen som 14-årig. Han har en energi som et damplokomotiv og er altid god for nye ideer.

 

Det er en fiks måde bogen er opbygget på og man keder sig ikke et sekund. Ca. 60 udvalgte revyfolk kommer med en anekdote om dem selv i forhold til en revy og derefter fremhæver vedkommende et særligt nummer, der har gjort et evigt og uudsletteligt indtryk på dem – det kan være et selvudført nummer, eller et nummer fremført af en anden. Det er sjov læsning for pludselig vil publikum lære skuespilleren, kapelmesteren, instruktøren, anmelderen, tegneren, revydirektøren, tekstforfatteren, bedre at kende end fra en tidligere kendt vinkel, og ind imellem bliver man både rørt og forbavset over hvilke revynumre, det rent faktisk er, vedkommende har udvalgt som særlige og/eller specielle.

 

 

 

 

 

 

 

 

ANMELDELSE: Revyens Røverhistorier

Fra Louise Freverts private scrapbog

 

 

 

 

 

ANMELDELSE: Revyens Røverhistorier

Fra Louise Freverts private scrapbog

 

 

 

 

 

Louise Frevert

Fra Louise Freverts private scrapbog

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmelderens egen anekdote

Det vil være umuligt at fremhæve et par stykker frem for andre, så derfor vil jeg fortælle en lille historie fra min egen revytid ovenikøbet fra en forestilling, hvor jeg spillede sammen med Ulf Pilgaard i Tivoli Teatret 1973. Vi var fire dansepiger og medvirkede i et stolenummer, sammen med Malene Schwartz. Vi var alle fem i smarte corsager og højt hår, parykker. På et tidspunkt ligger vi hen over stolene, kigger på publikum med hovederne lettere hængende bagover og ’Bum’. Det lignede en død rotte på gulvet, men nej, det var min paryk. Vi havde sindssygt mange skift og jeg havde ikke sat nok hårnåle i parykken og når man har opsneglet hår under en strømpe, ser man ’skøn’ ud! Jeg fik fluks fat i parykken og på med den. Malene kunne jo fornemme at noget var galt og at folk grinte på et forkert sted, og hun var rasende. Berettiget. Siden da har jeg altid haft overforbrug af ekstra hårnåle. Og Malene tilgav mig.

 

Det nummer jeg vil fremhæve, er uden tvivl Dirch Passers uforglemmelige: Hoppegyngen, Cirkusrevyen 1974, hvor jeg også var med, tillige med Malene Schwartz, Poul Bundgaard, Lisbet Dahl m.fl.

Også dialoger

Indimellem disse såkaldte statements beretninger i bogen, har Ulf og Lukas nogle gode dialoger. Ulf får plads til at fortælle sine småhistorier og causerer over store og små emner, som kunne have indflydelse på, hvorfor netop DEN tekst er med i en revy. Revy handler altid om at teksterne skal være aktuelle, men det er jo ikke sikkert, at det er com il faut at have en specifik situation med, der vil være så politisk ukorrekt, at den overhovedet ikke er morsom. Eller simpelthen uinteressant.

 

Forfatterne har også fremhævet særligt sjove, sigende og tidløse citater såsom: I 1968 blev vi lagt i benlås af uro’erne. Nu bliver vi lagt i spa-bad af sosu’erne. Eller: Mågerne flyver taber vi no’et? Vi er alle i samme båd. Eller et af Ulfs citater som Dronning Margrethe: Smøgerne skal i kufferten – Sådan, så kan vi både ryge og rejse. Man kan ligefrem høre ham!

 

Et par lidt længere historier er der også blevet plads til. Den ene er hvorfor man altid siger: Én gang til for prins Knud, men det vil jeg ikke afsløre her. Det må læseren selv finde ud af.

 

 

 

 

 

 

Dirch Passer

Fra Louise Freverts private scrapbog

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Man har selvfølgelig heller ikke glemt at nævne alle de store revykoryfæer, såsom Jørgen Ryg, Stig Lommer, Grethe Sønck, Volmer Sørensen, Osvald Helmuth, Claus Ryskjær, bare for at nævne et par stykker af disse fabelagtige kunstnere, der har fået flere generationer til at more sig. Dansk humor og satire er noget særligt og det er vidunderligt, at det stadigvæk er muligt at holde liv i denne genre. Revy er en helt unik teaterdisciplin, og det er absolut ikke alle, som er i stand til at mestre den.

Skønne illustrationer og portrætter

Bogen er underholdende og giver mange timers underholdning. Claus Seidels pragtfulde tegninger gør bogen livlig og let. Det er et smart greb at have kunstnerne i positivt karikerede positurer, i stedet for stereotype billeder. Til denne bog er det helt perfekt og i morskabens ånd. Jeg kunne nu godt have tænkt mig at vide efter hvilke kriterier man har valgt, at lige netop disse personer skulle være med. Der er intet at kritisere omkring de medvirkende i bogen, de er strålende, og det siger sig selv, at det vil være umuligt at have alle med, men alligevel.

 

Bagerst i bogen er der en lille quiz. Det er en skøn ide og jeg kan afsløre, at den er ikke nem. Lad nu være med at snyde, det er jo kun for sjov.

 

 

 

 

 

 

Ulf Pilgaard

Fra Louise Freverts private scrapbog

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ANMELDELSE: Revyens Røverhistorier. Forfattere Ulf Pilgaard og Lukas Birch – Et makkerpar med 60 års forskel. Illustreret af Claus Seidel. Udgivet af Helmin og Sorgenfri.

 

 

 

ANMELDELSE: Revyens Røverhistorier – se mere her

 

 

 

 

 

 

ANMELDELSE: Revyens Røverhistorier er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm