Kunst

Sophienholm: GENKLANG

Sophienholm: GENKLANG

 

 

 

 

 

 

 

Sophienholm: GENKLANG

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ……. GENKLANG…… kræver noget af sit publikum og det synes jeg er godt …….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er altid en fornøjelse at besøge Sophienholm. Denne lille perle, med en af Danmarks bedste museumsudsigter, har altid nye vilde tiltag at byde på. Man er spændt på hvad de nu har fundet på og man bliver så at sige aldrig skuffet. Tværtimod. Man møder et fuldblods engageret personale, sprudlende fyldt med nye tiltag og overraskende udstillinger. I det nye år er der også kommet en ny kurator og kommunikationsmedarbejder, så de er heller ikke blege for at forny sig.

GENKLANG – 1920’erne & 2020’erne

Den nye udstilling tager hul på aktuelle problemstillinger. Hvad sker der og hvad ser vi, når malerier og tegninger fra 1920’ernes Tyskland bliver sat overfor værker af danske samtidskunstnere fra 2020’erne? Vil der være en genkendelighed i stemninger og temaer? Er der en’ Genklang’ vi kan identificere os med fra de to perioder? Ja, der er mange overraskende parallelspor.

 

Hvad er det så der sker. Er der en genklang at spore mellem de to perioder i temaer og tilbøjeligheder? Og hvordan sætter værker og kunstnere billeder på nogle af de stemninger, der løber som en understrøm i tiden, før de – måske – bliver realiteter?

 

Sophienholms nye udstilling er en fordomsfri rejse fra Hamborg i 1920’erne til i dag. Mange af bevægelserne kan vi nikke genkendende til, og vi kan på hver vores egen måde, forholde os til 1920´erne og op til 1933, da nazisternes magt blev mere og mere synlig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sophienholm: GENKLANG

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘Kroppen’

Det interessante ved denne udstilling er, at mange af de tendenser og stemninger vi ser i værkerne, er identiske i begge perioder. Nogle af de emner vi kan se gå igen, er selvfølgelig kroppen som objekt på forskellige måder. På udstillingen kaldes det ’Kroppen som kampplads’. Vi har brugt vores krop som forsvar og gør det stadigvæk. Bl.a. et forsvar til at kunne bevare vores integritet og selvstændighed, retten til at se ud som vi ønsker, simpelthen bestemme over vores egen krop. I 20’erne var det et oprør mod uligheden mellem mænd og kvinder og kampen om at acceptere den nøgne krop som noget naturligt. Nazisterne havde en anden tilgang til kroppen, som de mente skulle dyrkes som en skulptur, ved at udøve mange former for sport, for at forme den perfekte krop. Det stødte sammen med den frigørelse man havde opnået.

‘Festen’

Et andet tema der naturligt følger i kølvandet på kroppens brug er ’Festen som fristed’. Udstillingen har nogle sigende værker, der på godt og ondt fortæller om livet på de små knejper, danseetablissementer, barer osv. Folk drak sig fra sans og samling og vi ser hvordan feststemningen blev en flugt fra en trist og ussel tilværelse. Den glade feststemning dækkede over en verden på randen af opløsning og menneskelig deroute. Man dansede også som vilde og man afholdt maratondansekonkurrencer over flere dage. Der er nogle fantastiske billeder som kunne være øjebliksfotografier af mennesker, som fester igennem.

 

Kan nogen nikke genkendende til denne adfærd? Der er ikke megen forskel på i dag og for hundrede år siden. Den eneste forskel er rammerne. Tingene gentager sig, tiden tegner en cirkel som kan blive uendelig. Som Oswald Spengler skrev i ’Vestens undergang’, han var tysk filosof i 1920’erne: Historien er cyklisk, og at alle civilisationer gennemgår faserne fødsel, vækst, forfald og til sidst undergang. Ja, det er som sagt en dramatisk udstilling.

 

En stor del af de tyske kunstnere der er repræsenteret på udstillingen, blev forfulgt efterhånden som nazismen vandt frem. Jøder, homoseksuelle, kommunister etc., fik stækket deres vinger og mange af de udstillede kunstnere begik selvmord. Deres værker afspejler en løssluppenhed til at kunne være frie og seksuelt frigjorte. Alligevel kan man fornemme en lidt dyster stemning i de mørke farver og til tider groteske motiver. Et forvarsel på, at det ikke kunne vare evigt. Det sluttede da også brat.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sophienholm: GENKLANG

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nutiden

De 8 samtidskunstnere behandler tidstypiske tematikker. Klimaforandringer, krig, angsten for, at vi via politiske tiltag, skal få taget vores hårdt tilkæmpede frihed fra os og mange flere. Grundtanker ligeså aktuelle som for 100 år siden. Der er mulighed for fordybelse. I hvert rum hænger små pamfletter og det kan godt betale sig, at læse dem igennem. De indeholder grundige tidshistoriske beskrivelser, samt fine og også sørgelige menneskelige historier.

 

Udstillingen præsenterer mere end 40 udvalgte malerier og grafiske værker fra Maike Bruhns’ samling. Bruhns har siden 1980’erne indsamlet værker af udstødte og forfulgte kunstnere. Udstillingen ledsages af et omfattende live-program med foredrag.

 

Åbningsudstillingen GENKLANG i 2025 er omfattende. Den kræver noget af sit publikum og det synes jeg er godt. Ofte kan det være næsten for nemt at spadsere igennem nogle udstillingslokaler og påstå, at man har set det hele. Her er du simpelthen nødt til at stoppe op og se på hvert enkelt værk, og det gør heller ikke noget, hvis du tager en runde mere. En flot og gennemarbejdet udstilling.

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunstanmeldelser

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sophienholm: GENKLANG. Udstillingen slutter 21. april 2025. Kunstnere Tyskland: Friedrich Ahlers-Hestermann, Alma del Banco, Harry Behr, Ervin Bossanyi, Paula Gans, Willem Grimm, Eduard Hopf, Hella Jacobs, Max Kahlke, Emil Kritzky, Elfriede Lohse-Wächtler, Emil Maetzel, Anita Ree, Gertrud Schaeffer, Heinrich Stegemann, Johannes Würsten; Dorothea Maetzel-Johannsen

 

Samtidskunstnere: Orsolya Bagala, Esben Weile Kjær, Bjørn Poulsen, Niels Pugholm, Ahmad Siyar Qassim, Johannes Sivertsen, Nanna Starck og Thomas Øvlisen.

 

 

 

Sophienholm: GENKLANG – se mere her

 

 

 

Sophienholm: GENKLANG er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm