TIVOLIS KONCERTSAL: International Balletgalla 2025

– A Celebration of Dance

Foto: Jakob Melgaard

✮✮✮✮✮

' …… der bliver udført løft, så man tror, at tyngdekraften ikke eksisterer …..'

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Det kan næsten ikke blive bedre. 19 af verdens førende balletdansere fra National Ballet of Canada i Toronto, New York City Ballet, Royal Ballet London, Hamburg Ballet, Kammerballetten og Dutch National Ballet, viser højdepunkter fra nogle af deres bedste forestillinger.

Første del

Aftenen starter med: Hamburg Ballet: Spring and Fall. Musik: Antonin Dvorák. Koreografi: John Neumeier. Dansere: Olivia Betteridge, Alexander Trusch. Akkompagnement: Tivoli Copenhagen Phil. Et sprudlende, livligt og let værk. Det var et godt valg at lade disse to solister åbne gallaaftenen. De har begge en smuk timing og deres engagement og smil, når ned til sidste række. Det er en fornøjelse at se deres præcision. Ligeledes var det et kærkomment gensyn med en af Neumeiers balletter, som man altid kan se med stor glæde.

Kammerballetten byder ind med tre små solide værker. Det er et nytænkende og ambitiøst kompagni, hvor moderne ballet bliver sammenføjet med klassisk ballet, på et højt professionelt niveau.

’Closer.’ Musik: Philip Glass. Mad Rush. Koreografi: Benjamin Millepied. Dansere Maris Kochetkova, Sebastian Kloborg. Akkompagnement: Trio Vitruvi. Her bliver der leget med trinene i en grad, man ikke tror er muligt. Koreografien har en høj sværhedsgrad, men bliver udført med legende lethed. Man kan vælge at tolke det som en historie eller simpelthen nyde elegancen og dansen for dansens skyld. Eminent.

’Unravel’. Musik: Maurice Ravel. Koreografi: Kristian Lever. Dansere: Alba Nadal, Tobias Praetorius. Akkompagnement: Trio Vitruvi. Der udspiller sig helt klart en diskussion om længsel, adskillelse og store følelser mellem to personer, og med et stærkt kropssprog og sigende koreografi, når vi hele følelsesspektret igennem. Igen er koreografien formidabel. Der er sket noget i de senere år rent koreografisk. Danserne er fysisk stærke og det har udfordret koreograferne til at prøve mange nye trinkombinationer af. Det er en fryd at se denne udvikling og ganske interessant.

Foto: Jakob Melgaard

Sidste indslag med ’Kammerballetten’ er: 'Oenothera', betyder Natlys. Musik: Franz Schubert. Koreografi: Tobias Praetorius. Dansere: Astrid Elbo, ida Praetorius og Ji Min Hong. Akkompagnement: Trio Vitruvi. Disse tre solister danser en pas de trois. De formår at transformere trinene om til en koreografi, der får de tre dansere til at blive forvandlet til æteriske væsner, som svæver over scenen. ’Oenothera’ er navnet på en betegnelse for en planteslægt med mere end 150 arter. Planterne er karakteristiske ved, at de ofte åbner sig ved skumringstid. Derfor bliver de betegnet ’Natlys’. Praetorius har evnet at materialisere disse vidunderlige blomster for os. En gennemarbejdet og smukt danset værk.

National Ballet of Canada byder på: On the Nature of Daylight. Musik: Max Richter. Dansere: Ben Rudisin, Genevieve Penn Nabity. Akkompagnement: Tivoli Copenhagen Phil. Der er ingen tvivl om, at balletten handler om to menneskers samhørighed, men når det er fastslået, bliver du fascineret af dansen og koreografien. Danserne er i særklasse. Deres partnerarbejde er suverænt. Der bliver udført løft, så man tror, at tyngdekraften ikke eksisterer. Også nogle jeg ikke kan mindes at have set før. Fantastisk.

Sidste indslag inden pausen er ’Royal Ballet London’. ’Romeo og Julie’. Musik: Sergey Prokofjev. Koreografi: Kenneth MacMillan. Dansere: Fumi Kaneko, Vadim Muntagirov. Akkompagnement: Tivoli Copenhagen Phil. Tivolis Balletgalla er en strålende kombination af de såkaldte tunge klassikere og moderne balletter. Ikke alene er forestillinger som disse et slaraffenland for balletentusiaster, men de kan være appetitvækkere for nogle, der måske ikke har mod på en hel aftens klassisk ballet. Den legendariske Balkonscene fra Romeo og Julie er altid en fornøjelse. Fumi Kaneko og Vadim Muntagirov er overbevisende i deres kåde forelskelse og dans.

Foto: Jakob Melgaard

Anden del

Efter pausen fik vi et brudstykke af den nye ballet på Pantomime Teatret: On Down the Road. Medvirkende dansere: Lauréline Epaulard, Louka Do Vale Tinoco, Lilou Coulaud, Maxime Le Gal, Ida Marie Krings, Vincent Vernal, Anna Zavalloni, Claire Gillard Lestan, Maïa Gastal, Francesco Capasso. Koreografi og Iscenesættelse: Kevin O'Day, assisteret af Alba Nadal. Forestillingen udforsker mødet mellem den klassiske og moderne dans. Der er mange spændende trinkombinationer og specielt er der en god effekt på måden O´Day får danserne ind og ud på scenen. Det glider kontinuerligt. Forestillingen er en levende og dynamisk danseoplevelse. Musikken er absolut et af de bærende elementer i ’On Down the Road’. Musikvalget er fængslende a la sydeuropæisk folkemusik for at slutte af med Rolling Stones’ Moonlight Mile’.

’National Ballet of Canada’ præsenterer i denne afdeling værket, ’Islands’. Koreograf: Emma Portner. Musik: Guillaume Farran, Forest Swords, Lily Konigsberg, Bing og Ruth. National Ballet of Canada er et traditionsbundet teater, men de er ikke bange for at flytte grænserne for, hvad ballet kan være. Det ser vi med al tydelighed i dette værk. To kvindelige dansere udfordrer klassiske normer. Det er en kærlighedshistorie, hvor kærligheden kan være venskabet, en fysisk kærlighed, i det hele taget kommer vi i en følelsesmæssig nærhed med danserne. Danserne har et stærkt pågående udtryk og danser med en krop. En bemærkelsesværdig ballet.

New York City Ballet præsenterede ’Diamonds Pas de Deux’. Den er en del af George Balanchines ballet ’Jewels’ fra 1967, der er skabt til netop New York City Ballet. Musik: Pjotr Tjajkovskij. Dansere: Sara Mearns og Tyler Angle. Akkompagnement: Tivoli Copenhagen Phil. Det er en pragtfuld ballet George Balanchine har skabt, men det virkede som om danserne ikke var helt nærværende. Jeg må indrømme, det var ikke hvad jeg havde forventet, når det er New York City Ballet. De var da absolut gode, men ikke af den kaliber man ved solisterne fra dette kompagni kan præstere.

Det var til gengæld ’The Dutch National Ballet’ i ’Don Q pas de deux’. Den teknisk svære Pas de Deux fra Don Quixote. Musik: Ludwig Minkus. Dansere: Anna Tsygankova og Timothy van Poucke. Her kom der både glamour, charme, temperament og teknisk overskud. Anna Tsygankova er uovertruffen i sin balance og teknik. Man letter fra stolen af begejstring når hun udfører fouettés. Startende med 6 dobbelte, for at afslutte ved 30. Uden at flytte sig en centimeter. Timothy van Poucke har flotte spring og er en særdeles god partner. Denne pas de deux var aftenens højdepunkt. Deres musikalitet og distinkte bevægelser vakte stor begejstring.

Foto: Jakob Melgaard

Det sidste nummer var Hamborg Ballet som præsenterede ’ Adagietto’. Musik: Gustav Mahler. Koreografi. John Neumeier. Dansere: Ida Praetorius og Matias Oberlin. Ida Praetorius har et bedårende let udtryk, der til fulde kommer til sin ret i den smukke, men lidt melankolske og eftertænksomme adagio. Ida Praetorius og Matias Oberlin klæder hinanden fortræffeligt. De besidder begge den teknik der skal til, at fylde denne teknisk svære pas de deux ud. At danse en adagio er altid mere vanskelig end en hurtig koreografi. I de langsomme bevægelser ser du alle detaljer meget tydeligt. Begge dansere mestrer teknikken til fulde.

Klassiske fortællinger, moderne nedslag, eventyr, prinser og prinsesser, vi har været hele vejen rundt til denne flotte Balletgalla. Der er noget for enhver smag og niveauet er tårnhøjt. Hvis jeg skulle have en anke, er det finalenummeret. Det er sjældent at man slutter en forestilling med en adagio. Det plejer at være med et bravour nummer. Man kunne også mærke på publikums reaktion, at det største bifald var til Don Quixote. Og det er ikke danserne skyld, for de var suveræne i begge numre. Men man burde have byttet om på rækkefølgen i de sidste to numre.