KRIMI: Et mord for meget

✮✮✮✮✮
' ….. absolut topunderholdning inden for hygge- cosykrimigenren ….. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Anna Grue har droppet de store armbevægelser og boykottet snobberiet i hendes krimier om Anne-Maj Mortensen. Der er intet Københavneri, vi er i Odsherred, vi bliver præsenteret for helt almindelige mennesker med helt normale daglige gøremål, og det er dejligt befriende. Anna Grues sidste roman om Anne-Maj Mortensen, er endnu en hyggekrimi, som fænger og får dig til at læse romanen i nærmest et hug.
Grue formår at gøre de små ting i hverdagen til noget enestående, og det er de jo også. Hun beskriver dagligdagen, som den er for mange, og fanger dermed læserens interesse. Vi kan alle identificere os med bare én af hendes karakterer i bøgerne. Det gør hende interessant. Grue kan skabe en intim og vedkommende stemning i sine bøger, som også gør sig gældende i den femte selvstændige bog om den mildest sagt selvbestaltede og uortodokse privatdetektiv Anne-Maj Mortensen. Hun har passeret ungdommens forår, men lader sig ikke slå ud af et par små bump på vejen.
Grues styrke ligger i hendes engagement i ’hverdagens helte’. Hendes positivisme er ægte, men lader også plads til de mørkere sider af det etablerede samfund. Hendes absolutte force er, at alle samfundslag bliver hørt, uden at nogen bliver tilgodeset, eller for den sags skyld overset. Hun er objektiv i sine beskrivelser og har en vidtrækkende forståelse af det menneskelige sind. Jeg har læst en del af hendes bøger og glædes hver gang over de alsidige beskrivelser af hendes persongalleri.
Hovedpersonen og en ny sag
Anne-Maj Mortensen er ikke typen som er god til at skjule sine følelser, hun er som en åben bog. Det har givet anledning til en del kontroverser i hendes samarbejde med de lokale politifolk, når hun har blandet sig i efterforskningen af et mord i lokalområdet. Anders er en ung lokal efterforsker. Anne-Maj har et godt forhold til ham, og undrer sig ikke, da han ringer på hendes dør. Hun bliver dog en del forbavset, da han beder hende om hjælp i en prekær sag. Hans far, Esben Hall, er forsvundet og politiet mener ikke umiddelbart, at der er grund til bekymring. Esben er ganske vist femogfirs år og stadig åndsfrisk. Hans daglige rutiner er imidlertid så regelmæssig, at man kan stille sit ur efter ham. Anders beder Anne-Maj om at tage sagen, og blive hyret til opgaven af hans mor.
Efter at have overvejet det grundigt, siger hun ja, og Anne-Maj påtager sig opgaven, selvom hun jo næsten ikke har tid. Nuvel, hun er pensioneret gymnasielærer, men hun har forpligtet sig til at passe det mindste af sine børnebørn, Benjamin, et par gange om ugen. Og så er der jo også Mortensen den Tredje, en ruhåret gravhund, det kræver sin tid også.
Det viser sig hurtigt, at der er langt mere på spil end en ældre fugleentusiast og hans venner fra den ornitologiske klub. Esbens ene sko bliver fundet i skoven af Anne-Maj, og så går det ellers løs. Esben er død under mystiske omstændigheder, forgiftning, kvælning, drukning eller måske noget helt fjerde. Under alle omstændigheder bliver situationen yderligere tilspidset, da endnu et lig bliver fundet.
Et lig mere på bordet
Plottet er særdeles spidsfindigt, uden at jeg vil afsløre for meget. Anne-Maj er så uheldig at være årsag til en frygtelig trafikulykke. Endvidere er hun dumdristig nok til, at hun pludselig befinder sig i en dødsensfarlig situation, hun ikke kan komme ud af. Hvem skal politiet tro på? En amatørdetektiv eller velrenommerede borgere, hvor der ikke er en fold forkert på tøjet? Det bliver en kamp om tid, og spændingen stiger, og ja, et lig mere dukker op!
’Et mord for meget’ er en klassisk hygge-cosykrimi, der lægger vægt på relationerne mellem de implicerede parter og fokuserer på opklaringsarbejdet. Krimierne foregår ofte i et idylliske lokalsamfund med en charmerede hovedperson. Bogen er spændende og som sagt let læst, med et flydende sprog. Den er absolut topunderholdning inden for hygge- cosykrimigenren.
Forfatteren
Anna Grue, 1957-, er mest kendt for sit anseelige forfatterskab indenfor krimigenren. Hun har en alsidig baggrund i forlagsbranchen, bl.a. som redaktionschef og chefredaktør. Grue debuterede med romanen: Noget for noget, på Forlaget Aschehoug i 2005. Anna Grue er en af Danmarks mest læste krimiforfattere.
KRIMI: Et mord for meget. Forfatter Anna Grue. Udgivet på Lindhardt og Ringhof.
KRIMI: Et mord for meget – se mere her
KRIMI: Et mord for meget er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
