Dansk Arkitektur Center – AGE OF NATURE

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
✮✮✮✮✮✮
' …… en opdagelsesrejse ind i nye små verdener, som tilsammen kan give vores klode en lysere fremtid …. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
DAC har tidligere haft to stort anlagte udstillinger. Den første var ’Vandet kommer’. Den viste at vand er nødvendigt, men også har en vild kraft, noget alle kan forholde sig til og mærke. Sagt på en anden måde, et godt eksempel på problemerne, kan være vand i vores kælder og bl.a. vandstand forhøjelser ved kysterne, vand ovenfra, nedenfra og fra siden.
Den næste udstilling var ’Genbrug’, med fokus på hvad vi kan gøre fremadrettet for at opretholde en balance indenfor det bebyggede miljø, den måde vi bruger det på og hvordan vi lever i bymiljøer.
AGE OF NATURE
AGE OF NATURE -’Naturens tidsalder’ er nummer tre i udstillingsrækken. Før os var der en natur og den er grobunden for vores eksistens, som verdensbefolkning, men også for samspillet mellem os som mennesker og selve naturen.
DAC ønsker at sætte en dagsorden for samfundet og vise os den måde vi kan leve på, hvorledes vi bygger og ikke mindst hvordan vi transformerer og kommunikerer. I det hele taget demonstrere, at vores fælles adfærd ikke alene har indflydelse på verdens klima og alt liv på jord, men også har indflydelse på hvilken vej vi skal gå i fremtiden. Udstillingen udforsker forholdet mellem arkitektur, natur, mennesker og biodiversitet og vil vise vigtigheden i naturens sande eksistens. Vi skylder vores medmennesker at bevare vores klode, og give den videre til de næste generationer, uden at blive ved med at skabe for store skader og ravage. Udstillingen forsøger at sætte fremtidens agenda ved at formidle budskabet gennem installationer.

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Budskaber om fremtiden
Det store udstillingsrum er udnyttet til sidste kvadratcentimeter, uden at det virker rodet eller gnidret. Der er plads mellem de forskellige budskaber, som jeg vil kalde hver installation. Der er fine beskrivelser på plancher og de er ikke for lange. De fortæller nøje om de forskellige projekter. Udstillingen giver overraskende bud på fremtidsvisioner, hvor ny viden, teknologi, arkitektur og natur kan forene alt liv på jorden. Ja, jeg indrømmer at det lyder ambitiøst og højtravende, men med den viden og teknologi der allerede findes, skulle det ikke undre mig, at vi er på vej i den rigtige retning. Det kræver samarbejde og at alle er med på ideerne.
Men det betyder også, at vi må begynde at se os selv som en større del af naturen. I årtusinder har vi bygget hytter og huse, som et værn mod naturen. De har skulle beskytte os mod kulde, oversvømmelser og rovdyr. Naturen blev opfattet, og gør det stadigvæk, som det vilde og uforudsigelige. Arkitektur er synonym med civilisation, orden og stabilitet. I dag er der kommet en ny erkendelse af, at arkitektur og natur ikke behøver at være modsætninger.
Plads til naturen
Danskerne bruger naturen som aldrig før. Ikke alene tager vi ud for at overnatte i shelters, mange bygger dem i deres haver. Vi vandrer og går ture, for at finde fred og ro. Vinterbadning har aldrig været så populær som nu. Er vi parat til at give naturen endnu mere plads, og hvordan skal vi gøre det? Vi kan ikke ligefrem bryste os af, at vi har vild natur i Danmark, der er et af de mest opdyrkede lande i verden, og kun 0,7 % af vores areal er vild natur. På 200 år er Jordens befolkning vokset fra én til otte milliarder. I samme periode er bestanden af vilde dyr halveret, og over 70 procent af biodiversiteten er gået tabt. Samtidig vokser behovet for plads til grøn energi, byudvikling og klimainfrastruktur. Puha, man bliver helt forpustet og måske lidt modløs ved disse tanker, for er der overhovedet noget at stille op i fremtiden? Ja, masser, og udstillingen viser nogle fine eksempler på hvordan vi kan løse mange af fremtidens skrækscenarier. Ovenikøbet på positiv maner og uden ’at løfte stemmen.’
Mikrokosmos
Georg Jagunov har skabt en klode, et landskab, der består af flint og ti forskelliges slags mos. Værket er i et lukket kredsløb i et slags mikroklima, og det er damp, som holder liv i mosset. På gulvet er der en projektion, som er årstidernes gang. Noget spirer, andet forvitrer. Den rytme vi alle kan mærke i naturen. Jeg vekslede et par ord med kunstneren. Hans installation kan holde i mange år og han vil vise at det er muligt at kunne holde liv i lukkede miljøer.
Rune Bosses værk hedder ’Lungetræer’. Levende træer er indpakket i plastik og lever af UV-lys og maskiner, som sørger for, at de overlever. Det vil sige, at de fungerer, som ved hjælp af en respirator. Kunstneren vil gerne have tilskueren til at reflektere over, om det er os der holder træerne i live, eller omvendt. Hvad vil fremtiden vise? Bliver teknologien naturens åndedræt?
En stor hytte står midt i det hele. Du kan gå ind og ud ad den. Den er fabrikeret af ålegræs fra Møn. Det er en facadebeklædning, som beskytter dem der opholder sig derinde, men er samtidig et habitetat for insekter, fugle og andre arter, eksempelvis planter. Materialet kender vi fra tagene på Læsøhusene, og denne installation skal udenfor og afprøve, hvordan vejrliget vil behandle den i de næste to år. Værket er frembragt af Studio Coquille og hedder HABITABLE SKIN.
Svampe
Habitat 25, Tredje Natur, er kort sagt et ’Svampeprojekt’. ’Habitat 25’ betyder, at vi er i 2025 og at vi i 2050, dobbelt op, globalt skal være klimaneutrale. I et stort omskærmet tårn, bygget op af DACs egne materialer, er hylder fyldt med spirende svampe og de gror med lynets hast. Budskabet her er svært at overse: Det tager en måned at fremstille disse spisesvampe, og det tager ni hundrede dage at opfostre en ko. Lasse Antoni Carlsen fortalte mig, at svampen, der gror på gamle egetræer kan vokse i poser indeholdende egetræsspåner fra f.eks. spåner fra træ til gulve, tilsat andre naturting, til dyrkning af svampen. Et helt igennem fantastisk projekt. Du kan selv lave champignon, bare til information.

Frevert tester og godkender de interaktive faciliteter. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Byer og naturen
Det hollandske arkitektstudio ’Studio Ossidiana’ har bygget fremtidens byrum. Projektet forestiller det tomme havneområde Sixhaven i det nordlige Amsterdam og er et nyt slags offentligt habitat: 21 flydende øer, hvor mennesker, dyr, planter og materialer mødes og sameksisterer. Hver ø er et poetisk mikrokosmos, der inviterer til nysgerrighed, samvær og nye former for borgerfællesskab. Hvis det bliver realiseret er det enormt. Værket er en påmindelse om, at naturens kredsløb er under pres. Når biodiversiteten forsvinder, og økosystemerne bryder sammen, bliver det livsnødvendige, som ren luft, pludselig noget vi skal hjælpe på vej. Et billede på en fremtid, hvor naturen ikke længere kan trække vejret uden os.
Hele grebet i udstillingen skal overordnet vise, at naturen ikke kan separeres fra mennesket og arkitekturen. Vi kan noget sammen og det udforskes på forskellige måder. AGE OF NATURE byder publikum på en opdagelsesrejse ind i nye små verdener, som tilsammen kan give vores klode en lysere fremtid. Grænserne mellem kunst og arkitektur er flydende og svævende og gør oplevelsen til en helt ny og anderledes måde, at opdage morgendagens arkitektur. Udstillingen kan ses af alle i alle aldre, der er rigeligt at se og tale om.

Foto: Anders Sune Berg
Dansk Arkitektur Center – AGE OF NATURE, Bryghuspladsen 10, 1473 København K. udstillingen slutter 17. maj 2026.
Læs også Freverts anmeldelser af ’Vandet kommer’ og ’Genbrug’.
Dansk Arkitektur Center – AGE OF NATURE – se mere her
Dansk Arkitektur Center – AGE OF NATURE. Coverfoto: Anders Sune Berg
Dansk Arkitektur Center – AGE OF NATURE er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm

