Ribe Kunstmuseum: Ebba Carstensen
– At male ud af hovedet
En af modernismens glemte stemmer taler igen
Maleriet, der her er disponeret i en af udstillingens problematiske trækonstruktioner, er fra 1921 og har den kortfattede titel ”Fuglebur”. Det tilhører Statens Museum for Kunst. Foto: Lars Svanholm
✮✮✮✮
' …… Ebba Carstensen er repræsenteret på flere danske kunstmuseer, og omsider kommer hendes værker nu for alvor frem i lyset på Ribe Kunstmuseum ….'
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Jeg ved ikke, hvor mange, som er bekendt med myten om, at Danmarks store modernistiske maler Vilhelm Lundstrøm under bryllupsrejsen med hustruen Yrsa smed hendes malergrej ud af et togvindue forankret i princippet om, at ”der kun var plads til én kunstner i familien”.
Fortællingen er naturligvis brutal og vidner om en djævelsk kynisme hos Lundstrøm. Yrsa selv var dog mere pragmatisk i forhold til hændelsen. Det hedder sig, at hun sagtens kunne følge ”Lunne” i hans gerning, da han i hendes optik var den store kunstneriske begavelse i forholdet.
I modernismens indledende tidsafsnit
Jeg er ikke meget for at give myten om kvinden som marginal figur i kunsthistorien endnu et kunstigt åndedræt; men sandt er det naturligvis, at det var mændene – herrerne – der styrede tingene for 100 år og flere somre siden, men det ændrer ikke ved kendsgerningen, at det i år er 140 år siden, at maleren Ebba Nina Beck Carstensen blev født, og endnu en interessant iagttagelse ligger i, at hun faktisk er otte år ældre end Lundstrøm og således født ind i modernismens indledende tidsafsnit.
Ebba Carstensen benævnte sine mandlige kunstnerkollegaer som ”kammerater” og at være en af få kvinder i selskab med væsentlige mandlige kunstnere fra hendes samtid, syntes ikke at bekymre hende i samme grad som, at rollen som kvinde forhindrede hende i at søge ind på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvilket dog i kraft af, at tiderne senere blev mere tolerante over for kvindelige kunstnere, lykkedes hende at trænge gennem til i 1909.
Jeg kan se paralleller til store franske malere fra begyndelsen af 1900-tallet i hendes tidlige værker, og dette bør sandsynligvis tilskrives, at hun som ung rejste til Paris og langt senere så udstillingen med franske mesterværker fra Christian Tetzen-Lunds berømmede kunstsamling i København.
Man kan altid fabulere over, hvorvidt en maler bliver påvirket af, hvad andre kunstnere bedriver, men aktuelt kan enhver hypotese i den retning ses som nyttesløs. Jeg føler alligevel et behov for at gå tæt på Ebba Carstensens overordnede metode som maler og hendes valg af motiver.
Der er ingen tvivl om, at Ebba Carstensen besad en klar fornemmelse for, hvordan hendes værker skulle fremstå. Det kan man gøre sig klart i udstillingen ”At male ud af hovedet”, der netop er åbnet på Ribe Kunstmuseum.
Den viser uden omsvøb Carstensen som en kunstner, der uden at være replicerende igen og igen efterprøver, hvordan motiverne i maleriet kan gradbøjes. Her bekræfter hun tesen om, at alt kan gengives malerisk, blot man finder balancepunkterne mellem koloristisk finish og lineære forløb – eller på godt dansk: Farveholdning og komposition.
Der er vel ikke noget videre eksotisk ved et rugbrød? Eller et æg? Disse uprætentiøse fødevarer er i kraft af deres form glimrende temaer i den klassiske disciplin inden for malerkunsten: Nature morte – eller opstilling, hvis De, kære læser, foretrækker det på dén måde. Har man imidlertid som kunstner lyst til at bringe mennesket ind i motivkredsen, kan man objektivt set blot kigge i et spejl og gengive det, man ser.
Det 151 x 97 cm. store selvportræt af Ebba Carstensen fra 1955 udgør en form for signatur på udstillingen ”At male ud af hovedet”.
Pressefoto: Ribe Kunstmuseum
Autentiske menneskeskildringer
En billedkunstner, som aktivt har fungeret i årtier har i samme sags natur beskæftiget sig med motivkredse rodfæstet i utallige miljøer; men hjemmet, som hun i periode delte med mor og datter, udgør et omdrejningspunkt i relation til, hvad der oftest foruden opstillinger optræder på lærrederne. I en periode har Carstensen været optaget af fuglebure og stemninger i hønsegården.
Mest autentisk opleves Ebba Carstensen dog i værker, der skildrer mennesket i ofte hverdagsagtige positioner. Den relativt modne kunstners maleri ”Interiør med rygvendt siddende mand” fra 1956 bærer præg af, at Carstensen ikke for alvor på noget tidspunkt slipper den klassiske modernisme, men på samme tid er sig fuldstændig bevidst om sine bevæggrunde for overhovedet til stadighed at beskæftige sig med maleriet.
Det kan opleves som naturligt, at Ebba Carstensen som maler har haft et behov for at gengive det danske landskab uden for byerne. Disse skildringer er ofte skabt ud fra et bestandigt behov for at simplificere kompositionerne på billedfladerne. Detaljer underspilles, så køer og mennesker står som urokkelige enheder i en gennemkultiveret verdensorden.
I diverse perioder i Ebba Carstensens livsforløb eksperimenterer hun med naturen som et rumligt anliggende, hvilket ses i en serie værker, der har skoven som tema. Jeg er i tvivl om, hvorvidt disse ofte grøntonede malerier er placeret i Ribe Kunstmuseums mest udfordrende og meget snævre udstillingsområde disponeret som var de til overs?
Det privatejede maleri ”Rygvendt kvinde” er udateret. Pressefoto: Ribe Kunstmuseum
Nature morte er et gennemgående motivisk tema hos Ebba Carstensen. Her ”Opstilling med kande, skål og frugt” fra 1932.
Pressefoto: Ribe Kunstmuseum
Et hverdagsmotiv fra Ebba Carstensens hånd: ”Syende pige” er malet i 1932. Pressefoto: Ribe Kunstmuseum
Udstilling som konceptuel begivenhed
Man kan altid spekulere i den slags forhold; men jeg vil langt hellere berette om, da udstillingens kurator, museumsinspektør ved Ribe Kunstmuseum Simone Lind Rasmussen, for få år siden var til jobsamtale på museet. Her udtrykte hun en drøm om at få mulighed for at skabe en udstilling, der havde til hensigt at få en af modernismens glemte stemmer i tale igen med Ebba Carstensen og hendes mangfoldige livsværk.
Man kan roligt sige, at missionen lykkedes, og da Ebba Carstensen er repræsenteret i flere museale samlinger i Danmark, skulle det være en smal sag at få en retrospektiv udstilling sat i scene. Ved hjælp af efterlysninger i blandt andet dagbladet Politiken fik man dog på samme tid stillet et antal værker, som ikke umiddelbart kunne lokaliseres, til rådighed fra private samlinger.
En sådan udstilling vil i sagens natur udgøre en konceptuel begivenhed, og i den forbindelse udgør udstillingens katalog en monografi over Ebba Carstensen med bidrag af flere begavede skribenter, så alt i alt spiller formidling og udstilling sammen på stort set forbilledlig vis, men jeg bliver desværre nødt til at pege på væsentlige problemstillinger i udstillingens arkitektur.
En sær iscenesættelse med markante trækonstruktioner tilfører rummet et præg, som står i uheldig kontrast til kunstværkernes stoflige sensibilitet og koloristiske nænsomhed, og sammenholdt med en konfronterende disponering af værkerne på væggene, gør udstillingsarkitekturen på ingen måde noget godt for fremstillingen af den visuelle fortælling om Ebba Carstensen, hvilket jeg finder meget ærgerligt.
Ikke desto mindre er det sympatisk, at Ebba Carstensen og hendes værker nu for alvor kommer frem i lyset. Det kan man ikke komme uden om trods de kritiske iagttagelser af udstillingens fysiske iscenesættelse.
Maleriet ”Interiør med rygvendt siddende mand” fra 1956 bærer præg af, at Ebba Carstensen ikke for alvor slipper den klassiske modernisme. Foto: Lars Svanholm
Udstillingen ”Ebba Carstensen. At male ud af hovedet” kan ses på Ribe Kunstmuseum, Sct. Nicolaj Gade 10, Ribe indtil d. 18. januar 2026, hvorefter den kan ses på Sorø Kunstmuseum og Øregaard Museum i Hellerup. I forbindelse med udstillingen er udgivet et rigt illustreret katalog på 156 sider.
Ribe Kunstmuseum: Ebba Carstensen – se mere her
Ribe Kunstmuseum: Ebba Carstensen. Coverfoto: Enkeltheden er slående i dette relativt sene værk af Ebba Carstensen: ”Landskab med køer” fra 1964. Pressefoto: Ribe Kunstmuseum
Ribe Kunstmuseum: Ebba Carstensen er anmeldt af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm