LOUISIANA: Sophie Calle – Something Missing?

 

 

 

 

 

 

 

 

Barokke iscenesættelser

 

 

 

 

Fra “Catalogue raisonné of the unfinished”, 2023. Sophie Calle færdiggør her sine ufærdige værker. Sophie Calle. Calle-Joconde – Wrong turn, 2023 (detalje). © Sophie Calle / VISDA, 2026. Courtesy of the artist and Perrotin.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… hvem har ikke lyst til at blive oplyst af en livserfaren og velformuleret kunstner med noget på hjertet? ….. '

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den franske kunstner Sophie Calle (f. 1953) er ikke helt almindelig. Da hun skulle åbne en udstilling om sin mors død, ankom hun i en kiste. Da kisten blev åbnet, gav hun udtryk for, at det var lidt klaustrofobisk at ligge under låget. Alligevel havde hun ikke noget imod at komme ud af kisten. Snart efter stod hun på scenen iført sit seneste moderigtige outfit.

 

Hvilken kunstnerkategori, Sophie Calle tilhører, er heller ikke let at blive klog på. For hvad er hun egentlig? Forfatter, fotograf, detektiv, voyeur, filmskaber eller en konceptkunstner? Svaret må være: lidt af hvert afhængig af det projekt, som hun er igang med.

 

Louisianas nye udstilling “Sophie Calle – Something Missing?” viser værker i et tidsmæssigt spænd på knap 40 år, fra 1986-2024. Og der er rigeligt at lade sig opsluge af. Udstillingen består nemlig af flere end 300 enkeltdele – fotografier, tekster, video – og fylder hele museets Vestfløj. Men bare rolig: Louisiana viser de engelske sprogversioner af Calles værker.

De formative år

Sophie Calle har interessen for kunst efter sin far og litteratur efter moren. Hun er uddannet sociolog og rejste efter endt uddannelse jorden rundt i syv år for et yderst beskedent budget. Tilbage i USA begyndte hun at beskæftige sig med fotografering som hobby.

 

I 1979 blev Calle spion i Paris. Dvs. hun gav sig til at følge folk, hun ikke kendte og tage billeder af dem. Siden inviterede hun folk, hun heller ikke kendte, til at sove i sin seng på skift i otte timer, mod at hun fik lov til at studere dem imens.

 

En af de overnattende gæster fortalte sin mand om eksperimentet, hvilket førte til, at Calle blev inviteret til at udstille resultatet i hans galleri. Den første blandt utallige udstillinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“What do you see?”, The Concert. Vermeer, 2013. Berømte billeder stjålet fra museum i Boston. Kun rammerne er tilbage. Sophie Calle spurgte efterfølgende kuratorerne, vagterne, andre medarbejdere og gæster om, hvad de så inde i disse rammer. © Sophie Calle / VISDA, 2026. Courtesy of the artist and Perrotin.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Konceptkunst

En af konceptkunstens fædre, Sol LeWitt (1928-2007), har givet udtryk for, at de udstillede malerier og skulpturer på en kunstudstilling ikke nødvendigvis er det centrale. Det er derimod idéen bag. Og hermed nærmer vi os det centrale i Calles kunst.

 

Et godt eksempel er værket “The Blind” – et af Sophie Calles bedste. Det stammer helt tilbage til 1986.

De blinde

Louisiana erhvervede værket for to år siden og præsenterer det nu for første gang. Ikke underligt har det fået en central placering på udstillingen, der ellers primært rummer nyere værker.

 

Som antydet er Calle en mester i at komme ind under huden på vidt fremmede mennesker. Til dette værk har hun kastet blikket på mennesker, som er født blinde, for at finde ud af hvad deres billede af “skønhed” er. Et underligt spørgsmål, men svarene er lige så forskellige, som de er overraskende og rørende. Det enkle koncept åbner for store spørgsmål om erkendelse og billeddannelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Portræt af Sophie Calle. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

Sophie Calle: Not poor (1895- 1905), 2017-2019. Fra serien: On the Hunt. © Sophie Calle / VISDA, 2026. Courtesy of the artist and Perrotin.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Person #19

Værket omfatter 23 anonyme personer. Hver person er gengivet i et s/h portræt. Herpå følger en indrammet tekst, der gengiver personens oplevelse af skønhed. Endelig følger et farvefoto af eller udvalgt af Sophie Calle, der skal tolke, hvad skønhed er for den pågældende.

 

Person #19 beskriver fx sin opfattelse af skønhed således:

 

“The man I live with is the most beautiful thing I know. Even though he could be a few inches taller. I’ve never come across absolute perfection. I prefer well-built men. It’s a question of size and shape. Facial features don’t mean much to me. What pleases me aesthetically is a man’s body, slim and muscular.”

 

Calles ledsagende farvefoto viser en halvnøgen mand i en uredt seng. Det er delt i to dele via en diagonal tværs gennem billedet. Fokus er på mandens muskuløse skuldre. Ansigtet er skjult i skyggen. Alt i alt skal fotoet utvivlsomt vise en kærlighedsscene, der afspejler kvindens definition af romantisk intimitet.

 

På fotografiet har Calle således tilføjet flere elementer til fortællingen: farver, lys og krøllede lagner.

 

Calles værk lever således op til Sol LeWitts definition af konceptkunst: Det er ikke de enkelte billed- / tekstdele, der er det afgørende, men beskuerens samlede oplevelse af værkets enkeltdele. Først får vi Calles tolkning, og siden genererer vi vores egen version af det oplevede. Altså et værk uden facitliste!

 

Værket “The Blind” fra 1986 er siden suppleret med “Blind Color” i 1991 og “The Last Image” fra 2010.

Synssans og forestillingsevne

Synssansen og publikums forestillingsevne spiller også en afgørende betydning i flere af de andre værker på udstillingen. Et af dem er “Because”, 2018-2023. Her er en række fotografier skjult bag gardiner med broderede tekster. Nu er det op til publikum at gætte motiverne.

 

Noget lignende gælder “Picasso in lockdown”, 2022. Musée Picasso i Paris måtte lukke en udstilling ned under corona-pandemien. For en periode var værkerne derfor tildækkede. Calle gik herpå i dialog med Picasso ved at fotografere de spøgelsesagtige Picasso-værker. Hvad mon der gemmer sig bag de enkelte tildækninger?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“Without Child” fra serien “Because”, 2018-2023. Udstillingens kurator Tine Colstup afslører billedet under forhænget med teksten: “Fordi jeg på nettet fandt en definition af mig på syv ord: Sophie Calle, kunstner, og selvvalgt uden barn.” Af ren og skær ondskab, fordi jeg har en lige ved hånden.” Foto: Niels Lyksted.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Se havet

Sidste opus i serien om synssans og forestillingsevne er “Voir la mer”, 2011. Sophie Calle inviterede en gruppe mennesker, der aldrig tidligere havde set et hav, til at opleve Sortehavet set fra Istanbul. Deltagerne blev ført frem til vandkanten enkeltvis, maskerede og med lukkede øjne. Calle bad dem nu om at kigge ud på havet. Herpå skulle de vende sig om og vise deres øjne, der for første gang havde set havet. Værket består af 14 videoer.

 

“Voir la mer” blev efterfølgende vist på Times Square, Manhattan, i stærk konkurrence med et hav af lysreklamer på storskærme. Til at begynde med var der få mennesker, som lagde mærke til den anderledes video, men efterhånden blev publikum fanget af de ægte, vejrbidte ansigter, der viste rigtige menneskelige følelser i skarp modsætning til de eksklusive annoncer for mærkevarer, der blev præsenteret af berømte sportsstjerner.

 

Netop den oplevelse kan Louisiana naturligvis ikke formidle, men bevægende er videoen alligevel på museets storskærme.

På jagt

Humor er også noget, der karakteriserer Sophie Calle. Det får vi et godt eksempel på i “On the Hunt”, 2017-2024. Udgangspunktet for dette værk var kontaktannoncer trykt fortrinsvis i “Le Chasseur français” i årene mellem 1895 og 2019. Hvilke kvaliteter efterspurgte mænd mon hos kvinder og omvendt? Værket slutter med beskeder fra datingappen “Tinder” fra 2017 til 2019. Der er altså tale om datingens udvikling gennem godt hundrede år.

 

I perioden 1905-1915 var det afgørende, om den udkårne havde en plet på sin livsførelse. Da pletten primært gjaldt kvinder, er det muligt at komme med et kvalificeret bud på, hvad det drejer sig om. I øvrigt spillede formue og indtjening en betydelig rolle, hvadenten kvinden var “plettet” eller ej. For den rette pris kunne mændene endda acceptere en gammel, grim og handikappet kvinde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sophie Calle åbner udstilling om morens død liggende i en kiste. Screenshot.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jæger og bytte

I perioden 1960-1970 spillede personligheden og udseendet en stadig større rolle. Man søgte en ligeværdig partner, men økonomien spillede stadig en afgørende rolle – ikke mindst hvis man skulle have afsat en gammeljomfru. En antikvitetshandler, der skulle have datteren afsat, stillede en arv på 500,000 i udsigt – men ikke til en kommunist!

 

Sophie Calle har i dette værk kombineret teksterne med billeder i to rammer: på den ene side fotografier af jagttårne, på den anden side natbilleder af dyr taget med bevægelsesaktiverede kameraer. Jæger og bytte?

 

Værket blev i øvrigt meget passende vist første gang på “Musée de la Chasse et de la Nature” i Paris, 2017-18. (Museet for jagt og natur!).

The end

Død og dødelighed har været et gennemgående tema i Calles oeuvre. Hun begyndte med at tage billeder af gravsten med inskriptionen “Mor” eller “Far”. Siden blev disse fotos relateret til projekter om hendes forældre.

 

Calle inkluderer også sin egen død i udstillingen. Da hun ikke kunne købe et gravsted til sig selv på kirkegården i Montparnasse, valgte hun at anskaffe sig et i Californien, hvor hun tog sine første fotos. Inden købet sikrede Calle sig, at hendes jordiske rester kunne komme til USA. Lederen af kirkegården oplyste, at man sagtens kan sende asken med FedEx. Således blev hun ejer af Lot 74, Section T, 8.949 kilometer fra Montparnasse!

 

Sophie Calle har også sørget for alle de idéer, hun ikke har fået realiseret, og som venter på deres øjeblik i skuffer og kasser. De er nedfældet i “Catalogue raisonné of the unfinished”, 2023. Dermed er de ufærdige intensioner blevet færdiggjort!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Installationsfoto. “Se havet”, 2011. En gruppe mennesker, der aldrig tidligere har set et hav, oplever her Sortehavet set fra Istanbul. Deres blik afspejler oplevelsen. Foto: Camilla Stephan / Louisiana Museum of Modern Art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vurdering

Vi kommer vidt omkring på udstillingen “Sophie Calle – Something Missing?”. Den rummer faktisk alle de temaer, som indgår i Calles oeuvre: kærlighed, længsel, erindring, skønhed, fravær og nærvær.

 

Værkerne er spændende, forførende og en smule foruroligende, når hun undersøger relationer, følelser og menneskelig skrøbelighed med uhyggelig præcision.

 

Titlen på Louisianas udstilling “Sophie Calle – Something Missing?” må ubetinget besvares med et rungende NEJ! Det betyder dog absolut ikke, at vi er blevet overfodret med eksempler på Calles omfattende oeuvre, men at udvalget af værker er dækkende og koncentreret om nyere værker, som vi ikke tidligere har kunnet opleve her i landet.

 

Lad os håbe, at udstillingen ikke blot vil fortrylle Calles store stampublikum, men også tiltrække nye generationer. Her får vi nemlig alle ny indsigt i livets store problemstillinger på en underholdende og indsigtsfuld måde. Og hvem har ikke lyst til at blive oplyst af en livserfaren og velformuleret kunstner med noget på hjertet?

 

Bemærk, at udstillingen er på engelsk og særdeles omfattende. Så sæt god tid af til besøget. Det lønner sig!

 

Louisiana: Sophie Calle – Something Missing? Vises frem til 6. september 2026. Til udstillingen er udgivet et katalog i form af en Louisiana Revy med nyskrevne tekster af Laurie Anderson, Yve-Alain Bois samt et nyt interview med Sophie Calle af Édouard Louis. Tekster som på vidt forskellige måder bringer os tæt på Sophie Calle og hendes værk. Louisiana Channel: Louisiana Channel har interviewet Sophie Calle i Paris i begyndelsen af 2026. Heri reflekterer hun over ungdom, frihed og de skiftende vilkår, der former et liv i kunsten. (7 minutter).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

The Blind, 1986. En blind person beskriver sin opfattelse af skønhed i ord. Nedenunder ses Sophie Calles tolkning i form af foto. Foto: Niels Lyksted.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udstillingen er tilrettelagt af Louisiana Museum of Modern Art og fortsætter til Turner Contemporary, Margate (oktober 2026 – februar 2027), og De Pont Museum, Tilburg (marts – september 2027).

 

 

 

 

 

LOUISIANA: Sophie Calle – Something Missing? – se mere her

 

 

 

 

 

 

LOUISIANA: Sophie Calle – Something Missing?. Coverfoto: “Picasso in lockdown”, 2022. En Picasso-udstilling blev lukket på grund af covid. Sophie Calle gik herpå i dialog med Picasso ved at fotografere de tildækkede og spøgelsesagtige værker af mesteren. Foto: Camilla Stephan / Louisiana Museum of Modern Art.

 

 

 

 

LOUISIANA: Sophie Calle – Something Missing? er en anmeldelse begået af journalist  Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm