CPH STAGE: MÁM
Åbningsforestilling 2026
CPH STAGE: MÁM
✮✮✮✮✮
' ….. KULTURINFORMATIONs udsendte besluttede sig for at kaste alle reb over bord, og nyde den rå energi og tage imod den kollektivt smittende ekstase …. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
CPH STAGE åbner med et brag af en forestilling. Alle dine sanser bliver sat i spil og du kommer ud på en lang og følelsesladet rejse. Den irske koreograf Michael Keegan-Dolan har skabt værket MÁM hvor tolv dansere og syv musikere bombarderer publikum med hele følelsesregistret vi som mennesker er i besiddelse af. Inden forestillingens start kom koreografen frem ved scenekanten og bad publikum om at rejse sig. Alle stod op og begyndte en rolig vejrtrækningsøvelse. Egentlig var det en god idé for vi satte os roligt og koncentrerede ned igen.
I bevægelse
MÁM handler ikke som sådan om noget, der er ikke en fortløbende historie, den er en rejse gennem irsk kultur, natur, fællesskab og spiritualitet. Dét er fortællingen. Titlen MÁM har flere betydninger på irsk og ’bjergpas’ er et af dem. Du bevæger dig fra et sted til et andet, både i landskabet og i følelserne. Forestillingen handler altså alligevel om noget, nemlig overgange, transformationer, facetter og livets nuancer.
Et mytisk univers
Jeg var glad for at jeg kunne læse mig frem til i programmet, at forestillingen udspiller sig symbolsk ved et forsamlingshus ved foden af bjerget Cnoc Bhréanainn på Dingle-halvøen i Irland, for pludselig gav det hele mening. Overraskende åbnede der sig et næsten mytisk univers med en lille pige i uskyldsren hvid kjole som lå på et bord, og en musiker, Cormac Begley, med væddermaske på, spillede koncertina. Han var gennemgående i hele forestillingen, dog uden masken, og det gav underlæggende en irsk folkemusikstemning. Det var symboler så det battede: himmel og helvede, lys og mørke, liv og død osv. Vi mennesker vælger selv den sti i livet vi ønsker at følge. Skal det være begærets vej, Djævelen, eller den sande kærlighedens vej,
Det indre barn
Mennesket lever i en fortravlet verden uden at være i nuet med nærhed til vores børn og hinanden. En tilsidesat værdi. Barnet venter på forældrenes kærlighed, er vidne til forvirrende seksuelle forhold, mange skiftende partnere og voksne som er mere optaget af dem selv end det livet prøver at vise os mennesker, nemlig at leve og gå den rene kærligheds vej, uselvisk og som ansvarlige voksne, som tilsidesætter egne behov. Måske er barnet i forestillingen vores eget indre barn. Det som længes efter kærlighed og opmærksomhed.
Og det skulle vise sig at holde stik i hele forestillingen. 12 dansere gav os billeder af mennesker der både kæmper alene og finder sammen som gruppe. I ekstatiske danseforløb, ind imellem krydret med lidt humor, bevægede danserne sig i bløde plastiske bevægelse. De blev minimeret for igen at eksplodere ind i trancelignende rytmer. Det var efter en halv time med koncertinaakkompagnementet, at bagtæppet faldt ned med et brag, og et syvpersoners orkester åbenbares foran et smukt himmelblåt tæppe.
Synkrone rytmer
Det er samtidsdans kombineret med modenerne kompositionsmusik. På et tidspunkt oplevede vi næsten trance-lignende rytmer, som hamrede derudaf. Danserne fik fremkaldt en magisk rituel stemning ved at danse fuldstændigt synkront i disse specielle elastiske bevægelse. Du fik en association til en rave-agtig energi. En form for masse suggestion. De ofte cirkulære fælleskoreografier med utallige repetitioner, ledte automatisk tankerne hen på naturens cyklus, sociale ritualer, og mennesker fanget i deres egen kultur.
Michael Keegan-Dolan er meget kropslig i sit udtryk. Danserne arbejder med en overjordisk energi, hvor sveden sprøjter og de bliver næsten vægtløse. Vi ser mennesker af kød og blod. Det gør forestillingen yderst sanselig. Du mærker kroppene, deres tyngde, deres desperation, begær, afmagt. Ved at der i nogle scener er sat lyd på det kropslige forstærker billedsiden.
Kulturarv og ritualer
Derfor bliver Keegan-Dolans koreografi næsten ceremoniel. Selvom du ustandseligt bliver mindet om irsk folketradition, er der intet nostalgisk folkloristisk over balletten. Den viser i stedet en levende kulturarv båret i dansernes kroppe og vist i rytmer, gentagelser, formationer og tramp. Her spiller musikken en vigtig rolle. Som tidligere nævnt ligger den irske traditionelle musik der hele tiden, men den bliver godt og grundigt blandet op med avantgarde og moderne lyd. Det bliver en interessant spænding mellem det gamle og moderne. Globalt og lokalt. Det fornemmes som en konflikt mellem nye og oprindelige traditioner.
Danserne fungerer næsten som en stamme eller et ritualfællesskab, som nemt kan relatere til vores samtid, hvor individualisme og fremmedgørelse er et socialt problem og derved er der opstået en længsel efter samhørighed. Mange små soloer er som isolation, for derefter at gå i opløsning.
Summa summarum handler forestillingen vel om hvordan det er at være menneske i en kultur, der både er gammel og moderne på samme tid. Koreografien og tankesættet bag denne genre kan for et publikum gå flere veje. Nogle vil sikkert mangle en handling andre vil synes den er stærk og bevægende. KULTURINFORMATIONs udsendte besluttede sig for at kaste alle reb over bord, og nyde den rå energi og tage imod den kollektivt smittende ekstase. Simpelthen konsumere bevægelserne og lade kroppene være fortælleren. Det er meget kropslig kunst.
CPH STAGE: MÁM. Åbningsforestilling 2026
CPH STAGE: MÁM. Michael Keegan-Dolan, koreograf og instruktør. Dansere: Bea Calzado, Kim Ceysens, Imogen Alvares, Holly Vallis, Liva Mochia, James O'Hara, Aki Iwamoto, Zen Jefferson, Amit Noy, Keir Patrick, James Southward, Carys Staton, Cormac Begley. Komponist og musiker: Mayah Kadish og Timon Koomen. Musiker: Dylan Lynch, Gwen Reed, Marlies Van Gangelen, David Six-Komponist og musiker, Romain Bly-komponist, Lisa de Boos-komponist, Aart Strootman-komponist, Kayva van Gangelen-komponist, Marike Van Der Linde -komponist, Adam Silverman-lysdesigner, Hyemi Shin-kostumedesigner, Sabine Dargent-scenograf, Sandra O'Mahony-lyddesigner.
CPH STAGE: MÁM. Åbningsforestilling 2026 – se mere her
CPH STAGE: MÁM er en anmeldelse af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm