Museum Jorn | kunstkritik: PLAY
Kunst som leg eller leg som kunst?
Tracey Emin: ”Travelling Chess Set” – detalje, 2008. Skakspil i håndbroderet tekstil og bronze. Foto: Lars Svanholm
✮✮✮✮✮
'Museum Jorn viser med ny udstilling, at det legende element udgør et dødsens vigtigt aspekt i billedkunsten …. '
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
For et kvart århundrede siden deltog jeg i en udstilling i Sverige, og på denne udstilling kunne man opleve et antal skulpturer af billedhuggeren Thomas Andersson, der havde konstrueret nogle mekaniske enheder, som, når man drejede på et håndtag, gav sig til at ridse i en åben bog, der var placeret i konstruktionen.
Værket refererede meget direkte til den schweiziske kunstner Jean Tinguely (1925-1991), som blev verdensberømt i Danmark, da han på kunstmuseet Louisiana iværksatte en performance med en selvdestruerende skulptur, som fik et skandalepræg, da en due, der skulle symbolisere fred, omkom under processen.
Grinagtige absurditeter
Begivenheden fandt sted i 1961, så defineret i samtidskunsten befinder vi os før vor tidsregning, men det gør vi ikke, når talen falder på en kunstner, der i modsætning til Tinguely i høj grad er nulevende, nemlig Mika Rottenberg, der på udstillingen ”PLAY” på Museum Jorn i Silkeborg demonstrerer en vidunderlig måde at skabe en form for antiakademisk, rød tråd tilbage til Tinguely.
Dermed ikke være sagt, at Rottenberg ikke har et intellektuelt grundsyn, men værkerne med bevægelige komponenter ligger ganske glimrende i tråd med udstillingens tema, og det ikke mindst i relation til værkernes inddragende funktioner.
To skulpturelle enheder næsten skriger på betragterens indsats på trods af, at denne begrænser sig til at dreje på et håndtag eller i en umagelig position at træde i nogle pedaler, som får installationen i bevægelse. Absurditeten er ret grinagtig; men meget i det legede liv er vel i samklang med disse tilstande?
Det titelløse, bevægelige skulptur af Jean Tinguely aktiveres ved at trykke på den røde knap til højre i billedet. Foto: Lars Svanholm
Hinsides al sund fornuft
Jeg er ellers inden mit møde med Rottenberg blevet præsenteret for kunstnergruppen Gelitin, som består af kvartetten Tobias Urban, Florian Reither, Wolfgang Gantner og Ali Janka, der har skabt et udstillingsrum med variationer af alle mulige og umulige bestanddele. Umiddelbart er man til stede i et kosmos, der befinder sig hinsides al sund fornuft; men den tivoli-stemning som Gelitin akkumulerer, kalder blot på publikums behov for at more sig og holde en fest.
En installation i miljøet skal fodres med småpenge og dermed aktiveres den, så man kan tage sig en køretur, mens man iagttager nogle groteske versioner af Mona Lisa på museets vægge. Man behøver ikke at hive tegnebogen frem fra lommen. Mønterne ligger rundt på gulvet, og en familie dukker op under mit besøg og tager en tur rundt i udstillingen med far og datter i topform.
Således kan man antyde passive værker på ”PLAY” i direkte dialog med de aktive indslag. I et rum finder man en stor lyserød og meget firkantet hund ved navn Arty, som er udviklet af den japanske samtidskunstner Misaki Kawai. Man kan her gå i gang med at frisere den pelsede skabning med nogle til formålet placerede kamme, så væsenets overflade ændrer karakter.
Misaki Kawai: ”Arty”. Man kan her gå i gang med at frisere den pelsede skabning med nogle til formålet placerede kamme, så væsenets overflade ændrer karakter. Foto: Lars Svanholm
Jorn var Jorn, og gjorde, hvad Jorn måtte gøre
Jeg er en person, der lidt oppe i årene forventer noget alvorstungt, når jeg besøger en kunstudstilling på et af kongerigets fremmeste kunstmuseer, men det legende element er faktisk – tro det om De vil, kære læser – et dødsens vigtigt aspekt i udarbejdelsen af kunstværker. Således har jeg mere end antydet, at den aktuelle udstilling rummer meget andet end legen som flygtig adspredelse.
Jeg har det stramt med betegnelsen ”finurlig”, men ordet kan i princippet bruges, når man regner kunstneren, der har navngivet Museum Jorn ind i ligningen. Asger Jorn var eksperimenterende, og skal vi ikke blot sige på en ofte legende måde?
Denne proces kunne gå begge veje, og når han dyppede nogle kugler i farve og lod disse bevæge sig rundt på et billedplan, røg den altså efter min bedste overbevisning ud over kanten. Tilfældighedsprincipper kan være opbyggende; men her er indiciet på, at de også kan være det modsatte klart til stede. Jorn var Jorn og Jorn gjorde, hvad Jorn måtte gøre, og længere kan jeg dårligt strække den.
Til gengæld er kunsten heldigvis alsidig, og når jeg tager et blik på Jean Dubuffets maleri med en titel, der vel bedst på dansk kan oversættes til ”På spadseretur”, bliver jeg faktisk uundgåeligt i et relativt godt humør. Jeg ved ikke, hvad de tre figurer i kompositionen gør ved mig; men jeg tror, der eksisterer en harmoni mellem maleriets lidt klodsede udtryk og den samlede udstillings hensigt. Maleriet er som leget frem.
Mika Rottenberg: ”#11 med kål og hestehale”, 202. Krydsfinér, aluminium, mekaniske dele, plastik, hår. Foto: Lars Svanholm
Den bizarre, døde viking
Play behøver ikke at betyde ”leg”. Ordet kan også repræsentere ”spil”. Man Rays surrealistiske billardbord har befundet sig på Silkeborg Kunstmuseum/Museum Jorn lige så længe, jeg kan huske tilbage. Til gengæld er den britiske superstjerne (og udstillingsaktuel på Louisiana) Tracey Emins skakspil nyt for mig, og det bør nok tilskrives, at det til dagligt befinder sig i en privat samling.
Skak udgør tillige et tema hos den vildt excentriske, amerikanske kunstner Paul McCarthy, af hvem man har iscenesat et såkaldt ”Kitchen Chess”, hvor brikkerne er svære at flytte med, men helt aparte opleves samme MacCarthys ”Dead Viking”, som er en figur, der optræder i en form for stjernestatus, da der er visse betingelser, der skal opfyldes, når den bizarre figur skal transporteres fra en verdensdel til en anden. Alt det kan man tage et blik på i den filmsekvens, der vises lige bag den døde viking. Fortællingen er kugleskør og ret bizar.
Paul McCarthy: ”Kitchen Chess”, 2003. Fundne objekter, mixed media på trægulv. Foto: Lars Svanholm
Alvoren og legen i parallelle øjeblikke
Det vrimler faktisk med værker af mere eller mindre legendariske, historiske og nulevende kunstnere på ”PLAY”. Jeg nævner foruden de allerede beskrevne Pipilotti Rist, Marchel Duchamp, André Breton, Karel Appel, Max Ernst, Dorthea Tanning, Niki de Saint Phalle og – ja, naturligvis – Jean Tinguely.
Jeg har her nævnt få og glemt en masse; men det bør ikke afholde nogen fra at besøge Museum Jorn og ”PLAY”, der som nævnt rammer alvoren og legen i parallelle, spektakulære øjeblikke.
Installationsfoto med værker af kunstnergruppen Gelitin og den bevægelige skulptur med titlen ”Henry Moore for the Poor” i forgrunden. Foto: Lars Svanholm
Udstillingen ”PLAY”, som er skabt i et tæt samarbejde mellem den eksterne kurator Mark Sanders og Museum Jorns egen inspektør Mathilde Renberg, kan ses på Museum Jorn, Gudenåvej 7-9, Silkeborg, frem til d. 31. marts 2027.
Museum Jorn | kunstkritik: PLAY – besøg udstillingen
Museum Jorn | kunstkritik: PLAY. Coverfoto: I maleriet af Jean Dubuffet med titlen ”La Marche à Pied” eksisterer der en harmoni mellem maleriets lidt klodsede udtryk og den samlede udstillings hensigt. Foto: Lars Svanholm
LÆS OGSÅ:
Museum Jorn: PER KIRKEBY – Overvejelser og iagttagelser
MUSEUM JORN | Spectacle famoso
LOUISIANA: Sophie Calle – Something Missing?
GL. HOLTEGAARD: Georg Baselitz
Museum Jorn | kunstkritik: PLAY er anmeldt af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm