FREDERIKSBORG | anmeldelse: Agnes og Harald Slott-Møller

 

 

Moderne middelalder

 

 

 

 

 

 

 

 

Agnes Slott-Møller. Kong Valdemars Bryllup med dronning Dagmar. 1932. Ringsted Kommune.

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ….. de to kunstnere udvekslede tanker og idéer. De havde en tæt kunstnerisk og åndelig forståelse af hinanden … '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er store følelser på spil hos Agnes og Harald Slott-Møller. Kærlighed, tro og fædreland fylder billederne, hvor fortidens mennesker får liv gennem fortællinger, som kunstnerparret mente havde betydning langt ud over deres egen tid. På Frederiksborg møder vi to kunstnere, der satte sig et formål med deres kunst. Den skulle tale til os, danne os og give os noget at tænke over. Det er der kommet en både smuk og bemærkelsesværdig udstilling ud af. Der er højt til loftet hos kunstnerparret, store historier bliver udbredt, og følelserne driver ned ad væggene.

 

Udstillingen er bygget tematisk op, og det fungerer vældig godt. Rummene giver forskellige indgange til Agnes' og Haralds fælles univers, så man undervejs får øje på forbindelserne mellem historiemaleriet, folkeviserne, de religiøse motiver og ikke mindst deres stærke nationale engagement. Man bliver ført fra det ene emne til det næste uden at miste forbindelsen til det, man lige har set.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pigen, der finder Guldhornet, Harald Slott-Møller, olie på lærred, 1906

 

 

 

 

 

 

 

 

Folkevisernes verden

Når du træder ind i det første rum, bliver tonen allerede slået an. På et maleri sidder to kvinder, og der åbnes op for folkevisernes fortællinger. Den ene er ældre, den anden yngre, og de deler deres livshistorier. Den ældre har mistet sine sønner. Den yngre har brugt sit guld på at købe sin fæstemand fri af fangenskab i et fremmed land. Han har til gengæld svigtet hende og efterladt hende i fangenskabet, mens hun venter barn. Det er næsten en konkurrence om, hvem der har lidt mest.

 

Vi ser hverken selve svigtet eller ulykken. Vi møder kvinderne i samtalen bagefter. Det dramatiske ligger i det, de fortæller, og netop det stille øjeblik gør indtryk. Det er et interessant valg. Man kunne have malet ulykkernes højdepunkter, men her får vi lov at forestille os det, kvinderne har oplevet. De sidder sammen med hver deres sorg, og det er i sig selv nok. Billedet er et oplagt valg til netop dette første rum. Man forstår, hvorfor. Allerede her får vi både landskabet, folkevisen og den omhyggelige indramning, som vi skal møde mange gange på udstillingen. Fortællingen starter næsten før man egentlig rigtigt er begyndt.

 

Lige bagved i tårnværelset er der en film, som giver indblik i kunstnerparrets liv, samt en nyttig tidslinje. Den er værd at se.

 

 

 

 

 

 

 

Agnes Slot-Møller Unge Kong Valdemars død paa Refsnæs 1930

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Landskabet som fælles rod

Det danske landskab har en særlig plads hos begge kunstnere. Fjordene, markerne og mulden hører til deres forestilling om, at naturen knytter mennesker til et sted og en historie. I udstillingens nordiske spor udvides dette til samhørigheden med Norden, hvor især den norske natur optager dem. Landskabet bliver forbundet med forestillingen om fælles rødder og nordiske forfædre. Mødet med Norges storslåede natur får følelsen af at være skandinav til at træde særligt stærkt frem. Naturen rummede for dem noget, de kunne føle sig som en del af.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Jonathan Damslund

 

 

 

 

 

 

 

Fortidens helte, fremtidens forbilleder

I ’Fortidens helte, fremtidens forbilleder’ kommer vi tættere på Agnes Slott-Møllers syn på historiemaleriet. Hun holdt fast i en kunstform, hvis betydning blev udfordret. Vi skal kunne spejle os i fortidens mennesker og finde idealer i deres handlinger. Heltene skal vise os noget, vi kan stræbe efter. Et motiv med Hvide-slægten og tilknytningen til Fjenneslev Kirke hører til denne del af fortællingen. Det er mennesker fra en fjern fortid, men i Agnes' øjne har de stadig noget at sige os. Hvorfor skulle deres betydning ophøre, bare fordi tiden er gået?

 

Det er en måde at se kunsten på, og man behøver ikke dele hendes heltedyrkelse for at blive optaget af den. For Agnes og Harald skal kunsten have et højere budskab. Arbejdet med farve og form er ikke i sig selv tilstrækkeligt. Billederne skal bære et indhold, der rækker ind i menneskelivet og fællesskabet. Her ligger også en forklaring på deres afstand til dele af samtidens kunstliv.

 

De havde selv været en del af det kunstneriske opbrud omkring Den Frie Udstilling. Senere kom modsætningerne tydeligt frem i deres kritik af det naturalistiske maleri og de kunstnere, de kaldte ’møddingemalerne’, Fynbomalerne. Hvorfor nøjes med hverdagens marker og møddinger, når kunsten kunne beskæftige sig med eksistensen, det åndelige og nationen? Man mærker, hvor stærkt de insisterede på deres egen retning. Kunstnerparrets vej kom efterhånden til at føre dem væk fra nogle af de miljøer, de tidligere havde været en del af.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Harald Slott Møller, Agnes Rambusch. Fuglsang Kunstmuseum. Foto: Ole Akhøj

 

 

 

 

 

 

 

 

Drømmen om Valdemarerne

Et af udstillingens mest imponerende rum er ’Drømmen om Valdemarerne’. Her er de seks store malerier samlet med deres markante rammer. Det er fantastisk flot. Formaterne giver fortællingerne tyngde, og rammerne er med til at fastholde oplevelsen af hvert billede som et samlet værk. Serien vises her samlet for første gang.

 

Agnes malede store historiske billeder uden på forhånd at have en køber. Vi taler om billeder, der er ca. to og en halv gange to og en halv meter. Hun ville selv se fortællingerne tage form og gøre dem synlige for andre. Agnes havde et ønske om at se netop disse scener foran sig. Man kan godt standse op og tænke over, hvad det kræver at gå i gang med så store billeder, når der ikke står nogen klar til at aftage dem. Det kræver vilje og mod.

 

I fortællingerne om Valdemar Sejr møder vi folkevisernes modsætning mellem den gode, milde Dronning Dagmar og Berengaria fra Portugal, der fremstilles som grisk og begærlig. Hvor de historiske kilder ikke fortæller om kvindernes karakter, finder Agnes svar i folkeviserne. Vi møder dermed også de forestillinger, eftertiden har knyttet til dem. Det er værd at have med, når man ser billederne. Den ene kvinde får næsten alle de gode egenskaber, den anden de dårlige. Folkevisernes tydelige modsætninger giver fortællingerne dramatik, men de fortæller også noget om behovet for at gøre mennesker til enten forbilleder eller advarsler. Citater og symboler føjer yderligere betydning til billederne, og det er værd at give sig tid til detaljerne. Der er udførlige tekster til alle billederne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Agnes Slott Møller. Jomfru Blidelil, 1899. Fuglsang Kunsmuseum.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dronning, tro og kærlighed

I ’Gud, dronning og fædreland’ forbindes kongemagt og nationalfølelse. Her indgår motiver med Margrete den Første. Fortællingen om dronningen får også kraft i billedet, hvor hun kræver kronens gods tilbage fra den jyske adel. Adelen har tilegnet sig jord, som hun vil have tilbage. De har haft lidt for lange fingre. Nu står dronningen over for dem og kræver det tilbage, der tilhører kronen. Det giver scenen en konflikt, man umiddelbart kan forstå. Motivet bliver sat i forbindelse med kunstnerparrets engagement i den sønderjyske sag. Fortidens krav om tilbagelevering af land kunne sagtens være deres egen tids nationale længsel.

 

De religiøse motiver får plads i ’Himmelkonge og martyrhelte’. Her er blandt andet et helt vidunderligt billede af bebudelsen. Den tabte krukke på gulvet er en af de detaljer, der gør den store fortælling nærværende. Midt i det religiøse motiv er der noget så genkendeligt som en ting, der er faldet ud af hænderne på en kvinde. Det er sådanne små enkeltheder, der gør billederne nærværende.

 

I ’Kærlighed, længsel og moral’ møder vi blandt andet Dantes fortælling om Paolo og Francesca. Her bliver kærligheden og konflikten mellem begær og moral en del af det samme univers af følelser, valg og konsekvenser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Valdemar Sejr serien – Kong Valdemar Sejrs Hjemkomst fra Fangenskabet, 1929. Foto: Jes Larsen/Inferno

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Agnes og Harald sammen

Noget af det interessante ved udstillingen er dens insisteren på at se Agnes og Harald sammen. Kunsthistorien har ofte lagt vægten på hans maleriske kvaliteter, mens hun er blevet forbundet med det politiske og nationale projekt. Her bliver det tydeligt, hvor meget de delte. Lidt à la fortællingen om Dagmar og Berengaria: Han var den, man lettere kunne acceptere, mens hun kom til at stå som den besværlige og stærkt politiserende. Det er en tankevækkende sammenligning, som får én til at se på, hvordan også kunstnernes eget eftermæle er blevet formet.

 

De to kunstnere udvekslede tanker og idéer. De havde en tæt kunstnerisk og åndelig forståelse af hinanden. Harald beskrev selv, hvordan der gik usynlige strømme fra den enes arbejde til den andens. Det er et fint billede på deres fællesskab. De kunne arbejde hver for sig og alligevel være tæt forbundet i det, de tænkte og skabte. Også Harald var politisk engageret. Udstillingen giver dermed mulighed for at se hans billeder i en bredere sammenhæng og hendes kunst som mere end et udtryk for holdninger.

 

Man kan blive betaget af billedernes skønhed og samtidig stille spørgsmål til de idealer, de formidler. Det gør mødet med kunstnerparret ekstra interessant. Den tematiske opbygning hjælper os godt på vej, men der er så mange fortællinger, symboler og detaljer, at udstillingen skal ses med egne øjne. Her er både noget at glæde sig over og at tænke videre på, når man forlader udstillingen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Agnes Slott-Møller, Jagtmiddagen, 1927. Østfyns Museer. Foto: Jes Larsen / Inferno

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bonus anmeldelse: Kongeportrættet af Kong Frederik X. Riddersalen på Frederiksborg Slot

 

Dette er det første officielle malede portræt af kongen efter tronskiftet og føjer et nyt ansigt til rækken af den Glücksborgske kongeslægts regenter. Jeg kan godt se, hvad intentionen har været med at portrættere Kong Frederik X på denne måde: Hans tilhørsforhold til naturen skal forenes med rollen som en stolt statsmand. Kongen er fremstillet som admiral i Søværnets mørkeblå gallauniform med Elefantordenens lyseblå ordensbånd. Ved hans side hænger en sabel, som tilhørte hans morfar, Frederik den Niende, og som dronning Ingrid gav den daværende kronprins Frederik i 1997.

 

Også landskabet har forbindelse til kongens eget liv. Baggrunden tager afsæt i Kongsøre Skov ved Isefjorden, hvor han gennemførte dele af sin uddannelse som frømand. Margueritterne er en hilsen til dronning Margrethe, og egetræet knytter motivet til Danmark. Så langt så godt.

 

Det er en modig kunstnerisk beslutning at vise ham mindre poleret og mere sårbar end i de officielle fremstillinger. Alligevel overbeviser resultatet mig ikke, fordi de to sider af ham ikke bliver en samlet og helstøbt personlighed. Portrættet minder snarere om en mand, der er savet over i to dele.

 

Med sine chaplinbukser, snavsede handsker og et lidt juvenilt udtryk kommer han i mine øjne til at fremstå lettere latterlig. Jeg forstår godt ønsket om at udfordre det traditionelle kongeportræt, men jeg har svært ved at genkende den konge, vi plejer at se i medierne og synes at kende. Der møder vi en mand, som udstråler værdighed, er glad og positiv, og stolt af sit hverv. I portrættet ser jeg snarere en mand, som ikke ønsker at være dér, hvor han er. Det kan naturligvis være en bevidst måde at vise nerven mellem mennesket og rollen på, men for mig bliver spændingen ikke til et overbevisende hele.

 

Samlet set synes jeg derfor ikke, at portrættet yder Frederik X retfærdighed, selv om jeg anerkender kunstnerens ambition og mod. Jeg savner, at Katrine Raben Davidsen havde fremstillet ham mere rank og karakterfast, med den myndighed og det nærvær, der får et menneske til at fremstå stærkt og være sin opgave bevidst og voksen. Det kræver hverken pomp eller en autoritær fremtoning, men en tydelig fornemmelse af en person, der hviler i sig selv og sin rolle.

 

Så længe vi har et monarki med en konge, mener jeg, at det skal være noget, vi kan være stolte af. Derfor savner jeg også et portræt, der formidler den sikkerhed og værdighed, som jeg forbinder med Kong Frederik X. Kunstnerens valg er interessant og udfordrende, men for mig ender indtrykket med at blive mere splittet og usikkert end nuanceret og helstøbt.

 

 

 

 

Agnes og Harald Slott-Møller. Moderne middelalder. Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot 10, 3400 Hillerød. Udstillingen slutter 21. februar 2027.

 

 

 

FREDERIKSBORG | anmeldelse: Agnes og Harald Slott-Møller – besøg udstillingen

 

 

 

 

 

FREDERIKSBORG | anmeldelse: Agnes og Harald Slott-Møller. Coverfoto: Agnes Slott-Møller Foto: Frederiksborg

 

 

 

LÆS OGSÅ:

 

Den Hirschsprungske Samling: Kvindernes moderne gennembrud

 

Den Hirschsprungske Samling: Hanna Hirsch Pauli

 

Ordrupgaard og Den Hirschsprungske Samling: PLANTEFEBER

 

KUNSTBOG: Elisabeth Jerichau Baumann

 

Anne Christiansen: Harald Slott-Møller – Erindring og værk

 

 

 

 

 

 

 

 

FREDERIKSBORG | anmeldelse: Agnes og Harald Slott-Møller & Kongeportrættet af Kong Frederik X. Riddersalen på Frederiksborg Slot, er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm

 

 

 

 

 

 

Frederiksborg Castle — Agnes og Harald Slott-Møller: Moderne Middelalder — English Abstract

 

The National History Museum at Frederiksborg Castle in Hillerød, Denmark presents a major retrospective of the Danish painter couple Agnes Slott-Møller (1862–1937) and Harald Slott-Møller (1864–1937) — two of the most distinctive and ideologically committed artists of late nineteenth and early twentieth century Danish art history. The exhibition, structured thematically across seven rooms, traces the couple’s sustained engagement with medieval history, Norse mythology, folk ballads, religious imagery and Nordic landscape as vehicles for a deeply felt national and spiritual artistic programme. Agnes Slott-Møller’s monumental six-painting Valdemar series — depicting scenes from the life of King Valdemar the Victorious and his queen Dagmar — is presented together for the first time, constituting one of the exhibition’s most visually arresting achievements. The exhibition situates the couple’s controversial distance from contemporaries such as the Funen Painters within a broader art-historical argument about the relationship between painterly ambition and ideological commitment, and revisits the systematic undervaluation of Agnes’s work relative to her husband’s. A bonus review within the article addresses the first official painted portrait of King Frederik X of Denmark, newly installed in Riddersalen at Frederiksborg Castle, executed by artist Katrine Raben Davidsen. Reviewer Louise Frevert praises the portrait’s ambition and courage in departing from royal portrait conventions, while questioning whether the result — depicting the king in working clothes against a backdrop of Kongsøre forest — successfully reconciles the human and the monarchical dimensions of its subject. On view until 21 February 2027, Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot, Hillerød.