Jarl Friis-Mikkelsen| litteraturkritik: Mens vi stadig er her
Op på Jarls hat

✮✮✮
' …… kun få kender den danske underholdningsbranche så godt som Jarl ….. '
– Niels Frid-Nielsen, KULTURINFORMATION.org
En klog mand i folkets tjeneste
Jarl Friis-Mikkelsen er en klog mand. Cand.mag. i dansk og engelsk. I snart sagt 40 år har han været en af landets mest benyttede tv-værter. Han har skrevet fire sange til herrelandsholdet i fodbold. Tusinder, hvis ikke millioner, kender ham fra hovedrollen i tv-serien om Brødrene Øbberbøv, samt ikke mindst spillefilmen "Walter og Carlo – op på fars hat", der blev fulgt op med endnu to film om Walter og Carlo, som han skrev og spillede sammen med Ole Stephensen. De to skrev og spillede også "Kampen om den røde ko", der som den eneste af deres film fik rosende ord med på vejen fra kritikerne. Hertil kommer så stillingerne som programchef på Kanal 2, underholdningschef i DR og medejer af Skandinavisk Film Kompagni, der i en årrække producerede "Go' morgen Danmark" for TV2.
Jarl Friis-Mikkelsen kunne have valgt at hygge sig med H.C. Andersen og Shakespeare, men valgte i stedet et liv i folkets tjeneste. I en menneskealder har han leveret underholdning til det danske folk, indtil det sidste tv-job i 2020. Siden da har han mestendels brugt sin tid på at male.
"Jarl gik syv år på universitetet for at blive Carlo", har Ole Stephensen sagt. Og det er ganske godt set, for der skal en god hjerne, krøllet kreativitet og mod til at bryde grænser, for at holde sig relevant i underholdningsbranchen, så længe som Jarl Friis-Mikkelsen har gjort.
Efter at have lavet nogle radioindslag blev han "monopolfjæs" i fjernsynet, dengang der kun var DR. Og herefter gik det slag i slag. Han præsenterede Melodigrandprix, fik egne talkshows, blev chef på kanaler, stationer og et endog særdeles succesrigt produktionsselskab.
Kun få kender den danske underholdningsbranche så godt som Jarl, som vi herefter tillader os at være på fornavn med – ligesom resten af nationen.
En alfabetisk selvbiografi
Jarl har et af nationens mest kendte fjæs. Alligevel koketterer han med at være genert i "Mens vi stadig er her", der udkommer op til 75-års fødselsdagen senere i år. Han har afslået flere tilbud om at skrive selvbiografi. Først nu tager han sig sammen, sammen med Michael Monty.
Og sammen har de to skrevet en hurtigt læst, begavet, snurrig, anekdotisk og lidt flagrende bog, der rammer Jarls lette sort sarkastiske tone, som var det en lydbog (hvad det nok også snart bliver). Den er ikke skrevet kronologisk, men tematisk og struktureret efter alfabetet. Første kapitel hedder A og handler om alder, næste hedder B og handler om barndom, og sådan går det derudaf. Stort og småt, hulter til bulter, men sjældent ligegyldigt.
Tabet og makkeren
Gribende er det at læse om tabet af moderen, da Jarl kun er 11 år.
Også beretningen om makkeren Ole Stephensens pludselige dødsfald er stærk læsning, der fortæller en hel del om det fællesskab, der bandt de to sammen. I virkeligheden ville man gerne have hørt mere om makkerparret Ole & Jarl, men vi skal videre, alfabetet kalder, det går over stok og sten.
Det er ærgerligt, for Jarl Friis-Mikkelsen kunne virkelig fortælle en unik historie, hvis han gad.
Han ved, hvad der skal til, for at fastholde en hel nation med en enkelt vending, som "Op på fars hat" og "Vinke, Walter – vink, vink, vink!".
Chefen i Skandinavisk Film Kompagni
Også som chef kunne han noget, når det kom til at lade medarbejdernes kreativitet blomstre. Jeg arbejdede som filmanmelder på "Go' morgen Danmark" i fire-fem år ved årtusindskiftet og kan skrive under på, at Skandinavisk Film Kompagni virkelig var en arbejdsplads med plads til idéudvikling og en god omgangstone.
Det, jeg savner
Men jeg savner Jarls fortælling om, hvad der skete med underholdningsbranchen og ditto journalistikken i det næsten halve århundrede, han var med. Jeg ville gerne have læst mere om skiftet fra DR til Skandinavisk Film Kompagni, og hvad der skete bag kulisserne i mediebranchen i de år, da monopolet blev afløst af en medieeksplosion.
Jarl er en klog mand, for klog til at slippe afsted med alfabetiske anekdoter fra sin tid som hovedperson i underholdningsbranchen.
Jarl Friis-Mikkelsen i samarbejde med Michael Monty: Mens vi stadig er her. 304 sider. Illustreret
LÆS OGSÅ:
DE SYV REJSER – rejsefortællinger af Ib Michael
BOGANMELDELSE: KAN VI IKKE GØRE DET LIDT BEDRE – Poul Nyrup Rasmussens erindringer
ERINDRINGER: Ulla Terkelsen – I MIN TID
BOGANMELDELSE: DEN SIDSTE SABOTØR
BOGANMELDELSE: ANKOMSTER OG AFGANGE – Benn Q. Holm
Jarl Friis-Mikkelsen| litteraturkritik: Mens vi stadig er her – få mere information
Jarl Friis-Mikkelsen| litteraturkritik: Mens vi stadig er her er frembragt af Niels Frid-Nielsen, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
